Om otte dage sætter vi os i en flyver og vender snuden mod Danmark . Vores visum er udløbet og det er langt nemmere at søge om visum fra det land ens pas stammer fra. Ja, det er et nyt begreb jeg har lært: ”Passport country”. Med alle disse expats vi omgiver os med, så giver det ikke mening alene at snakke om hjem, eller hvor man bor, (vi har venner der aldrig har boet i deres Passport country) så snakker man om hvilket land ens pas er udstedt i. Og at når man ønsker at søge om visum, ud over turistvisum, så er langt de fleste lande mere medgørlige hvis man gør det på ambassaden i ens passport country. Så vi skal til Danmark.

Vi håber på at kunne få et 1-year business visa med 90 dages ophold. Det betyder at vi må være i Kina 4×90 dage og skal forlade Kina, bare lige et smut over grænsen, hver 90. dag. Det er et anderledes visum vi søger om denne gang, da Christian gerne vil have lov at arbejde endnu mere, så ungerne og jeg satser på medfølgende hustru/børn visum. Accept af vores ansøgning er sandsynlig, men intet kan tages for givet.

Det er underligt at snakke om at skulle “hjem” til Danmark. Alene terminologien er vanskelig. Er Danmark hjem? Er Kina hjem? Hvor er vores hjem? Det begynder til sidst at blive helt eksistentialistisk, og da jeg ikke er særlig meget til livets store spørgsmål (jeg får koldsved når Miriam på sengekanten om aftenen spørger om vi virkelig er til – der får jeg meget hurtigt hentet Christian), så tager jeg det hele lidt oven fra og ned. Vi skal på 10 ugers hjemmeophold i Danmark, i bedste missionærsprog. Og så tager vi hjem til Kina. Og hvor ”Hjem” er om 6mdr? 12mdr? Det tager vi til den tid.

Stemningen er meget blandet. Christian og Miriam har egentlig ikke lyst til at komme til Danmark. De har det fint her. Jordan og jeg glæder os som små børn. Jordan så meget at det nu er blevet til sorg over hvor længe der er til vi rejser! Isabella? Tja, det pigebarn er vanskelig at bringe ud af ligevægt, hun glæder sig dog vældigt til dansk mad, ikke at blive stirret på på gaden, familien og biblioteker med masser af bøger!

Og så er der al stresset med at skulle pakke sammen og planlægge 10 uger i Danmark. For slet ikke at tale om selve rejsen til Danmark. Først flyver vi en lille time fra Menglian til Kunming, og der overnatter vi så, da der er en stor sandsynlighed for at flyveren her fra bliver aflyst, så vi har en plan B i bag hånden. Så et hop til Chendu, stadig i Kina, et langt hop til Amsterdam, og så det sidste hop til København. Samlet rejsetid er to døgn.

De eneste madmuligheder i Kunming lufthavn er fastfood, eller ting jeg bare ikke kan gennemskue hvad er, så jeg skal have sørget for madpakker der rejser godt. Og så er der jo ungernes uundværlige fly-snacks, som jeg vist har blogget om en hvis ikke to gange før. Intet af det ungerne plejer at nyde som snacks, kan fås her i Kina, så jeg må være kreativ og selv bage kiks og poppe popcorn og lignende.

Lidt hverdagsglimt

Livet her i Kina har ellers fået en rytme. Hver morgen laver Isabella røræg til os. Det er hendes job, lige som det også er hende job at købe æg; ”wo yao ji dan!” Dertil får vi hjemmebagte grovboller eller rugbrød (jeg har importeret rugmel fra Thailand, men har ikke kunne få fat i rugkerner).

Christian springer så på sin trofaste el-scooter og drøner ud til byggepladsen. Huset har nu vægge, tag og er ved at få smurt ”mudder” på væggene. Han kommer hjem hver eftermiddag, møgbeskidt og med svulmende overarme!! (projektet kan følges på http://BuildForAReason.Ernstsen.dk). Nu og da tager han mig eller en af ungerne med, men da vi kun har den ene scooter, kan vi kunne kommer der ud alle sammen hvis Jagelmans har mulighed for at køre os, og de lever et meget travlt liv. Ellers trisser ungerne og jeg over til skolestuen. De tre Jagelman børn og vores tre unger har skole sammen, hver på deres egen computer, og så skiftes vi forældre ellers til at hjælpe og vejlede. Jeg står for 2/3 af den opgave. Ikke en opgave jeg føler mig særlig godt kvalificeret til, eller nyder for den sags skyld, men ungerne skolegang er vigtig og der er også sendt følere ud efter en lærer til alle seks unger, så det må I gerne sætte på jeres bønneliste.

Jeg er begyndt på et online-studie, som jeg kan lave en del af i skoletiden. Det er ”Prophetic Basic” fra Global Awakening. Der er en del arbejde involveret i det, men jeg nyder det og er vokset helt utroligt bare på de to uger det har varet ind til videre. Kurset varer 8 uger, men selve The Prophetic Certification er 5 kurser af 8 uger, så et år i alt. Kurset har taget den sidste rest af fritid jeg havde, men det gør mig ikke noget.

Vi har efterhånden fået styr på at handle på marked; ”Duo shao yi jin?” ”Wo yao san jin zhu rou!”. Både kød og grøntsager har vi fundet faste sælgere af. Vi har et repertoire af retter som kan laves i vores lille køkken, og ungerne har nu hver en fast maddag om ugen. Genistreg, for så kan moren studere mens de kokkerer.

Vi spiser sammen med Jagelmans ca to gange om ugen og ungerne render generelt over til dem, hvornår end de kan se deres snit til det. Der er blandt andet nogle små pelsdyr der trækker. De fire marsvin de havde er nu blevet til 11, og både Isabella og Miriam har nu fået et marsvin. Hvordan får man et kæledyr, når nu strenge mor har sagt nej? Man får foræret et, som bor hos andre! De er lumske, de unger.

Det er næsten ni måneder siden vi sidst var i Danmark og hvor har de dog været fyldt med oplevelser, følelser og vokseværk. Det bliver måske meget godt med to måneders gammelkendt inden vi drager på nye eventyr…