Det er nu et halvt år siden at vi forlod Kina, og ja, vores lange tavshed er desværre et udtryk for at tingene ikke går videre godt. Det er egentligt meget tankevækkende at når tingene går godt, så står man frem og deler med andre og rækker ud, men når det går skidt så trækker vi os tilbage, og det at række ud bliver både uoverskueligt, men også ligegyldigt, for hvad kan det alligevel nytte. Vi slikker vores sår i ensomhed og håber på at tingene snart bliver bedre, så vi kan vende tilbage til fællesskabet. Med det følger også frygten for de uundgåelige “gode råd”, som da folk opdagede hvor meget jeg led under graviditetskvalme og ALLE OG ENHVER foreslog mig at spise lidt inden jeg stod op om morgenen.

Men nu har vi altså valgt at bryde ud af det mønster og fortælle jer ærligt hvordan det går, for det går skidt. Men samtidig er der jo ikke noget alvorligt galt… vi har alle vores gode helbred (endda mere end det når man regner min helbredelse med), vi har ikke haft voldsomt traumatiserende oplevelser, vi har stadig penge på kontoen og vi har hinanden. Vi har gode venner og familie, der åbner deres hjem for os, uge efter uge, måned efter måned. Men noget jeg lærte den gang jeg fik diagnosen fibromyalgi var, at lige meget hvor meget jeg fortalte mig selv at dette ikke var kræft eller MS, så var det stadig en livstidsdom og drømmene var knust. Der var stadig et tab der skulle sørges over og en smerte der skulle gennemleves.

Tingene i Kina endte ikke bare med at vi forlod landet, de endte med at vi nærmest flygtede, lige før jul sidste år og 5 måneder inden vores visum udløb. Der var mange ting der gjorde tiden i Kina hård, men det der ødelagde os var samarbejdet med de lokale missionærer. Et samarbejde der endte med at sætte så dybe sår at vi stadig ikke ved hvordan vi skal få dem helet.
Vi skyndte os til Spanien i forventning om at møde Gud og der komme videre. Men efter 10 uger rejste vi tilbage til Danmark, for vi fandt desværre aldrig ud af hvad vi skulle i Spanien.
Nu sidder vi i Danmark uden nogle konkrete planer. Det er jo ikke en ny situation, her har vi været før, men denne gang er tingene alligevel anderledes. Det er meget hårdere at rejse sig op denne gang, og midt imellem gode venner og dejlig familie oplever vi at stå helt alene.

Vi ønsker ikke at være i Danmark! Vi vil ud i verden! Vi vil leve og vi vil rejse. Vi vil bygge huse og skabe hjem for folk.

Vi er en familie, en samlet enhed som består af fem individer som nu engang fungerer bedst under andre himmelstrøg. Som har brug for at gøre en forskel. For at leve livet tæt sammen med Gud.

Men nogle gange er Gud tavs, og nogle gange har vi svært ved at høre ham. Nogle gange føler vi os forladt, men samtidig er der beviser på hans storhed hvor end vi vender os.

Anyways, vi er her stadig, og vi gør alt, hvad vi kan, for at komme op og videre. Vi har mod på livet, og vi ønsker at leve og bygge. Nogle gange er det bare hårdt alligevel…