En dejlig måned i Chiang Mai blev afløst af transport, da vi skulle finde vej ned til Cha-am, lige nord for Hua Hin, hvor Connect konferencen begyndte i søndags. Der går en flyver stort set fra dør til dør, og en natbus også, men da vi havde lejet bil allerede forlængede vi kontrakten, hvilket endte med at være billigere end flybilletterne (og endda også billigere end busbilletterne).

Nina lavede sin sædvanlige super-research, og vi delte de 12 timers kørsel op i tre ben, hvilket forlængede selve køreturen et par timer, men så nåede vi til gengæld omkring floden Kwai og et vandfald man kan bade i.





 

Første nat overnattede vi i en by hvor der stort set kun var lokale, og det var en rigtig god oplevelse. Vi fandt et BBQ-hus, hvor man for 36 kr pr voksen og 25 kr pr barn kunne spise sig mæt og glad i et enormt udvalg af forskelligt kød, seafood og grøntsager. I midten af det hele var der borde hvorfra man samlede sin høst af råt og marineret kød, og de forskellige grøntsager. Alle gæsterne sad ved borde, hvor der i midten var hul til en grill, og så tilberedte man selv sin egen mad.

For os var det en kæmpe oplevelse, og vi sad og nød de forskellige ting vi oplevede at få til næsten ingen penge.

For de lokale var det tydeligvis en helt anden sag, for de gik til opgaven med fynd og klem, og spiste, og spiste, og spiste. Og så lige 5 flodrejer mere, bare fordi der også er en dag i morgen, og det hele er jo betalt for! 🙂

Desserten var også inkluderet i prisen, selvom jeg helt oprigtigt er i tvivl om den lille fine gele jeg spiste rent faktisk var til at spise, eller om det var en sæbeklump til lige at rense fingrene efter et par timers kødkamp hen over grillen??? Men generelt er jeg lidt forvirret omkring hele dessert-konceptet her i Thailand, for der anvendes ingredienser i en smagssymfoni jeg ikke normalt forbinder med eftermad. Salt, chili, peber, sukker, nødder, frugter i rå, kogt, syltet og tørret form. Og dertil den besynderlige blanding af sødme og lud i den famøse gele!

Det andet hop var helt ovre mod Thailands vestlige grænse op mod Burma, i en nationalpark med elefanter og aber. Nina havde fundet et charmerende lille sted, der kostede os 300 sølle kr for to overnatninger(!). Desværre faldt vi i en fælde vi ellers før har undgået, nemlig at nogle steder hedder fuldstændig det samme pånær et enkelt ord. Så vi fik researchet Sam’s Jungle Guesthouse Resort, men fik booket Sam Jungle Guest House! 🙂

Det var som at træde ind i en sindsforvirret krydsning mellem Apokalypse Now og Staying Alive til lyden Celine Dion’s Greatest Hits, for stedet lå et godt stykke fra hovedvejen på en stejl skråning ned til floden Kwai, var bygget i en betonbaseret efterligning af junglehytter med falske træstammer og bambus, og var storslået indrettet med dansesal og værelser placeret ned ad skråningen. Alting var i voldsomt forfald, men til lyden af en playlist med Celine F***ing Dion for fuld udblæsning, uafbrudt i døgnets lyse timer. De fine små palmer man normalt har i potteplanter var vokset til  6-8 meter i højde og nogle af dem tiltede ind over stierne så selv børnene måtte dukke sig. Der var plads til måske 50 gæster, men vi var de eneste. Og da vi ankom var der udover nogle sølle hunde med huller i pelsen kun en enkelt thai-kvinde, der ikke kunne ét ord engelsk (seriously, end ikke ”hello”!).

Vi viste hende vores booking, og hun rystede på hovedet. Det kendte hun ikke noget til, det der ”booking.com” jeg havde på min telefon! Men det lykkedes dog at få skrevet os i gæstebogen, og hun fik åbnet vores værelse, hvor der lå støv-dækkener over sengene. Godt det samme, for alting var dækket af et grålig-brunt lag af støv!

Vi havde uforvarende committet os til dette sted, for klokken var mange og vi var kørt langt ud i ingenting, så vi valgte at tage den første overnatning og skrive det i vores rejsebog som en ”spændende oplevelse”!:-)

Aftensmaden foregik på den nærmeste restaurant, 7 km tilbage i retning af civilisationen, og den var til gengæld rigtig lækker.

Det lykkedes ikke at finde et andet sted at sove til nat 2, og efterhånden havde hele familien også nået et punkt hvor Sam Jungle Guest House var blevet så absurd, at vi rent faktisk syntes at det var en spændende oplevelse og ikke en ”spændende oplevelse”!

Desværre glemte jeg min fine Tilley-hat på hotellet, og vi mistede vores kamera (det må være faldet ud af en taske eller ud af bilen), så det trækker lidt ned i det samlede indtryk. Men at sidde på flodbredden og høre elefanterne trutte, det trækker langt mere op end de trælse ting trak ned!!!

Da vi havde ”tjekket ud” (Jeg fangede ”manageren” og sagde ”check out?”, og så vinkede hun bare til os!) og var kørt 2 minutter, ringede ejeren og fiskede efter om hun havde snydt os eller løjet, for han ville gerne have en grund til at fyre hende! Det var en absurd oplevelse, for jeg kunne bare mærke at jeg IKKE ville være årsag til en fyring, samtidig med at hun faktisk havde været totalt usamarbejdsvillig! Det endte med at jeg bare sagde at vi havde haft en spændende oplevelse (ha!) og at han måtte have en god dag! 🙂

Vandfaldet man kunne bade i? Tja, tørken dæmpede den oplevelse en smule, så der var blot en soppesø for bunden af klipperne, hvor de lokale turisters børn havde det rigtig sjovt. Det bedste ved det sted var faktisk en restaurant, hvor man kunne få lækker mad. Sjovt nok havde de kun oversat en enkelt side i det ellers omfangsrige menukort til engelsk, og de gav os kun mulighed for at vælge fra den! Så det blev fried rice og thai pad – Nina sad og skævede misundeligt til nabobordene, hvor det ene festmåltid efter det andet blev båret frem, nogle af dem med flammer og ildfade!

Og nu er vi så på Connect konferencen. Samme folk, samme sted, samme fantastiske oplevelse som sidste år. Det er helt vildt hvad der sker, når så mange ”sære” mennesker mødes. Stort set alle her har forladt hjem og familie for at følges med Jesus, og har bosat sig vanskelige steder, fra Kina, Bhutan, Mongoliet, Indien, og selv Uganda og Egypten er på listen.

Det er så dejligt at være et sted, hvor vores historie og rejse så nemt bliver accepteret for hvad de er, og hvor vi på nogle punkter faktisk er almindelige og måske endda en smule kedelige! Stort set alle vi snakker med har oplevet helt ekstreme ting og mirakler, og har rejst i tro og tillid der burde skrives bøger om. Og det der med at vi ikke ved hvad målet for rejsen er, og kun kender et skridt frem? Langt mere udbredt end man skulle tro, i disse kredse! 🙂 ”Oh yeah, we were in that situation [x] years ago”, ”Ahh, yes, we are in transition right now too”.

Næste skridt…

Nå ja, og så har vi faktisk fået næste skridt på vores rejse at vide! Om præcis 2 uger rejser vi først til Nepal, hvor vi skal være i 4 uger. Der har vi fået lov til at være med på en byggeplads som voluntører, så vi kan lære mere om jordskælvssikkert byggeri et af de mest udsatte steder i verden. Mere om det senere, når vi ved mere (for selvom vi har fået næste skridt, og har købt flybilletterne, så ved vi endnu ikke hvor vi skal bo, og hvad der skal ske – så på den front fortsætter vores rejse helt som den har gjort indtil nu).

Og derfra flyver vi direkte til Yunnan-provinsen i Kina, hvor vi har fået kontakt med en australier, der gerne vil afprøve konceptet med jord i sække, for han har fået nogle offentlige (kinesiske) midler betroet til at hjælpe de allerfattigste i området hvor han bor, og da de har (små) jordskælv 1-2 gange om måneden er der stort potentiale i at bygge på ”vores” måde. Også mere om dette senere! 🙂