Jeg har altid vidst at jeg elskede havet. Jeg er født og opvokset på en ø. Jeg elsker at krydse Storebælt og at komme op over bakken i Elev og se Aarhus Bugt var en fryd. Og på nær nogle ganske få år har jeg boet hele mit liv max et kvarters kørsel fra havet. På Filippinerne og i Rayong i Thailand var vi i havet hver dag. Men det er ærlig talt kommet bag på mig hvor meget jeg savner havet her i New Mexico. Udtrykket Land locked har fået en dyb og inderlig betydning for mig, og ved I hvad? Jeg ka’ ik’ ha’et!!
Men så er det jo godt at man har en mand der finder løsninger 🙂
Nu må jeg hellere begynde ved begyndelse så denne fortælling ikke bliver helt gammeltestamentelig i sin rækkefølge.
Ekskursion til Taos – Earthship!
En ting vi har været meget opsatte på at opleve her i NM var Earthships. Der er mange her i staten.
Det nærmeste sted lå 2½times kørsel her fra. Amerikanerne er forrykte når det kommer til afstande tilbagelagt i bil. De betragter en 4 timers tur som en kort smuttur, og tager rask væk på 14 timers køreture. Men for os var det med en smule bæven at vi begav os ud på en 5 timers køretur. Vores lille bil har en lille motor og en dårlig AC, men tappert fyldte vi bagagerummet med madpakker og mange liter vand. Og så har vi et hemmeligt supervåben, når det kommer til at bekæmpe kedsomheden på bagsædet på vores lange køreture:
LYDBØGER!
Og ikke hvilke som helst lydbøger. Næh nej, hos os er det Morfar eller Moster Ria der her læser historie for ungerne. Så med Morfars ”De 5 og cirkuskaravanen” i ørene klarede ungerne turen til Jordskibene uden problemer. Stilheden blev kun brudt af fnis, når historien var særlig sjov.
Earthship-stedet var et flop. Vi betalte en formue(sådan føltes det i hvertfald) for at komme ind i deres lille udstillingshus, og det var så det.. Earthships er seje, don’t get me wrong. De er fantastiske set ud fra et miljømæssigt synspunkt. Men de udstråler magt og penge på samme måde som en Audi eller en BMW, og de er ikke billige at bygge. Og så er det så gennemsyret af New Age at det nogle gange kan være svært at finde ud af om der er en videnskabelig årsag til at de har gjort noget på en bestemt måde eller om det er for bedre at kunne høre moder natur. Jeg kan godt høre at det lyder som om at jeg gør grin, men jeg underdriver desværre.
Skuffede og VARME (vores AC er som sagt ikke særlig sej) kørte vi hjem af igen. Men først skulle vi lige over denne mega seje bro…. Okay broen var ikke så sej, men det var den kløft vi krydsede på broen. Hvad der ikke var sejt var at der med jævne mellemrum var opstillet nødtelefoner med påskriften ”THERE IS ALWAYS HOPE. MAKE THE CALL”. Og mine unger stod da også og talte om deres sære trang til at springe når de stod sådanne steder. I følge Christian er den en trang mange mennesker deler. IKKE MIG!! Jeg føler faktisk en vis væmmelse når jeg står sådanne steder. Væmmelse ved den trang til at kaste sig ud i intetheden som jeg fornemmer hos andre. Nok om det, hurtigt videre.
Svømning i Rio Grande
Som den opmærksomme læser vi havde opdaget var vi noget slukørede på turen hjem og der var stadig 2 timers kørsel foran os. Men så var det at Christian holdt ind til siden.
Meget af turen kørte vi langs Rio Grande som løber hele vejen igennem NM og også igennem Albuquerque, og der var et sted hvor man kunne holde ind og komme helt ned til floden. Det var et sted hvor folk satte deres kajakker og kanoer i floden. Så vi soppede lidt ud i det dejlig kolde og klare vand. Strømmen var stærk, så ungerne fik besked på kun at gå ud til knæet. Pludselig opdager vi af der er nogle der badede i floden! Så vi hoppede i badetøjet og i vandet. Vandet var koldt og vidunderligt! Strømmen var stærk, hvis man svømmede imod den kom man bogstavelig talt ingen veje, lidt ala et løbebånd, men den var ikke lumsk. Man kunne tydelig se hvor den var og det var forholdsvis nemt at bøje af og komme ind til bredden. I en time legede vi i vandet. Ungerne løb et stykke op langs bredden og kæmpede sig ud i strømmen og gav slip. Så gled de med strømmen ned i deres fars ventende favn. Vi morede os mægtigt.
Stemningen var en HELT anden og fyldt med glæde, da vi begav os videre hjemad. Utroligt hvad sådan en dukkert kan gøre for en. Så der var ingen der var kede af at der ikke var tid til at komme i poolen da vi kom hjem, men skulle direkte i seng.
Klimaet er fantastisk for mit helbred!
Dette varme og tørre klima er fantastisk for min krop, for efter en ”strabadser” tur som forleden med næsten 6 timer i bil, var det kun nødvendigt for mig at tilbringe formiddagen i sengen. I Danmark havde sådan en tur sendt mig til tælling i et par dage. Jeg har ondt, men som vi tidligere har opdaget, så giver varmen mig flere kræfter. Og det er dejligt!
En af min barndomsbøger fortæller om et søskendepar der rejser til Tyrol. Der møder de en flok barske bjergbestigere, og efter en snak om de flotte bjerge udtrykker de deres medlidenhed med danskerne der ikke har bjerge. “”Men vi har havet!” Og pigen Bente gik i gang med at beskrive det dejlige hav omkring Danmark med dets vilde og blide bølger og skibenes hvide sejl der gled hen over det, og den næste lange tid var alles opmærksomhed fængslet af hendes fortælling om havet omkring Danmark.” Citeret efter hukommelsen. Så du er ikke den eneste dansker med et særligt forhold til havet.