Tanker om fremtiden, USA

Fourth of July

Den fjerde juli er en stor dag herovre. En uges tid i forvejen begynder butikkerne at sælge alt muligt i farverne rød, blå og hvid, og helst med stjerner og striber på!

Der er store parader, og fyrværkeri om aftenen. Her i Albuquerque var der et show med 65 tusind besøgende og fyrværkeri af det helt vilde. Vi valgte at køre en lidt mere afdæmpet stil sammen med Bruce og Patti, der havde inviteret os over til barbecue og ballade i poolen.
De havde inviteret nogle venner også, og deres datter Ariel samt to af hendes hunde. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag og aften, og vi fik prøvet nationalretterne burger og hotdog, tilberedt og serveret på amerikansk maner! (dvs. lavet på grill og spist på paptallerken i det fri).

Vi havde taget kylling med, så ikke koen og grisen på grillen skulle føle sig alt for ensom!
Ariel lever at at designe Minecraft verdener! Hun er superdygtig, og børnene var totalt fascinerede af hvad hun kunne fortælle om hvordan man bygger – og hun havde eksempler med på ting, hun har lavet.
Vi sad og nød livet på den overdækkede terrasse. Der skulle have været tørvejr, men pludselig ØSEDE det ned! Det er Albert, der sidder med ryggen til, og Penina ved siden af Nina. Bruce underholder med politiske holdninger! 🙂
Jordan og Bruce øver sig i nye måder at ramme vandet på. Første trin: Start så højt oppe som muligt!
Efter det øsende regnvejr blev vi belønnet med en utrolig flot regnbue. Da vi kørte hjem fulgte vi bare regnbuen helt til vi drejede af på Truman Street!
Fyrværkeriet om aftenen var overvældende. Vi nøjedes med at lege lidt med stjernekastere, og så senere på aftenen liste ud i flok og nyde andres vildskab på lidt afstand.

Lidt frustrationer…

Der er sket mange ting siden vi sidst fik blogget, men vi er lidt ude af balance de her dage og har ikke haft overskud til at blogge. De sidste mange måneder har vi taget ét skridt af gangen, og selvom vi ikke har kendt mere end ét skridt frem, har vi kun i korte perioder stået stille uden at vide hvad der skulle ske næste gang vi tog et skridt. Men lige nu står vi lidt i stampe, og er noget usikre på hvad der skal ske næste gang vi bevæger os.
Heldigvis har vi fået stor hjælp ovenfra i form af store og små bønnesvar, og vores frustration bunder måske i virkeligheden mest i mangel på tillid og tålmodighed. Som nogle af vores venner i Connect sagde, så er der tit et ”waiting game” kørende, og det er vi rigtig dårlige til at spille! 🙂
Sagt med lidt klynk i stemmen er det altså også svært at stille op i disciplinen ”chicken”, når det er Gud der sidder bag rattet i den modkørende bil. Men vi har en kraftig fornemmelse på at der er noget i gære, og vi glæder os rigtig meget til at få lidt indsigt i hvad næste skridt mon bliver…

Hedebølgen gør det nok heller ikke nemmere at tænke positivt og overskudsagtigt… De 42 grader er målt i skyggen.

Andet rigtige jord-eksperiment påbegyndt!

I forhold til jordhuse og eksperimenter er der også sket rigtig meget.
Det første eksperiment begyndte vi på stort set samme dag vi ankom, men da første skridt var overstået (trin 1: byg tre testmure) var næste trin (ødelæg murene igen!) umådeligt langt væk i tid, for murene skal stå 1-2 måneder før vi kan teste på dem. Det bliver tidligst i slutningen af juli eller begyndelsen af august det kommer til at ske.

Så derfor er det en stor ting at vi i dag fik sat gang i næste eksperiment: Lav og ødelæg 35 jord-mursten og beregn forskellen i styrke som funktion af måden murstenene er blevet opbevaret og tørret!

Vi (Patti og jeg) udarbejdede en testplan i sidste uge, hvor vi forventer at få videnskabeligt robuste resultater, og hvor vi kommer rundt i fem forskellige måder at tørre murstenene.

Før vi overhovedet kunne nå frem til at fremstille de mange mursten (der tilsammen vejer 350 kg), var der et stort stykke arbejde der skulle overstås først, nemlig at få etableret et arbejdsområde, redskaber til fremstilling af ensartede (og dermed sammenlignelige) mursten, opbevaringsområder af forskellig karakter, samt – og den del var helt klart den sjoveste – fremstilling af en transportabel opstilling, hvor vi kan udsætte murstenene for et tryk på 0-1500 kg. Vores første forsøg viste nemlig at de stærkeste mursten lavet af jord først knækkede ved en belastning på 800 kg – jeg er noget overrasket over at tørret mudder er så holdbart!

En vigtig del af min indsats herovre i forhold til Pattis arbejde er nok at jeg er en lillebitte smule perfektionistisk, og derfor skubber en lillebitte smule på i forhold til at lave forsøgene ‘ordentligt’! Så der er mærkning på alle samples og jordtyper, og der laves forsøgsplaner, inden der igangsættes forsøg! 🙂
Det igangværende forsøg indebærer daglig vejning af ca 30 mursten, og ungerne hjælper med engang imellem. Dejligt at have rappe fingre på tasterne!
Jordan hjælper med at opbløde en omgang adobe-jord, der skal bruges til de næste testforløb. Bemærk de halve mursten, der endnu ikke er våde nok til at blive genanvendt. Jorden behandles ikke med andet end vand, så selv i et rigtigt hus vil stort set hele vægmaterialet kunne genanvendes hvis huset skal rives ned engang.
Isabella blev i kraft af omhyggelig håndskrift sat til at føre målingerne til protokols. Analog notering er en dyd og nødvendighed, så man ikke risikerer at miste alt ved et disk-crash!
Jeg måler med stor forsigtighed på samtlige jordmursten, så vi kan konstatere det daglige vægttab indtil de har nået en ligevægt mellem vandindhold og omgivelsernes evne til at trække vandet ud. Bemærk den snilde brug af en fiskevægt samt den af Bruce fremstillede ‘gynge’!
Vi har et midlertidigt opbevaringsområde til murstenene på bagsiden af skuret. Her kan vi rigge til med overdækning, når der er udsigt til regn. Godt der kun er 4 minutters kørsel fra hvor vi bor til huset på Bryn Mawr.
Patti rydder op ved vores arbejdsområde.

Mennesker

Da vi først oplevede at blive sendt i retning af New Mexico (det skete allerede mens vi var i Thailand) regnede vi med at det var for at jeg skulle lære en hel masse om at bygge med jord. Men inden vi forlod Danmark oplevede vi at få en klar besked ovenfra om at der var to vigtigere formål med vores ophold herovre: Først og fremmest skulle jeg hjælpe Patti, og så skal vi møde mennesker, der får en plads i vores virke og liv fremadrettet. Måske bare som ”skilte”, der viser en retning, og måske som nogle, der bliver ved med at være med.

Her er lige en hurtig oversigt af bare nogle af de folk vi har mødt herovre (udover Bruce og Patti):

  • Albert, Bruces far, der har været på Filippinerne under 2. verdenskrig som tekniker i den amerikanske flåde. Han byggede mekaniske krigssimulatorer (fuld-størrelse cockpits fra kampvogne og fly, samt kommandobroer på forskellige krigsskibe og ubåde, samt manuelle ”skærme” med flådebevægelser og simulerede torpedoer og raketter) inden computere fandtes. Han er 93 år gammel og bygger modelfly, da han nu er for gammel til selv at flyve ultra-letvægtsfly længere!
  • John og Carol, der skaffede os kontakten til det hus vi bor i, og som har et sommerhus i Nicaragua.
  • Sondra og Bob, der sagde deres job op og flyttede til Albuquerque fra Kansas for at være ”husforældre” i Mennonnitternes ”Service Adventure” her.
  • Adrienne, missionærbarn opvokset i Mexico, og som har boet i huset sammen med os en uge.
  • Anita, også Mennonit, der er opvokset i Nicaragua og nu bor her. Hende mødte vi i Hyder Park, hvor vi var taget på picnic.
  • Carol og John Arnott, der talte i NLC første gang vi var der (hvis navnene virker bekendte er det fordi de er lederne bag Torontobevægelsen der var noget røre om for ca 15-20 år siden).
  • Becky, også Mennonit, der lige er kommet tilbage fra en ferie i Nicaragua. Becky er vores kontaktperson hvis der går noget galt i huset her.
  • Tim, også Mennonit her fra Albuquerque. Tim har aktiv i MRS (Mennonite Rescue Service), der populært sagt er en organisation, der ankommer til kriseområder når alle andre organisationer trækker sig ud. Sjovt nok er der nemlig stort behov for at gøre opgaverne færdige, også når verdenssamfundet har mistet interessen for de konkrete problemer efter en katastrofe.
  • Gail og Allen, lederparret i NLC. Meget spændende mennesker med en broget baggrund. De sendte i forgårs en stor flok fra kirken til Nicaragua med medicin og udstyr til vandrensning.
  • Josh og Serena, forældre til 7 dejlige unger, og meget aktive i NLC.
  • Emmanuel fra Uganda, studerende på UNM, og – ikke mindst – statist i den nye ”Independence Day”. Han spiller sydafrikansk jagerpilot, og hvis I ser filmen og lægger mærke til ham, så skal I vide at hans ar i ansigtet er ægte, men lidt overdrevet fordi makeup-folkene var så fascineret af det! 🙂
  • Njagi fra Kenya. Den fødte landmand med evner til at arbejde hårdt og effektivt og med stor viden om planter, men også med et intellekt der har gjort at han kun har fået topkarakterer på hans studie indenfor komparativ litteratur på UNM. Og så synger han til arbejdet (i det mindste når det er fysisk arbejde!).
  • Randy fra Indiana, der har bygget jordhuse i Afghanistan. Han kom dumpende forbi forleden, på vej fra Indiana til Arizona, hvor hans kirke deltager i et projekt på et børnehjem. De andre fløj derned, men han kørte bussen med grej, og han havde fundet Pattis adresse på internettet og valgte bare at køre forbi og banke på! Hun inviterede ham med til vores 4-juli barbecue, og han fortalte med næsten vestjysk underspillet tilgang om hvordan han havde været ude i vildmarken i Afghanistan og bygge bl.a. en hospitalsbygning – af mudder…
  • Prenina, en af Bruce og Pattis venner fra deres salsadans. Hun var lige kommet hjem fra Peru og anbefalede os kraftigt at tage til Syd- og Mellemamerika, især Nicaragua, fordi det er et fantastisk sted.
  • Og Julie, som vi ikke har mødt endnu, men som er missionær på hjemmeophold fra Equador, og som gerne vil mødes med os i næste uge.
Inden vi kunne tage arbejdsområdet i brug skulle der fjernes en del grønne vækster. Det klarede Njagi nemt! Jeg har set flere sorte enker, to slags hvepse og bier på matriklen, og Patti har set skorpioner. Men Njagi var totalt kold overfor den slags tomme trusler fra naturens hånd, og arbejdede uden brug af tøsede ting som handsker! Kikuyuer styrer i en have, sådan er det altså bare!