Vores tid i Danmark er ved at rinde ud, og de ti uger er fløjet afsted. Vi har nu også nået meget. Vi har fået nyt visum til Kina, hvilket jo var hovedformålet med at vende næsen hjemad.

Og Danmark er hjem, det må jeg erkende. Efter mange tanker om hvad og hvor “hjem” er, er jeg kommet frem til en konklusion; Jeg er dansker, og har faktisk en hel del af min identitet i ikke bare at være dansker, men også alt hvad det indebærer. Jeg er ø-bo, og ser det som en selvfølge at mine børn skal lære at svømme. Jeg tager ikke det der med nøgenhed så tungt og skifter uden problemer tøj i store omklædningsrum, fx i svømmehaller. Jeg bryder mig ikke særlig meget om begrænsende regler, men mener i bund og grund at vi alle bør tage hensyn til hinanden. Men bare fordi jeg er dansker, behøver jeg jo ikke at bo i Danmark. Selv om jeg gerne vil have risalamande til jul, kan jeg sagtens indtage den i 27 graders varme.

Men nu har vi være eksistentialistiske nok – tilbage til visumet.

Vi mødte op på det kinesisk visumkontor i København med alle vores papirer i orden og klar til at det nok ikke lykkedes i første forsøg. Den kinesiske dame ved skranken fortalte os først at vi overhovedet ikke kunne få noget som helst af hvad vi bad om, men i takt med at vi anerkendte hendes autoritet og udfyldte alle de ekstra papirer hun smed efter os uden af brokke os, endte hun med at give os 2×90 dage, hvilket vi siden har fundet ud af er GANSKE uhørt meget. Så vi var meget godt tilfredse.

Planen er nu at rejse tilbage til Kina og genoptage samarbejdet med det australske par dér. Hvordan det samarbejde går, kommer til at bestemme om vi bliver 1,2, eller alle 6 måneder i Kina. Men vi drager afsted i tro og tillid som vi før har gjort, og ser hvad der sker.
Da visumet var klaret stod de resterende ni uger på familie, venner og kirkebesøg. I Kina har vi af forskellige årsager ikke mulighed for at komme i en kirke, noget vi faktisk har savnet rigtig meget , uden rigtig at gøre os det klart. Men at stå i kirken første søndag hjemme og lovsynge samme med andre kristne var en så intens og frydefuld oplevelse at det næsten ikke kan forklares. Når vi er i København kommer vi i Hillsong Copenhagen sammen med mine søstre, en dejlig kirke med fed lovsang, som vi er rigtig glad for at komme i, men der er nu intet der måler sig med at komme hjem til Citykirken, vores kirke! At blive mødt med så stor glæde og kærlighed fra alle sider. Vi blev inviteret op på scenen og kort fortælle om de mirakler vi har oplevet. Tænk at vi har fået lov at leve et liv hvor man skal vælge i de mirakler man har oplevet fordi man kan ikke nå at fortælle om dem alle!!

Et af de mirakler vi valgte at fortælle om skete endda lige da vi var kommet tilbage til Danmark. Vi skulle alle til tandlægen, og som jeg vist allerede har klaget over, så havde jeg hos en tandlæge i Thailand fået at vide at min tand var knækket og jeg skulle have en krone på. Jeg bryder mig ikke om smerte i forbindelse med mine tænder, så jeg bad ret intenst på vej til tandlægen i Lystrup. Christian bryder sig ikke om at skulle betale mange penge til tandlæger, da vi jo ikke længere er under den danske sygesikring, så han bad også ret intenst. Jeg fortæller tandlægen om min tand og han tager et røntgenbillede og kan fortælle mig at min tand altså ikke er knækket! Han synes ikke engang at han vil skifte den plombe er der i tanden, og han er ellers hurtigt til at skifte plomber!!
Jordan fyldte 12 i september, og havde ønsket sig en Tivoli-tur med mormor og morfar. Det var en skøn dag med dejlig sensommersol. Med turpas om armene drønede ungerne så ellers rundt. Miriam og Jordan var oppe i næsten alt tror jeg, og fx rutchebanen tog de MANGE gange. Isabella er mere tilbageholden og foretrak at udfordre sin højdeskræk med pariserhjulet.

Og så har vi ellers brugt tiden på at hygge intenst med de mennesker vi savner så utrolig meget når vi er ude af Danmark. Der er kommet to små nye mennesker til i vores familier, som vi fik lov at hilse på for første gang.Vi har kørt land og rig tyndt flere gang i vores fede, lejede biler. Vi er jo nu udenlandsdanskere, hvilket vil sige at vi kan leje biler afdragsfri, dvs billigt!! Og for det ikke skal være lyv, så blev vi opgraderet de første to uger. I stedet for den alm bil vi havde bestilt får vi intet mindre end en VW Touran med syv sæder!! Se, så er det ingen sag at køre fra København til Dronninglund. Desværre måtte vi aflevere den igen og tage til takke med en Mercedes med 5 sæder. Lille bil med ikke meget plads, men nøøøøj hvor kører den godt. Det er noget lidt andet end den Berlingo vi ellers cruisede rundt i.

I mosebøgerne står der at da Israeliterne krydsede Jordanfloden for at indtage det land, Gud vil give dem, skal de samle sten op fra bunden af Jordanfloden, for Gud har skilt vandet som Han gjorde det Røde Hav. De sten skal de lave en mindesmærke af på den anden side, så de til enhver tid og til enhver generation kan mindes hvordan Gud bar dem igennem. Dette er en tanke der har fyldt meget for mig den sidste års tid. Det at blive helbredt for fibromyalgi var en så stor ting at det faktisk er svært at sætte ord på. Selv her over et år senere, bliver jeg overrasket over alt det jeg kan nu. Men vi mennesker er nu så glemsomme og kan ikke huske de utrolig ting Gud har gjort i vores liv, og det ønskede jeg ikke skulle ske. Jeg ønskede hele resten af mit liv, som nu er et helt andet liv end da jeg var syg, skal huske på den gave jeg har fået. Så jeg fik lavet en tatovering. Der gik meget forberedelse og research forud, men nu har jeg den og jeg er SÅ glad for den. Ja, det gør ondt, men det tog kun ti minutter, så jeg klarede det 🙂

Christian har også nået at fejre fødselsdag og af farmor og farfar fik vi en tur i Lego House i Billund og det er helt klart en tur værd. Rigtigt godt lavet, vi hyggede os alle fem i fire timer!

Det største der skete mens vi har været i Danmark var at vi fik underskrevet kontrakt med Citykirken. Vi er nu officielt deres udsendte medarbejdere. Det er rigtig fedt på flere punkter, både fordi vi nu snart har formalia på plads overfor de danske myndigheder (ret vigtigt), og fordi vi med det officielle “stempel” fra vores kirke nu er “rigtige” udsendte, og ikke blot en familie der drøner verden rundt på må og få…
I morgen, den 1. november, stiger vi så ombord på en flyver igen fra Kastrup, og 4 flyvere senere er vi tilbage i Menglian, spændte på hvad der nu skal ske. Byggeri er vores hjertesag, og selvom vores samarbejdsfamilie i Menglian har rygende travlt med alt muligt andet, håber vi inderligt på at kunne få bygget noget til dem, og overdraget viden til deres lokale samarbejdspartnere, så de kan få glæde af god, billig og sikker earthbag byggeteknik, også når vi ikke længere skal være der…