Det er nu to år siden at vi satte vores hus i Todbjerg til salg og indledte vores rejse. De forgangne 18 måneder har jeg sovet i 40 forskellige senge, hvor af ingen af dem har været min egen. Jeg er steget ombord på 21 flyvemaskiner. Jeg har undervist mine børn på 3 forskellige kontinenter. Jeg har skullet forholde mig til 5 forskellige kulturer, nogle der lå tæt på min egen, nogle meget langt fra. 6 forskellige sprog, hvor af to af dem er tonale. Jeg har været til gudstjeneste i 11 forskellige kirker: baptist, pinse, fri, folke, internationale og på aktuelle lokale sprog.

 

Så det er vel ikke så underligt at jeg er ved at være lidt træt. Min omstillingsevne er ved at være i bund, så da jeg til min fødselsdag blev spurgt hvad jeg ønskede for det næste år, var svaret: ”A happy home”. Da vi ved et fantastisk sammentræf i Menglian mødtes med to af vores præster fra Citykirken, og jeg blev spurgt om et bønne-emne, var det igen et hjem jeg længtes efter.

Og nu har jeg fået det!

Vi er ved at flytte til Kina.

Josh og Alex har inviteret os til afprøve muligheden for at bygge med earthbag i fællesskab med YCT, (Yunnan Coffee Traders). Og at blive boende i lejligheden og fortsætte med at lave skole sammen for alle ungerne. Hvordan det hele kommer til at se ud på langt sigt er ikke til at sige, men lige pt har vi fået et 2×60 dags business visa til Kina. Hvilket betyder at vi har fået op til 120 dage i Kina, fordelt på to besøg. I praksis betyder det at om lidt under 60 dage skal vi ud af Kina for så at komme ind i Kina igen og være her yderligere 60 dage.

Hvad der sker efter den tid ved vi ikke, men hvis det går godt søger vi om forlængelse af opholdet. Hvor længe vi bliver i Kina? 120dage? 6mdr? 1år? 5år? Det ved kun Skaberen, og vi har sådan en ro med denne beslutning.

 

Børnene er lykkelige for denne udvikling. De nyder at have et hjem. Isabella har endda eget værelse. Det er så meget rarere at lave skole når der er skolekammerater og et klasseværelse. Jeg kommer til at stå for 2/3 af hjemmeskolingen for alle 6 børn, og Alex tager sig af resten. Der kommer muligvis en lærer til ungerne, men først til september. Det var slet ikke til at forudsige (måske var det alligevel, når man kender til Guds MO?) at ungerne ville blive så glade for hinanden.

Det er lidt skræmmende at flytte til KINA! Sproget, styreformen, kulturen, bare for at nævne et par ting. Man får også et andet syn på integrationsproblematikken, når det lige pludselig er en selv der skal integreres. Vi håber på at kunne få en sproglærer så hurtigt som muligt, og øver os allerede på de kinesiske tal (meget praktisk når man handler!).

 

De sidste tre uger har vi været tilbage i Chiang Mai. Vi skulle søge om visa og Josh havde en god repor med den kinesiske konsul der. Visaet gik forholdsvist simpelt, vi fik ikke helt så lang tid som vi havde håbet, men det vi fik var som sagt et business visum der matcher vores gøremål rigtig godt, så vi er glade.

Så har vi ellers købt indt til den helt store guldmedalje. Der er ting man bare ikke kan få i Menglian, fx grovmel! Og jeg er løbet tør for rugbrødsblandinger! Så i Chiang Mai købte jeg rugmel og fuldkornshvedemel. Vi købte også ost, vandfilter, rulleskøjter til Miriam, lækkert bomuldssengetøj og andre uundværligheder. Man kan købe mange af disse ting i Kina, men det er lidt bøvlede at få fat i, så nu har vi fyldt kufferterne.

En anden ting vi fik i Chiang Mai var fotos til at hænge på væggene i lejligheden. Selv om vi ikke ved hvor længe vi skal være i Menglian, så har vi beslutte at det nu er HJEM. Så vi skal ”hjem” til Menglian. Og der er nok ikke meget der skaber en hjemlig følelse som billeder på væggen. Ikke færre end 14 plakatstørrelse billeder vi fik lavet – de kostede cirka en tyver stykket – plus en masse små. Ungerne fik lov at vælge til deres egne værelser…