Puha, det er ellers noget af en omgang vi har været igennem de sidste par uger. Faktisk så vild at vi endte på hospitalet i Thailand.

Det hele begyndte den 8. juni, da Christian kom sløj hjem fra byggepladsen. Solen havde opført sig anderledes den dag, så alle var blevet solskoldede og havde lettere solstik. Christian havde også ondt i halsen, lige som en af børnene, og han gik direkte i seng. Der blev han. Hen over weekenden fik han det værre og værre. Feber, utilpashed og rigtig, rigtig ondt i halsen.

Mandag morgen var det så slemt at han ikke kunne synke – overhovedet. Når han prøvede at drikke, tvang kroppen væsken op igennem næsen på ham. Alex fik fat i noget antibiotika, og bad mig kontakte en læge jeg havde tillid til. Jeg fik fat i min søster Rebekka i Danmark, og vores gode ven Thomas i Nordkina. Desværre var ingen af dem enige med den antibiotika Alex havde sat Christian på, men det var af forskellige årsager, og de ønskede forskellige ændringer. Mens Alex og jeg diskuterede hvad vi skulle gøre, fik Christian feber igen. Så tog vi på det lokale, kinesiske hospital.

Hvad der fulgte var en uge af en karakter jeg aldrig har prøvet før. Christian var slemt syg og måtte få drop fordi han var så dehydreret og intet havde spist eller drukket i flere dage. Min søster og Thomas var stadig ikke glade for den behandling Christian fik, men det var en evig kamp med de kinesiske læger om at få ordentlig behandling til Christian. Han var ikke indlagt, men vi mødte op på hospitalet en til to gange om dagen, så han kunne få drop. Hospitalet var slidt og beskidt og bare af en karakter man slet ikke kan forestille sig. Jeg ser det næsten som det største mirakel at Christian ikke fik blodforgiftning mens han var der. Ikke mindre end 15 gange blev der stukket nåle i hans arme, i meget beskidte omgivelser af sygeplejersker, der godt nok var søde og kompentente, men havde så frygtelig travlt.

Antibiotikaen virkede ikke og der var en voksende frygt for at Christian havde en halsbyld. Noget der bare ikke hverken skulle eller kunne behandles på stedet. Jeg var i daglig kontakt med min søster og Thomas og prøvede at træffe medicinske beslutninger om hvad der var bedst at gøre for Christian. Han blev sat på noget nyt og stærkere antibiotika, og slog prompte ud i en allergisk reaktion! Et nyt præparat måtte på banen.

Jeg tog fat i vores forsikringselskab, først bare for at orientere dem om hvad der foregik, men allerede dagen efter for at varsle en mulig “Med-Evac”. Samme aften ringede en af deres læger mig op. Hun talte det hele igennem med mig, og jeg mailede hende alt hvad jeg havde af prøvesvar og medicinskema. Hun og Thomas, som havde overtaget Christians behandling via telefon, var enige om at se tiden an til næste morgen, inden vi traf noget beslutninger.
Næsten morgen havde antibiotikaen fået betændelsen i Christians hals til at falde så meget at han kunne åbne munden nok til at man kunne kigge ham i halsen og der nede sad ganske rigtig noget der lignede en byld. Der var ikke længere tvivl; vi skulle til Chiang Mai.

Søndag, altså seks dage efter det gik rigtig skidt, lander vi i Chiang Mai og bliver mødt i lufthavnen af Luke (Luke og Kirti mødte vi første gang vi var i Chiang Mai for 1 1/2 år siden og har været gode venner lige siden). Med hans hjælp får vi Christian tjekket ind på Ram Hospital og senere kørte han ungerne og mig til et nærliggende hotel. Der var HIMMELVID forskel på det lokale kinesisk regeringshospital og så det private Ram hospital. Rene omgivelser, kompetent og venligt personale, som taler engelsk. Grundige undersøgelser og professionel harme over Christians gennemhullede hænder og arme.

En kikkertundersøgelse afslørede at Christians halsbyld var forsvundet. Noget det ikke var sandsynligt på antibiotika alene, men vi havde mærket Guds hånd over os så tydeligt at endnu et mirakel ikke overraskede os. Så Christian slap for en operation og kunne nøje med være indlagt til observation og få antibiotika som IV.

Men mandag morgen kunne jeg til gengæld ikke længere ignorere at jeg også var syg. Der vidste jeg at jeg havde fået en kopi af hvad Christian havde. “Tonsilitis with puss”. Lægen forklarede mig at det ikke være en almindelige tonsilitis, men en mere aggressiv type. Heldigvis blev mit taget så meget tidligere i forløbet at jeg bare kunne nøjes med at tage 5 forskellige slags piller.

Allerede fire dage efter, d. 21, blev Christian udskrevet og vi kunne flytte på Juniper Tree Resort til en uges rekonvalescens.
Vi har lært nogle meget vigtige ting gennem denne oplevelse. Men det allervigtigste vi lærte var forbønnens kraft! Flere gange var tingene ved at gå galt og jeg sendte et råb om hjælp ud til folk om at bede for os, og HVER GANG vendte tingene til det bedre. Jeg stod i så mange umulige situationer i ugens løb og skulle træffe beslutninger som jeg følte mig alt andet end kompetent til, men hver gang, HVER GANG, lykkedes det mig, med de tilstedeværende oplysninger, at træffe den rigtige beslutning. Christian fortæller hvordan han lå på den snavsede hospitalsbriks i Kina med voldsomme smerter og uden at kunne synke sit eget spyt, og følte fred og glæde.

Normalt er der kun os og Jagelman’s af vesterlændinge i Menglian, men netop den uge, og kun den uge, var der besøg af et hold på 25 amerikanske voluntører! Der var Chris der var sygeplejerske og som tog med Christian på hospitalet. Der var Morgan som var vokset op i Kina, der fungerede som tolk for os, når Alex ikke kunne være der. Der var Sydney der tog sig af børnene og som elskede dem fra første øjeblik. Og der var Alex og Cam, nye venner som normalt bor i Pu’er, men som var i Menglian fordi de havde ansvaret for voluntørererne. De var der alle for mig, med praktisk hjælp og bare med venskab.

Alex Jagelman var utrættelig i sin kamp med de lokale læger. Josh ringede til forsikringsselskabets vagthund for mig og fik dem til at forstå hvor alvorligt situationen var. Min søster ringede rundt til de danske sygehuse for at give mig bedst mulig råd og vejledning, når jeg havde brug for at blive talt ned. Thomas var i konstant telefonisk kontakt med os for at holde øje med hele situationen, og som ringede til specialister for at kvalitetssikre hvad han gav af råd.

Og endnu en velsignelse var det, at det var Chiang Mai, der var den nærmeste by, det gav mening at tage Christian til. Her har vi venner, som sluttede op om os fra første øjeblik. De har bedt for os, taget børnene, kørt os, lånt os bil, tilbudt hvad end vi havde brug for og bare været der.
Om få dage flyver vi tilbage til Kina. Vi har stadig et stort arbejde foran os der. Christians demo-hus er kun i knæhøjde og der er allerede snak om at bygge tre rigtige huse til undervisningsformål. Der kommer flere voluntører om et par uger, som vi gerne skulle have noget arbejde til.

Men det er med en vis bæven at vi vender tilbage til Kina. Det var en ret barsk realitet at stå i mht det lokale sygehusvæsen og multiresistent bakterieangreb. Der er en masse hvad-nu-hvis’er jeg bare nægter at tænke igennem. I forvejen er livet i Kina anderledes og sværere at tilpasse os end vi havde forudset, så vi har virkelige, virkelig brug for jeres forbøn. Vi er stadig ikke et øjeblik i tvivl om at vi er lige der hvor Gud ønsker at vi skal være, men vi har brug for hjælp for at klare det hele på den bedst mulige måde.