Christian er nu i Uganda og jeg er i Danmark.

Det er ved at være nogle dage siden, at ungerne og jeg sagde farvel til Christian i lufthavnen. Ikke en sjov oplevelse. Det var faktisk rigtig rigtig hårdt. Nu går vi så og tælle ned til at se ham igen om 30 dage og 19 timer…
Han har det godt i Uganda. Det er lykkes ham at få fat i et simkort, så nu kan han gå på nette, og vi kan kommunikere sammen via Imessage. Hvilket jo er noget helt andet, end da min svigerfar i sin tid rejste rundt i Afrika, og man slet ikke kunne komme i kontakt med ham. Det hjælper på savnet at kunne dele hverdagen gennem små beskeder og mails.
Christian bor hos Richard og hans kone Emma. Han har kvalme pga malariamedicin og sover under myggenet. Toilettet er primitiv, og et bad består af to spande med vand, en med varmt og en med koldt. Selv om jeg utrolig gerne ville have været sammen med ham og opleve alle de ting, han oplever, så værdsætter jeg min seng og mit toilet, der kan skylle ud.

Jordan har også forladt mig.

Moster Ria og Onkel Lars har kidnappet ham.

I fødselsdagsgave fik han af min storesøster og hendes mand en weekendtur med dem til Hamborg, og efter hvad jeg kan se af de billeder, hun sender mig, så RÅHYGGER han. Han savner sin far rigtig meget og lider under det, så det er skønt, at der er tanter og onkler, der gider udfylde tomrummet og holde savnet lidt på afstand.

Pigerne og jeg har næsten noget, der ligner en hverdag her hos Mormor og Morfar. Isabella sover endda i mit barndomsværelse ☺ Miriam udnytter, at der er en tom plads i dobbeltsengen ved siden af mig.