Da vi krydsede grænsen fra Canada til USA blev vi stillet en række kritiske spørgsmål, der muligvis afslører terrorister og kriminelle hvis de ellers er dumme nok til at svare forkert. Et af de mere tricky spørgsmål var “Hvor skal I hen?”. Vi svarede at vi skulle til Harrisburg, og reaktionen fra grænsevagten var “What on earth do you want to do there???”.

Vi grinede pænt sammen med ham (det gør man helt automatisk, når magtforholdet er så skævt som ved en grænseovergang til USA), men svaret var større end situationen lagde op til.

Vi tog til Harrisburg for at få ændret vores liv.

Igen.

For tre år siden rejste vi til USA for at lære mere om at bygge med jord, og det mål nåede vi til fulde. Men vigtigere end det oplevede vi på sjæl, ånd og krop (det sidste kom især til udtryk for Nina, der jo blev helbredt for fibromyalgi) hvad det vil sige at have alle tre dele i treenigheden med i sit liv, både hverdag og i kirken.
Så altså ikke bare Gud og Jesus, men også Helligånden, med alt hvad det indebærer af oplevet kaos, ustyrlighed, livsglæde og åndeligt mod. Vi fortsatte dengang videre fra USA fyldt med glæde og tillid til Gud, og gode venskaber med folkene fra New Life City i Albuquerque.

I vores rejse slog vi os efterfølgende en del, både på åndelige klimaer andre steder og på medkristne, og noget af det har vi skrevet om allerede. Det korte af det lange er, at vi havde brug for at rejse os op igen og genfinde glæden over vores liv som Guds højt elskede børn, uafhængigt af hvad vores omgivelser og vi selv kan finde af fejl og mangler hos os.

Så derfor tog vi til konference i Harrisburg. Nok en lidt for omfangsrig ting at forklare en livstræt og småfrysende grænsevagt, der halvhjertet ledte efter underbegavede terrorister og kriminelle på vej til USA. Så vi smilede til ham og sagde blot, at vi var på roadtrip, og at vi ikke havde smuglervarer i bilen. Han bad os prompte om at åbne bagagerummet, så jeg må tydeligvis arbejde lidt på mit troværdige ansigtsudtryk til næste gang.

Konferencen var opbygget lidt som en musikfestival med en række store navne, hvor der i stedet for koncerter blev holdt oplæg og bedt for folk. Mange af talerne kendte vi lidt til i forvejen, for flere af dem havde undervist på den skole, Nina tog sin “profetisk diakoni” uddannelse på sidste år.
Det var enormt opmuntrende at være med på konferencen, for mange af budskaberne var virkelig relevante for os. Vi blev også godt og grundigt udfordret på det kulturelle plan, når talerne opførte sig (sjovt nok) meget udansk, men forinden havde vi forberedt os på netop dette og var derfor klar til at høre budskabet, selvom fremførelsen af og til måske gjorde det lidt vanskeligt for os! 🙂

Især Miriam fik flyttet sine personlige grænser en hel del på konferencen, selvom hun på grund af sin unge alder i princippet slet ikke var deltager.
Hun blev nemlig grebet af konceptet “at give ord”, der er en slags profetisk ord, hvor man prøver at lytte efter om Gud fortæller en noget om den person, man står overfor. Det er noget, man gør meget lidt i i Danmark, men herovre er det relativt normalt i de lidt “vildere” menigheder. De mere rutinerede udøvere passer vildtfremmede mennesker op på gaden og spørger om de må give dem et ord fra Gud, og åbenbart er langt de fleste med på den, også folk der ikke tror på Gud.
Nå, men Miriam trådte langt ud af sin komfortzone, men stadig indenfor trygge rammer med Nina i ryggen og i konferencesammenhæng, og hun nåede at give ord til fire helt fremmede mennesker og to, hun kendte lidt til i forvejen. Det er næsten som et tryllekunstnertrick og enormt overbevisende når en lige knap 12-årig med Helligåndens hjælp siger ting, der med præcision og kærlighed rammer lige i hjertet på mennesker, hun aldrig har mødt før.

En helt uventet sidegevinst var mødet med to herlige, amerikanske damer. Den ene undskyldte sin opførsel efter et møde. Hun fortalte os at hun var vokset op i et meget afdæmpet miljø, hvor man ikke gav udtryk for følelser. Så hun ville lige undskylde overfor vores tinitus at hun måske gået lidt over gevind med sine tilråb og jubelfløjt!
Den anden kommenterede på vores dejlige børn, der var så stille og omgængelige.
Begge bad for os, og det med en styrke og overnaturlig indsigt i vores liv, der slog mig omkuld. Ikke fysisk, for selvom jeg har set Nina blive slået i gulvet da hun blev helbredt har jeg stadig en usund skepsis overfor den slags manifestationer. Men det var som indre helbredelse af de mange sår og oplevelser, de sidste par år har medført.

Her halvanden uge efter konferencen har oplevelserne bundfældet sig, og det sjove er, at vi ikke oplever at have fået tilført noget nyt. Det er nærmere som om at det, Gud arbejdede med i os tilbage i 2016 på den anden side af kontinentet i New Mexico, er blevet genoplivet efter en lang periode med løgne og mismod. Vi har fået nyt mod på rejsen, og fornyet tillid til at det passer, når vi oplever at Gud siger han har styr på tingene…