Vi har nu været i Kathmandu i sytten dage og det er markant anderledes end noget jeg har prøvet før. Bare det at lande i Kathmandus internationale lufthavn var en oplevelse.
Hvis vi ser bort fra Tirstrup, var det den mindste lufthavn jeg har været i. Vi havde læst om lufthavnen og at vi skulle være opmærksom på store mængder masende mennesker, lommetyve og folk der ville gøre hvad som helst for at bære vores kufferter for at få penge. Men virkeligheden var noget andet. Lufthavnen var næsten tom og selv om vi skulle til tre forskellige skranker, gik det supernemt at få 30 dages visum til Nepal. Selv om der ofte var ”dragere” der spurgte om jeg skulle have hjælp med bagagen så var de høflige og accepterede et nej. Uden for lufthavnen blev vi mødt af en chauffør som Steadfast Nepal havde hyret til at samle os op.

At køre igennem Kathmandus mørke gader gjorde det klart at vi nu var langt længere fra Danmark end vi nogen sinde havde været før. Dette er det første uland jeg har været i, og selv om Kathmandu er Nepals hovedstad, har jeg ikke før været i en by jeg kan sammenligne den med.

Desværre viste den hotel-apartment som Steadfast havde fundet til os at være et flop! Vi fik anvist to værelser, ét på hver sin etage. Det ene delte toilet og bad med et andet værelse. Køkken og opholdstue var fælles for alle gæsterne. På ingen måde den lejlighed vi havde håbet på.

Gåturen ud og købe ind viste også hvor langt væk vi var hjemme fra. Der var køer på vejene – den slags der siger Muh! Vi så en rotte, der var blevet kørt flad af en bil. Og luften var så ubehagelig at jeg måtte holde mit tørklæde for munden for at det ikke skulle gøre ondt at trække vejret.

Og her er det at jeg må indrømme at al eventyrlyst forlod mig og jeg gik i sort! Vi havde ikke været i Nepal 24 timer endnu og jeg ledte allerede efter flytider ud af landet. Jeg var så klar til at opgive det hele. Heldigvis gjorde Christian hvad han gør bedst – han fandt en løsning!

Han lå i sin seng om aftenen på andendagen og udfordrede Jesus med ordene: ”I morgen sover min familie et trygt sted!”

Næste morgen ringede han til et guesthouse han dagen i forvejen havde fundet på nettet og ja, det havde plads til os! Når Gud tager imod en udfordring så gør Han det ikke halvt!

Guesthouset ligge lidt længere ude for centrum så der er lidt marker og luften er bedre. Vi kan se foothills og på en klar dag også Himalayerne. Her er roligt og trygt for ungerne og jeg at gå tur. Og ejerne bor her selv i øjeblikket, da deres eget hus er lejet ud. Michael og Holly, han er nepaleser og hun amerikaner, og de har den mest bedårende 7mdr gamle datter Shyra (sang på hebraisk). Nu kommer det seje: Michaels forældre bor i Danmark hvor de er ledere for en nepalesisk menighed. Michael og hans bor Milan har begge gået på Koldings internationale højskole og er blevet undervist af Johnny Hansen, vores præst fra Citykirken i Århus. Hvor meget tydeligere kunne Gud fortælle os at Han passer på os?

Lejligheden består af to værelse med hver en dobbeltseng i, men ungernes er stor nok til at de kan sove på rad og række. Sengene er så rare og med DYNER! Og så er der to små skriveborde hvor der flittigt er blevet lavet lektier. Et toilet hvor alt bliver vådt når man tager bad og vandet er gasopvarmet! SÅ dejlig varmt! Køkkenet har køleskab og gasblus. Der er desværre ikke særlig godt udstyret, men vi har da klaret at lave pandekager J

Her er rent og pænt, trygt og hyggeligt og her til morgen vågnede jeg ved at Michael sang lovsang oven på. Han er med i et lovsangsband.

Holly og Michael har gjort hvad de kunne for at vi skulle føle os godt tilpas her. De har taget os ud på et børnehjem som Michaels onkel og tante har drevet i 30 år og som Holly og Michael er med til at støtte. Vi blev bedt om at dele noget, en sang eller en bibel historie. Heldigvis er jeg vokset op blandt fantastiske historie fortællere, så selv om jeg var lidt nervøs kastede jeg mig ud i at genfortælle historien om dronning Esther. En historie mine unger elsker, for hvor mange historie finders der hvor helten hedder MORDER-KAJ!

De tog os i lørdags med i nepalesisk kirke – fattede ikke meget, men nogle gange er bare det at være sammen med brødre og søster i Kristus en velsignelse. Og i søndags var vi med dem i international kirke, med lovsang, andagt og prædiken som alt sammen bare ramte lige i hjertet.

Ungerne og jeg har desværre kedet os noget og ikke lavet meget andet end skole, da alle tre børn har været syge og vi har ikke kunne komme nogle steder hen. Jeg har også skulle overvinde min snævre opfattelse af hvad jeg har brug for, for at trives. Jeg synes ikke det er sjovt at handle hos gadehandlere, men hvis jeg vil have kød, grønt og lækkert brød er det en nødvendighed. Køkkenets mangelfuldhed generer mig også og jeg har rigtig svært ved købmænd der sælger varer jeg ikke forstår. Jeg anede ikke hvor mange forskellige slags linser der er! Men de har Coca Cola og Kit Kats så jeg skal nok klare mig! Og Nutella, glem ikke Nutella! Men vi blev anbefalet et større supermarked der har en masse internationale vare, og ganske rigtig vi fandt Lurpak smør, hindbær syltetøj fra den gamle fabrik og HARIBO slik!!!



 

Christian er blevet taget rigtig godt imod af Steadfast Nepal. På kontoret er der kun damer, men de synes vidst det er utrolig hyggeligt at have Christian i deres flok. En af dem havde skaffet os RUGBRØD! De er så søde og så ivrige efter at vi skal have det godt her i Nepal.

Christian er også blevet udstyret med en motorcykel og har været ude og se nogle af de huse Steadfast bygger. I onsdags blev der lejet en bil, da de skulle længere og nogle af damerne skulle med og Christian benyttede chancen for at tage Miriam med. Og hun havde en fed tur. Oplevede byggepladser og blev mega forkælet af alle steadfast-damerne. Meeeeen hun kæmper stadig en del med at alle vil tage billede af hende. ”Mor, jeg kan altså ikke smile på alle de billeder!”

 

Der er nu kun 1½ uge til vi skal videre til Kina og vi håber på at kunne nå at komme alle sammen ud til byggepladserne inden da. Vi når ikke en trekking tur denne gang, hvilket er okay for ungerne har kun sandaler! Vi venter stadig på vores visa til Kina. Der skulle ikke færre end 10 forskellige dokumenter til! Alle i fem eksemplarer! Men om alt går vel kan vi hente dem på torsdag.

Nepal har indtil videre været en meget intens oplevelse, hvor jeg særlig er blevet udfordret meget på min comfort-zone, men også en tid hvor Gud har vist at Han er med os alle dage!