For godt 3 måneder siden ankom vi til Spanien med planerne om at slappe af og hygge os sammen og kommet til hægterne efter et langt og hårdt år. Med os havde vi kufferter fyldte med julegaver, pakkekalendre og hvad end julemad vi ikke regnede med at kunne finde i Andalusien.

Rugbrødsmix, grødris, mandelessens, pebernøddekrydderier, brunt bagepulver, marcipan og nougat. Jeg tror vi i alt gemte 11kg madvarer i vores tre kufferter. Med os havde vi også den klare beslutning om at dette skulle blive den bedste december måned nogensinde.
Og det blev det.

Efter at have boet hist og her og alle vegne de sidste mange måneder, var bare det at kunne blive i det samme hus i hele tre måneder en luksus som vi virkelig nød. Huset vi har fundet igennem AirBnB er stort. Der er et værelse til hver af ungerne, noget som de nød i begyndelsen, lige indtil at Miriam begyndte at savne at sove sammen med sine søskende. Heldigvis har både Isabella og Jordan været villig til at sove inde hos hende nu og da.
Huset ligger på en bjergskråning med en helt fantastisk udsigt over bjerge og dale og et stort vandreservoir. Der er også en pool til huset, men den har kun været i brug to gange på tre måneder. Første gang da Jordan og Christian skulle vinterbade og anden gang da vi ikke havde vand i et døgn og brugte poolvandet til at skylle ud med i toiletterne.
December bød på en masse traditioner. Hver morgen samledes vi og åbnede vores respektive pakkekalendre. Om eftermiddagen bagte vi alle mulige julesmåkager, og om aftenen så vi – takket været DR’s bagkatalog – først Bamses Julerejse og så Jul på Slottet.

Som noget nyt havde vi julegaver med fra familien derhjemme, og resten fik vi købt her i Spanien. Juletræet var helt klart en opgradering fra forgangne år. Det første år i Filippinerne dansede vi rundt om en pyntet stol. De næste to år havde vi en en fantastisk juletræspalme i Thailand hos Michael og Luise.
Men i år blev det en hyldest til julestjernen. Jeg havde taget stjernestrimler med da det er julepynt der er nemt at pakke i kufferten. Jeg havde taget med til over 50 færdige stjerner og der gik totalt sport i at lave dem. Langsomt tog ideen til vores juletræ form, og vi fandt materialer i en af de mange Tiendas de Chinos (“kineser-butikker”) der ligger rundt omkring.
Vi fik julemiddag med and, brunede kartofler og risalamande, og efter at have danset om stjernerne, pakkede vi gaver ud mens vi spiste julegodter. Vi var alle enige om at det var en af de bedste juleaftener vi nogensinde har haft.

Ellers har vi ikke ligget på den lade side. Lidt over en times kørsel her fra ligger Europas sydligste skisportsted, på toppen af Sierra Nevada! Vi samlede alt vores tøj og kørte mod sneen. Det er meget godt at de har en masse snekanoner for det var lidt så som så med sneen, men der var nok til at vi kunne kure ned af en bakke på en smadret kælk.
Jeg trækker ofte hele familien med på stranden – jeg ELSKER havet – og så går vi alle med hovederne bøjede og søger efter farve glimt i vandkanten. Søglas bliver samlet i den store stil, og vi holder fast i reglen om at hvis man findet et blåt stykke vanker der is til hele familien.

Vi bor et ret afsides sted som var helt perfekt til at se meteorregn. Vi havde i forvejen scouted det perfekte sted at sidde og se dem, så den aften der var størst udsigt til stjerneskud tog vi hynder og tæpper under armen og vandrede hen til den skråning der gav bedst og mest uforstyrrede udsigt i den retning hvor de skulle være. Vi sad der længe og hyggede os i mørket og sang alle de sange vi kunne komme i tanker om om stjerner, men det var meget sølle hvad vi så. Men på vejen hjem så vi en hel del, bare i en helt anden retning end eksperterne havde sagt! Så vi endte med at sidde hjemme på vores egen terrasse og se en masse – og synge sangene en gang til.

Området her nede er så utrolig smuk, så flere gange har vi alle kravlet i bilen og stolet på at Christian med vanlig sikkerhed fører os trygt igennem snoede og stejle bjergveje alle mulige spændende steder hen. Ifølge Jordan er det drønkedeligt at gå tur på stranden, men i skoven, se det er der noget ved, så vi har fundet steder hvor han kan udforske og jeg kan få styret min vandrelyst. Og så var der den morgen efter et voldsomt regnvejr da vi kørte fast i grusvejen midt i et hårnålesving, og bilen begyndte at glide ud mod skrænten… og ungerne og jeg måtte ud og skubbe. Så er det man er glad for en mand med så stor fysisk forståelse at han kunne fortælle os præcis hvor vi skulle skubbe mens han drejede hjulene på en bestemt måde så at bilen gled tilbage på vejen igen. Og her ser vi hvad tre års rejse for alvor har givet vores unger – denne oplevelse var bare endnu et eventyr som blev til en fantastisk historie.

Det interessant er at selv om vi har følt os noget svigtet af Gud her den sidste tid, så er vi meget bevidste om hvor lidt vi har været syge – ud over den gang med Christians hals i Kina, så har vi kun været rigtige syge en gang og det var i mens vi var i Danmark – og hvordan vi aldrig har været ude for noget fysisk som uheld eller overfald. Så Han er virkelig med os alle dage.

Og hver søndag mødes vi trofast med vores lille husmenighed nede i Torre del Mar og nyder deres kærlighed og selskab. Der er blevet bedt meget for at vi skal blive i Spanien kan jeg godt fortælle jer. Og de blev triste, men glade på vores vegne da vi fortalte dem at vores tid i Spanien var ved at lakke mod enden. Vi bliver her i landet en uger endnu, så drager vi nok en gang til Danmark, hvor vi bliver en måned inden vi igen befinder os i en lufthavn – vores stakkels miljøbevidste hjerter har det rigtig rigtig skidt med alle vores flyrejser. I april tager vi tilbage til Amerika. Planen er at køre fra østkysten til vestkysten med en måned stop i Albuquerque. Vi skal på konference, se Niagara Falls, og besøge vores dejlige venner vi har fået over de sidste tre år. Det bliver dyrt, men godt.