Man skal virkelig ikke undervurdere værdien i at kunne sige, lad os gøre som vi gjorde sidste år. Generelt er jeg ikke den store tilhænger af traditioner, men det er mest når traditionerne bliver vigtigere end det, de handler om. Men jeg nyder at kunne gøre tingene på samme hyggelige måde som vi gjorde sidste år, måske netop nu hvor vores liv hele tiden ændrer sig og der er meget lidt, der er som det var sidste år.

Jul og nytår blev fejret med Michael og Luise, lige som vi gjorde sidste år. Og vi gjorde tingene som vi gjorde sidste år, om det så var ned til den fantastiske hjemmelavede kransekage Luise fremtryllede lige inden vi ringede det nye år ind.
Julegaver og godter havde vi været forudsende og indkøbt og pakket i kufferten da vi forlod Danmark i oktober, så vi fik både pebernødder og soya-risalamandel. Helt ærligt så føles det ret fjollet at indføre ris til asien, men jeg har endnu ikke fundet noget som ligner grødris, og de 200g jeg skulle bruge, fandt vi fint plads til i kufferten.

Vi bor nok engang i det gated community Palm Springs Place, hvor alle vores venner bor. Vi flytter lidt rundt for at få kabalen til at gå op. De første godt to uger har vi boet som gæster i huse, hvor folk er hjemme på juleferie, hvilket er totalt luksus når man har et helt hus for sig selv! På fredag flytter vi ind hos et hold venner og ugen efter flytter vi ind hos Michael og Luise. Michael og Luises to ældste børn er Noah og Isabella på henholdsvis Jordans og Miriams alder og de er bedste venner og sammen hele tiden. I nat havde vi fx kun vores Isabella hjemme, da Miriam og Jordan sov hos deres venner.
Isabella plejer at kede sig noget da der ikke er nogen på hendes alder her, men siden vi sidst var her er det flyttet to familier ind med hver en datter på 13-14 år, begge smaddersøde pige som Isabella kommer godt ud af det med. Her i eftermiddag har vi planlagt filmhygge, hvor de tre store tøser skal se film og spise popcorn.

Vi ved af erfaring at ofte så kommer dagene bare til at gå her i Chiang Mai, uden at vi laver stort andet end at hygge med venner. Og selv om det er dejligt, så får vi som regel lidt kuller til sidst, så i går drog vi med Michael og Luise ud til Sticky Waterfalls (Bua Tong) hvor vi også var for to år siden. Og det er altså et utrolig fedt sted. Mineralerne i vandet har gjort klipperne som velcro, så man med lethed kan kravle op af stene. Det er rigtig sjovt og ungerne er så store at de bare drønede op og os gamle kom efter i et mere adstadig tempo! Der er altså et eller andet over vand, som bare gør os glade, så vi vil prøve at komme ud til endnu et vandfald senere. Der er nok at vælge imellem af flotte vandfald her i Nordthailand. Vejret er dog på den lidt kølige side, så det er ikke hver dag der appellerer til at man springer i et koldt, klart vandfald.

Men mest af alt har vi brugt tiden her i Chiang Mai på at prøve at komme oven på igen. Det var tæt på at tiden i Kina knækkede os, og vi føler næsten at vi render rundt med en form for PTSD her nu. I ni måneder gav vi alt hvad vi havde i et land hvor sproget, kulturen (både den lokale og hos de udlændinge vi mødte), maden, alt var så utrolig fremmed for os. Vi har siden hen fundet ud af at netop den del af Kina vi var i, er et af de vanskeligste stedet at være i Kina, bla pga den voldsomme militære tilstedeværelse som det nationale svar på den væbnede konflikt i Myanmar ganske få km væk fra hvor vi boede.
Og hvor Christian byggede to huse på 5 uger i Uganda, så er det eneste der står i Kina efter NI MÅNEDER, kun et lille demohus. Der var så mange kommunikationsvanskeligheder og uventede (læs: skuffende) prioriteringer, og vi har opdaget at pga vores rolige og medgørlige (ikke apatiske og svage!) personligheder, så er der bare nogle forhold der ikke er sunde for os, og vi bør gøre hvad vi kan for at undgå i fremtiden.

Men nu står vi foran næste skridt i vores rejse. Spanien venter lige om hjørnet, og vi har store forhåbninger til både en dejlig tid off-season i Sydeuropa, og til hvad der venter os efter februar. For hvis der er noget, der ikke er same procedure as last year, så er det at vi i år vil bygge for andre, både fysisk, fællesskab og åndeligt, og vi vil gøre det for og med mennesker, der er engagerede og ønsker vores hjælp.