Nu hvor der kun er en uge til at vi forlader Kina igen, tænker jeg at det er ved at være på sin plads at give jeg et indblik i hvordan vores liv har set ud mens vi har været her.

Det er egentlig lidt sjovt hvordan alle de steder vi har været har vores afrejsedato altid været bestemt af visumrestriktioner. Gad vide hvordan alting havde set ud, hvis der ikke var myndigheder der bestemte for os hvor længe vi måtte blive et sted.

Den 16. februar fløj vi direkte fra Kathmandu til Kunming i Yunan provinsen i det sydvestlige Kina. Ud over forsinkelse og VILDT nærgående folk i lufthavnen gik alt som det skulle. Det greb dog så meget om sig med at tage billeder, selfies sammen med og videoer af os, at til sidst fik mor nok. Isabella sad og græd og Miriam gemte sig aktivt i sin hat og hættetrøje. Jeg rystede af vrede og rejste mig, gik resolut hen mod kameraerne og sagde ”No more!” Der blev smilet og nikket og kameraerne blev lagt væk…i måske tre sekunder og så startede det forfra. Det er overvældende som folk kigger, både i Nepal og her i Kina. Faktisk har der været situationer hvor folk har været ved at køre galt fordi de bare måtte se de her mærkelige vesterlændinge.

Jeg synes det er grænseoverskridende, og ungerne har det rigtig svært med det, men det er bare et livsvilkår her. Alex har lært mig et trick som jeg bruger, og det virker. Hun stiller storsmilende op til fotos og skubber børnene i baggrunden. På Filippinerne, som er matriarkalsk, lærte jeg at gå med rank ryg og hagen hævet og så gik folk uden om mig og mine børn. Den samme teknik bruger jeg nu på de menneskefyldte markeder, og det virker igen. It’s al about attitude!

Men sikken dog et sidespring jeg kom ud på der – tilbage til fortællingen.

Vi landede i Kunming lufthavn sent om aftenen og kom igennem immigration uden problemer, og fik vores bagage. Så vandrede vi med alle vores kufferter ud i indgangshallen hvor Christian fandt nogle stole, hvor vi så tilbragte natten. Lige ved en McD! Her fik vi pomfritter til aftensmad, for det var det eneste jeg lige kunne gennemskue hvad var. McD er ikke det samme over hele verden, men pomfritter er!
Miriam og Jordan fik krøllet sig sammen på sæderne og sovet. Isabella så film hele natten, og jeg opdagede at når man tabt sig lidt for meget i Nepal pga fremmedartet mad og maveproblemer, så er et lufthavnsgulv meget hårdt at ligge på! Jeg fik hurtigt ret ondt i både skulder og hofteben.

Men kl 5 næste morgen tjekkede vi ind i indenrigs-afgangshallen og begav os ned mod vores fly mod Jinghong. Lang vandretur!

Men vi kom uden problemer til Jinghong hvor Josh ventede på os. Efter en nat i deres lejlighed i byen, kørte vi den lange tur ud til Menglian. Lang pga omvej, vejarbejde, trafik, lukkede veje og politikontrol. Heldigvis gjorde vejarbejdet at vi ikke ramte den politikontrol som efter sigende er mest omstændelig at komme igennem! Så Gud bruger også vejarbejde!

Menglian er en lille by efter kinesiske standarder, men her bor vel et par hundrede tusinde mennesker. Her er supermarked, grøntsags- og kødmarked. En biograf, hvor vi har set Beauty and the Beast, og en stor skole. Og en Apple Store. Eller muligvis en ”Apple” store, det er ikke helt til at se! 🙂 Så selv om det er langt fra ”større” byer, er det på ingen måde ude på landet.

Vi er blevet indkvarteret i vores egen, dejlige lille lejlighed, med tre soveværelser, stue, køkken og to badeværelser. Det ene med vestligt toilet, det andet med et sidde-på-hug toilet. Køkkenet har en bord-ovn og en enkelt kogeplade og et minikøleskab, men jeg bager uden problemer boller og laver fint aftensmad. Vi har endda kunne bage vores næstsidste rugbrødblanding! Vi må snart forbi en Ikea og se om det passer at de sælger rugbrødsblandinger i hele verden!

Vores værter har et hus ca 5 minutters gang fra os. De er: far Josh, som laver RIGTIG mange forskellige ting, men mest af alt er han kaffeeksportør. Mor Alex som (blandt andet) er medical worker og har en operationsfond, som hjælper folk med ganespalte til at blive opereret. De har lige pt tre hjemmeboende børn, Holly på 15, Eden på 12 og Caleb på 10. Vores børn er i løbet af ingenting blevet bedste venner og storhygger sig sammen, det er helt vidunderligt at se.
De første to uger har de haft skole sammen allesammen, da deres børn også bliver hjemmeskolet. Nu har de andre ferie, men jeg holder mine unger til ilden, da vi snart skal rejse videre igen og mister skoledage på det.

Vi har fejret ikke mindre end 3 fødselsdage her i Kina. Min, Miriams og Isabellas. Alle samme præmaturt, da Alex og Caleb skulle til Thailand et smut. Og Alex er The Queen of Parties, så vi er blevet fejret med STIL! I tirsdags fejrede vi mine 36 år. Alex tog mig ud og få ordnet negle og jeg fik en ansigtsbehandling. Jeg ELSKER at have fine negle og min hud var så fin efter ansigtsbehandlingen…lige indtil de kom solbeskyttelse på til sidst som farvede min hud hvid! Så Alex og jeg rendte rundt resten af dagen ret blege.

Der blev lavet lækker pizza til aftensmad (med ost importeret fra Thailand, for sådan noget kan man ikke få fat i her) og til dessert fik jeg Pavlova, som jeg ELSKER. Alex og Josh er fra Australien og der er stor debat om pavlovaen er fra australien eller New Zealand. Da jeg savner at være ”down under” mere og mere for hver gang vi hopper på en flyver der ikke ender dér, var jeg ligeglad med oprindelsen, bare lykkelig for at få den. Min mand og børn havde købt øreringe og en pashmina poncho til mig i Nepal. Jeg er så fin med smukke negle, lækker hud, øreringe og pashmina!

To dage senere fejrede vi begge piger. Isabella tager alt det der med fødselsdagsfejring lidt ovenfra og ned. Hun ville bare gerne have chokolade. I love my daugther!! Så frokosten var hendes fest med hjemmelavede tacos/nachos og trippel-chocolate-cake til dessert.

Miriam til gengæld, HUN går vældig op i fester og kager, så hun og Alex har planlagt i den helt store stil. Efter skole trådte hun ind i baghaven til Barbie Under Water Mermaid Party! Der var balloner og cupcakes og småkager og sandwiches og cocktailpølser og selvfølgelig en MEGA flot kage. Flere gange fortalte lille pigen mig at det var det bedste fødselsdag nogensinde. Hun smilede og rødmede og fik tårer i øjnene på skift igennem hele fejringen.

Da vi ikke kunne klemme mere kage ned gik jeg med de seks unger ned til den lokale pool (kæmpe plastikbassin som står på jorden). Og der boltrede de sig ellers indtil vi frøs for meget. Christian og Josh tog ud for at besøge lokale byggemarkeder, så de kunne vurdere tilgængelighed og priser på materialer til at bygge earthbag huse.

Så alle mine bekymringer om at pigernes særlige mærkedage (de blev trods alt 10 og 13) skulle blive svære at gøre særlige, blev ganske gjort til skamme. Deres rigtige fødselsdage er først om en uge, men der hygger vi lidt.

Mens Alex og Caleb er på tur denne uge laver ungerne og jeg skole om formiddagen og hygger med de andre unger om eftermiddagen. Christian er travlt optaget med at designe og beregne på jordhuse til området her.
På lørdag kører vi alle ud til nogle af Josh og Alex venner som har en ”Dairy-farm”. Det bliver rigtig spændende at se. Og så er det tilbage til lufthavnen og videre til næste stop på vores tur: Vores dejlige venner i Chiang Mai, endnu engang!