Hvad gør man, når ens kone med skinnende øjne siger ‘Jeg ønsker mig kun en eneste ting til vores bryllupsdag!’, og når man ellers lige var så stolt over både at have husket dagen og at have halvplanlagt at spise på restaurant?

Og når den ene ting er at tage på en halvdagstur i gummibåd ned ad Rio Grande gennem en række klasse I, II og III rapids (skalaen går fra I til V, hvor I er stort set fladt vand, og V er absurd vovemod/idioti), så er der jo ikke andet for end at aflyse turen til McD og i stedet booke en sejlads med New Mexico River Adventure!

I morges før solen stod op bimlede vores vækkeur, og vi trimlede ud af sengen og skyndte os at få lidt morgenmad indenbords, inden vi kørte to timer mod nord, forbi byerne Santa Fe og Española, og op til NMRA’s landlige hovedkvarter.

Miriam og Nina havde dagen i forvejen bagt ‘cupcake pizzaer’, og vi havde indkøbt en køletaske, så maden kunne holde til 3 timer i et 70 grader varmt bagagerum mens vi sejlede på floden. Vi havde forberedt isterninger i vildskab, og havde downloadet de seneste kapitler af morfars oplæsning, så den lange tur kunne klares uden svederi og kederi!

Da vi ankom til NMRAs hovedkvarter begyndte vi med at underskrive en række erklæringer, der dybest set kunne have været formuleret således: ‘Det er vores egen skyld hvis vi kommer til skade, og vi vil ikke sagsøge nogen hvis vi er utilfredse, sårede eller døde’. Med det på plads fortsatte vi ud bag hovedhuset, hvor vi blev udstyret med hjelme og redningsveste. Her fik vi en gennemgang af sikkerhedsregler, procedurer og udstyr, og så var vi klar til at komme ud at sejle!

Der var i alt 18 personer, der skulle på den korte udflugt (9 km). Heldigvis blev vi fordelt efter familier og grupper, så vi fik vores egen båd og guide. På turen holdt vi lidt øje med de andre både, for vores båd havde rollen som “sweeper”, dvs. vi sejlede bagerst det meste af turen for at kunne hjælpe, hvis andre kom i vanskeligheder. Det skete en enkelt gang, hvor en anden båd sad ubehjælpeligt fast på en klippe. Vores guide, Brad Hooker, også kaldet Captain Hook, styrede vores båd direkte og med fuld fart ind i den anden båd – med det resultat at de alle hylede op og blev slynget fri af klippen. Det er første gang vi har leget radiobiler på en flod!

Brad er en fænomenal guide. Han dirigerede os problemfrit gennem samtlige strømfald, og da han fik etableret at vi ikke var bange, hverken store eller små, styrede han os ud i de lidt vildere alternativer. ‘Forward – stop!’ ‘Left forward, Right back, DIG DIG DIG, STOP!’. Kommandoerne fløj gennem luften, og børnene klarede det SÅ flot! Som den eneste af de fire både lavede vi jævnligt ‘Paddle High Five!’, når vi havde klaret et strømfald uden vanskeligheder! Den sidste km fik Jordan lov til at være raft guide, og så byttede han og Brad plads. Jordan kommanderede med os alle, og lurede hurtigt at det var sjovere at sejle zigzag end at bare tulle ligeud med strømmen!

På hele turen ned underholdt han os med geologiske factoids forbundet med de mange slags klippesten, bjergtoppe og jordtyper vi passerede, navnene på samtlige strømfald, tips til hvad man bare skal se i området hvis man har tid, anekdoter fra da der blev gravet guld langs floden for ca 100 år siden, og alt muligt andet han lige kunne finde på. Det kunne have været ualmindelig tørt, men præsenteret med bred amerikansk dialekt og stor entusiasme, så vi hyggede os gevaldigt. At han jævnligt midt i en sætning pludselig afbrød sig selv, ‘prepare forward… forward forward forward – STOP!’, og så fortsatte præcis hvor han slap, gjorde det kun sjovere!

Vi gjorde holdt midtvejs og fik vandmelon, nachos og salsa samt den særlige New Mexicanske specialitet, ‘oréo’ (udtales med spansk accent!), inden vi fortsatte mod opsamlingsstedet.

Da vi skulle hjem igen valgte vi at køre en lille omvej for ikke at se det samme stykke vej for fjerde gang, og blev belønnet dels med en fantastisk udsigt ud over floddalen, dels med mødet med en amerikansk bjergged, der stod og gumlede i vejkanten. Stemningen i bilen på vej hjem var mat, men glad! Og der er enighed om at dette er vores hidtil bedste bryllupsdag/familiefødselsdag, træthed og ømme muskler til trods! 🙂

Nå ja, og så har vi aftalt at når Miriam er fyldt 13, kommer vi tilbage og tager på den store tur (klasse IV), hvor minimumsalderen er… 13 år! 🙂