Selv om vi vendte tilbage til Kina med en underlig fornemmelse i mave om at vi nok ikke ville komme til at blive i Kina de fulde seks måneder vi havde visum til, så kom det alligevel som noget af et chok, da omstændighederne gjorde at vi måtte foretage nogle drastiske ændringer i vores planer.

Vi havde kun været tilbage i Kina i en lille uge, da Christian tog ud for at se på demohuset. De to måneder vi have været i Danmark havde tjent som tørretid for huset, så nu ville man kunne se hvordan jordens kvalitet var. Og det var ringe! Rigtig, rigtig ringe! Murstensækkene knækkede under Christians vægt da han kravlede op på dem. Væggene var sunket flere centimeter. Med andre ord, huset var alt andet end jordskælvssikkert. Vi vidste godt på forhånd at jorden ville være svag, da der ingen ler er i den, den består stort set udelukkende af silt. Vi prøvede at skaffe ler, men fik meget forskellige oplysninger, nogle grinede af os og sagde at der ikke havde været til at opdrive ler i hele området i flere år, andre påstod at der var ler i bare lige nede i floden. Eller var det måske bare jorden på den gård vi byggede på der var sådan. Det korte og det lange er at det pludselig var alt andet end simpelt at bygge jordhuse her i området. Muligheden for at gøre dem jordskælvssikre faldt til næsten umuligt og pludselig ville der komme en økonomisk faktor ind over mht at frembringe nok ler, der ville gøre det meget vanskeligt for den lokale befolkning her og i Myanmar at betale.

Så hele vores grundlag for at være her i Kina forsvandt på en eftermiddag.

Og efter at chokket havde aftaget sig, blev vi ramt af en dyb lettelse. Vi skulle videre, vi var færdige med alle de store kampe der har været her i Kina. Ikke mere bøvl med et sprog der er umuligt at forstå, ikke flere menneskelige og kulturelle forvirringer og misforståelser. Ikke mere op-ad-bakke-arbejde med at få alt til at hænge sammen og passe ind stramme tidsplaner og visumregler.
Det er nu næsten ni måneder siden vi første gang landede i Kina og det har været utrolig spændende og berigende. Vi har lært rigtig meget og er vokset rigtig meget som mennesker. Vi har fået fantastiske venner (vanen tro), som vi nu er kede af at forlade, men vi er alle fem klar til at komme videre. Vi har det faktisk alle godt med at tiden i Kina nu er slut. På det menneskelige plan har der været store omkostninger ved at være her.

Så hvad nu? Det spørgsmål stiller vi vist ofte. For det første gør Christian demo-huset færdigt. Det mangler at blive “plasteret” (pudset op), og selv om huset ikke er jordskælvssikkert, så er det stadig en flot demonstration af hvad Earth Bag Houses er. Og at forlade det ufærdigt følelse også meget forkert. Det regner han med med børnenes hjælp at have klaret på et par uger (de skiftes til at få fri fra skole og tager med ham ud om formiddagen). Så inden jul regner vi med at have pakket alle vores ting ned i kufferter igen. Håber det hele kan være der, jeg synes det vokser hele tiden.
Vi er blevet inviteret til at fejre jul i Chiang Mai hos vores danske venner Michael og Luise, som vi også fejrede jul med sidste år, og det har vi takket ja til. Det gør min sjæl rigtig godt, at der står gode venner og venter utålmodigt på at vi kommer. For Kina har været ensomt for os, med kun Jagelman-familien som selskab. Heldigvis fik vi nogle rigtig dejligt venner, der kun boede 5 timers kørsel her fra i Pu’er, men var her i Menglian et par weekender om måneden.

Så når I tænder lysene på det pyntede træ kan jeg nok engang fejre jul i bare tæer!