I lørdags sagde vi farvel til alle de vidunderlige mennesker i NLC. Hvordan i alverden satte vi så dybe rødder så hurtigt?

Forrige lørdag havde vi spurgt om vi måtte sige pænt farvel fra scenen, men vi havde ikke drømt om at et “farvel” skulle blive til et vidnesbyrd om helbredelse og det at blive sat helt fri. Eller at pastor Allen lod det blive et vidnesbyrd om vores rejse gennem verden. Dejligt når en lille ting bliver til noget større og meget bedre! Og helt fantastisk når en menighed på så overvældende vis lader en flok tossede danskere og “Jesus freaks” blive en del af familien, selvom vi har så svært ved at forklare hvad i alverden det er, vi har gang i!:-)

Og endnu mere fantastisk at NLC ikke blot har været endnu et skridt på vores rejse, men har været vores “Home away from home”. Og som nu er vores “home we are away from”. Cheasy? Måske, men sandt alligevel…

Her er et par billeder af blot nogle få af de mennesker, der har mødt os med kærlighed og venskab i NLC. Vi har ikke taget så mange billeder, for stemningen var ofte mere til at være i nuet end at fiske kameraet frem og fotodokumentere! 🙂

Færdig med jordeksperimenter for denne gang (?)…

Det har været en lærerig og god oplevelse at arbejde sammen med Patti fra BuildSimple.org. Jeg har en god fornemmelse i maven efter to måneder som “intern”, og jeg tænker at vi begge har fået meget ud af samarbejdet. For min del har jeg fået lov til at arbejde med forskellige typer jord, designe og udføre eksperimenter, og har brainstormet adskillige gange sammen med Bruce og Patti, med flere nye typer eksperimenter og hjemmelavet udstyr som følge. Og jeg har fået genopfrisket så meget videnskabelig tilgang og analyse som jeg overhovedet kunne grave frem fra min uddannelse fra DTU (Technical University of Denmark) fra forrige århundrede…

Og Patti har haft en medhjælper, der har insisteret på næsten tysk maner at forsøgsplaner udarbejdes, antallet af variable holdes så lavt som muligt, og der stræbes efter præcision og nøjagtighed (‘precision’ og ‘accuracy’ – nej, det er ikke en pleonasme!). Vi håber at denne mere strukturerede tilgang kan tiltrække flere universitetsstuderende fra UNM, så flere resultater kan blive publicerede og flere mennesker interesserede i at forbedre teknikkerne…

Jeg ved nu meget mere om Earthbag byggeri og teknikker end jeg gjorde før jeg kom til ABQ, og samtidig har jeg fået en akut forståelse for hvor lidt det er! Uanset hvad, så har jeg haft det sjovt imens, og det tæller helt klart også!:-)

Men det er måske ikke helt slut med samarbejdet; Patti har en kontakt, som vi skal mødes med i LA, inden vi flyver videre. Det bliver spændende at se hvad det fører med sig…

De små “tilfældige sammentræf” fortsætter…

Vi har forsøgt at føre en lille log over hvad vi har oplevet af sammentræf, og det er nogle gange helt overvældende. Store og små ting. F.eks. at Nina på første del af vores roadtrip læser op fra en bog af Lisa Bevera, og at netop da hun læser sætningen “the sword must be forged” (‘sværdet skal smedes’) kører vi forbi et skilt, hvor der står “Anvil Road” (Amboltvej). Vi griner lidt! Et par minutter senere gentages frasen i kapitlet, og præcis samme tidspunkt kommer endnu et skilt med Anvil Road. Vi griner nu så meget af dette at Nina helt holder op med at læse! En lillebitte ting, men sjovt for os alligevel.

Eller da jeg forleden læser i min “M&M-bog” (det kalder vi bøger, der ikke er gode for os, men smager godt og som det er ok at man læser engang imellem!), og der er en reference til Paulus samt Daniels bog. Da jeg tænker at nu har jeg spist nok hjernechokolade finder jeg Bibelen frem og fortsætter i min læseplan. Og det så er præcis de to skriftsteder, jeg er nået til i læseplanen, som den fjollede bog refererede til. Igen, ikke en stor ting, men lidt “Wow, hvad skete der lige der?”.

Eller da jeg for et par måneder siden i flyveren på vej til Spanien hører en podcast af Bill Johnson, og han refererer til et skriftsted; et af Paulus’ breve. Det havde jeg læst aftenen før i min læseplan. Da podcast’en er ovre, finder jeg Bibelen frem og fortsætter hvor jeg havde sluppet. Det er så det sted, hvor Paulus skriver at han håber på at komme til Spanien snart. Igen, ikke en stor ting, men til gengæld nåede jeg til Spanien, hvor han ikke var så heldig! 🙂

Eller da jeg i sidste uge var frustreret over ikke at vide mere om Kalonga end jeg gjorde. Og vi så bliver ringet op af Kathrine,  der har hørt at vi vil bygge huse af jord – det er hendes drøm at bygge et Earthbag hus i ABQ. Da vi møder hende finder vi i løbet af vores snak om jordhuse ud af at hun har været i Kalonga, og endda har boet hos Richard, der skal være min husvært! Men det stopper ikke der med hjælpen ovenfra. For i lørdags, den sidste dag i ABQ, finder vi ud af, at Margaret og Kenneth Armstrong, som vi har spist sammen  med adskillige gange (de har yderst gavmildt trakteret os til burgere på Fuddruckers), sandelig også har været i Kalonga! Og “tilfældigvis” har Margaret sin Mac med i kirke (det plejer hun ikke, men den aften skulle hun vise film for børnene), så da vi går ud at spise sammen efter gudstjenesten kunne jeg se hendes billeder fra Kalonga… Ok, for mig var det en stor ting, for det gjorde at jeg pludselig kunne sætte tingene i kontekst, og endda se billeder af bygninger, så jeg kan komme med et konkret forslag, der passer ind i den lokale forståelse af dimensioner og placering af døre og vinduer.

Tusind armbøjninger i Albuquerque!

Ok, nu bliver det useriøst, men jeg vil alligevel dele med jer, at jeg har nået at tage 1000 armbøjninger i ABQ! Efter et par uger med masser af løft hver dag (35 stk 10 kg tunge jordblokke der skulle vejes dagligt) gik det op for mig, at jeg havde en gylden anledning til at genvinde lidt af min ungdoms styrke. Så jeg begyndte at tage armbøjninger hver aften, og ja, selvfølgelig noterede jeg det ned i en lille app, så jeg kunne følge med i udviklingen. Excel og tal i det hele taget er mine hemmelige laster! En uges tid inden vi skulle afsted fra ABQ gik det op for mig, at hvis jeg strammede mig bare en lille smule an kunne jeg nå 1000 armbøjninger, så med daglig opmuntring fra familien lykkedes det! Jeg ville ønske at armene så lige så store ud som de er ømme, men det kræver nok lidt mere struktureret træning! 🙂
Mit næste mål er 2000 armbøjninger i alt inden Kalonga. Håber ikke jeg er nødt til at udskyde afrejsen for at nå det!

Bibelen læst færdig i ABQ!

Den sidste søndag på Philippinerne udfordrede pastor George sin menighed til at læse hele Bibelen i løbet af 2016. Jeg har haft et ganske alvorligt problem med at læse i Bibelen, og har i alt for lang tid alene læst i den når det var absolut nødvendigt, f.eks. til cellegruppe (LifeGroup) i Citykirken.

Grebet af øjeblikket accepterede jeg udfordringen, og 16. januar begyndte jeg at læse. 7. juli var jeg igennem, og havde læst selv de endeløse slægtstavler! (Tip: Skift til en “lettere” oversættelse af og til, så er der lidt afveksling i de tunge afsnit!).

Det tog 6 måneder, 5 lande (i rækkefølge Thailand, Danmark, Sverige, Spanien og USA), 4 oversættelser og 3 kontinenter.

Jeg er nu begyndt forfra, og denne gang lidt mere dogmeagtigt. Kun én oversættelse (NET, New English Translation), og bøgerne i kronologisk rækkefølge (så vidt muligt). Det er lidt langsommere denne gang, så det bliver spændende at se hvor mange kontinenter og lande det kommer til at tage denne gang!:-)