I dag har jeg fødselsdag. Ønsk mig tillykke. Det er nu halvandet år siden at mit nye liv begyndte. Den 31. juli 2016 var en ganske almindelig søndag – næsten da og så overhovedet ikke. Dagene op til havde budt på oplevelser af en karakter vi aldrig før havde prøvet og inde i mig var der kamp. En kamp mellem godt og ondt, mellem nyt og gammelt, en kamp om frihed.

I dag er det præcis 1 1/2 år siden jeg blev helbredt.

Mange af jer har kendt mig fra den gang jeg var syg, men jeg har alligevel brug for at huske på hvordan den tilværelse var, da fibromyalgien var den styrende faktor i mit liv.

Inden jeg blev syg underviste jeg i zumba 2 timer om ugen og udover det dansede jeg to timer til. Jeg gik til pilates to gange om ugen. Jeg havde en hund der krævede meget motion for ikke at splitte huset ad så jeg gik lange ture over markerne med den. Og jeg var overskudsagtig god mor for tre dejlige småbørn.
Alt dette blev taget fra mig. Dog var det sandsynligvis takket være min gode fysisk at jeg ikke endte i en kørestol, hvilket mange andre med fibromyalgi og lignende lidelser gør.

Før jeg blev syg syede tøj til os alle, med lommer, løbegange, skjulte lynlåse. Pludselig var det at følge en sy-opskrift nærmest umulig.

Jeg levede med konstante smerter. Jeg var altid træt og udmattet. Først da jeg lærte ikke at overanstrenge mig slap jeg af med de sporadiske lammelser, der ellers plagede mig hver aften. Hovedpine var et livsvilkår. At køre bil længere end 20 minutter skulle planlægges med pauser. At foretage indkøb var sværere at overskue end atomfysik, for sæt nu der var tilbud på frosne ærter, så skulle jeg jo forholde mig til om jeg skulle købe nogle og i givet fald hvor mange. Og så røg resten af indkøbslisten ud af hovedet.

Der var en konstant tåge der hyllede sig om mig og afskar mig for at tænke klart.

Og alt dette er kun set ud fra mit synspunkt. Ved siden af mig stod en mand der havde stået hjælpeløs og måtte se sin kone og bedste ven forsvinde og blive forvandlet til en zombie. Ungerne var så små at de ikke kendte til andet, men for dem var normen at mor lå i sengen hele dagen, eller på sofaen, eller bare zonede ud.

Kort sagt – jeg forsvandt.

Lige ind til den søndag i Albuquerque hvor jeg blev sat fri og mit liv blev givet mig tilbage.

Året der fulgte var et af de sværeste i mit liv. Utrolig nok. Da jeg blev helbredt gav jeg fuldstændig slip på hvem jeg var. Den Nina jeg havde været det sidste 5 år ophørte med at eksistere. Og pludselig stod jeg i den vildeste eksistentialistiske krise nogensinde.

Fysisk var jeg stærk, jeg var klar i hovedet, jeg levede, men åndelig set kæmpede jeg hver eneste dag. Overgangen fra kun at være 10% til stede og så pludselig være et helt menneske igen var for overvældende. Før hvis situationen blev for overvældende lukkede jeg bare ned og meldte mig ud. Nu havde jeg pludselig ressourcerne til at håndtere svære situationer, men jeg havde ikke redskaberne eller erfaringen. Jeg var bange meget af tiden og kæmpede med at forstå hvor min plads i verden var.
Lige indtil for et halvt år siden.

I august 2017 begyndte jeg på et online kursus (som jeg før har nævnt) og da jeg gjorde det, rejste jeg mig fra tvivlen, og indså at Gud udmærket godt vidste hvem jeg var og havde vidst det lige fra det øjeblik han formede mig i min mors mave. Det var på tide at jeg så hvad Han så.
Så jeg gik i gang med kurset med beslutningen om at gøre det fuldt ud. Da jeg blev færdig med første del fik jeg denne tilbagemelding fra min lærer:
“If we could give a most improved award, you would get it.”

Jeg er nu halvvejs med kurset og jeg ved præcis hvem jeg er!

Livet er så meget anderledes i dag end det var for et halvt år siden og fuldstændig ugenkendeligt fra hvad det var for 1 1/2 år siden. Forleden ramte bildøren mig på hånden da den blev smækket og det gjordet så ondt at jeg ikke kunne trække vejret og måtte have hovedet ned mellem knæene. Christian blev skrækslagen for nu var vores tid i Spanien ødelagt og jeg ville have i store smerte lang tid frem over. Sådan var det da jeg var syg, min krop bar NAG. Men nu, med en normal fungerende krop, gjorde det ondt et par timer, men allerede dagen efter var det helt væk. I takt med at jeg er blevet klar i hovedet har denne nye forståelse for hvem jeg er bragt en selvsikkerhed og autoritet med sig som jeg ikke før har kendt. Jeg er ikke blevet mere frembrusende eller mindre genert, men jeg gebærder mig på en anden måde og hvis jeg føler at jeg skal tale ind i andet menneskes liv, så gør jeg det. Angsten der før havde så voldsom et tag i mit liv at jeg i 2014 var på angstdæmpende medicin, har mistet sin magt over mig. Jeg vokser og udvikler mig med rasende fart i øjeblikket og er så spændt på hvad Gud har foran mig.

Men til en hver tid vil jeg holde fast på at det der har ændret sig mere end noget andet er mit syn på hvem Gud er. At opleve et mirakel på egen krop er vel omtrent den mest håndgribelige Guds oplevelse man kan have. Lige da jeg var blevet helbredt sagde jeg at jeg havde skiftet min lille gud som kunne helbrede ud med en stor Gud som helbredte, men i dag er mit billed af Ham endnu større end det. Det springer enhver begrebsramme jeg før havde. Og når Han siger at jeg er Hans barn, hvordan kan jeg så andet end at ranke ryggen og møde verden med oprejst pande.