Det er nu snart tre uger siden vi tog vores sidste kendte skridt på rejsen, nemlig at tage til Albuquerque, og vi skifter for en tid gear fra at rejse mod et specificeret mål til blot at være et sted. Det er lidt underligt efter at have været på rejse i næsten et år (vi regner rejsen fra den dag sidste år, hvor vi oplevede at få instruks til at rejse til Chiang Mai), og vi skal lige vænne os til for en stund at være fastboende gæster her. Det er godt allerede for os at have lidt tilhørsforhold, og mon ikke det stille og roligt bliver bedre endnu…

Vejr og klima spiller en stor rolle i vores dagligdag, og vi gør vores bedste for at lære gode måder at håndtere temperaturer og luftfugtighed, der er et stykke udenfor hvad vi kender hjemmefra. Heldigvis er der gode steder man kan tage en slapper, såsom offentlige parker, biblioteker, og gode supermarkeder med AC og grøntsager!

En kold dag…

I dag er den koldeste dag i 2 uger, både forud og bagud i tid. Temperaturen topper allerede ved 35 grader, og der skulle blive helt ned til 18 grader i nat. Brrrr!

Det er faktisk lidt af en kunst at fryse i 26 graders varme (temperaturen i huset når vi lægger os til at sove), men vi er ved at have lært det efterhånden. Børnene tager sokker på om morgenen, så de kan udholde de arktiske forhold (23 grader), indtil solen genvinder sin magt og får opvarmet huset for os.

Klimamæssigt har Albuquerque været gennem en treårig periode med ”sært” vejr. Koldt når der skulle have været varmt, varmt når der skulle have været koldt, stærk blæst i månedsvis, og noget så sært som daglig regn i den forventeligt ellers tørreste periode. Og her er myg, hvilket er så sælsomt, at der bliver skrevet om det i aviserne!

Det at huske at drikke tilstrækkeligt med vand er en reel opgave, og forleden glippede det for mig, så jeg pludselig oplevede at verden drejede anderledes end den plejede, og det flimrede for øjnene. Der sker altså sære ting når kroppen sætter i et uvant gear og bruger kræfterne på at køle ned, fremfor bare at arbejde som den plejer!

Gæstfrihed og swimmingpool!

Efter en uges tid på landevejen med mange gode oplevelser ankom vi for cirka to uger siden til Albuquerque, hvor vi blev budt velkommen af Patti, hendes mand Bruce, hans far Albert, samt den dejlige hund Simba. Vi begyndte med at bo hos dem 5 dage, indtil vores ”permanente” bolig blev ledig. Amerikansk gæstfrihed er på ingen måder oversolgt i bøger, film og tv-serier, og vi følte os umådeligt velkomne.
De bor i et ægte jordhus, bygget af soltørrede mursten (adobe), og med et (jord)tag, der vejer over 100 tons. Det giver et indeklima, der er rigtig behageligt. Swimmingpoolen i baghaven trækker heller ikke ned i oplevelsen! 🙂

Fast bopæl i hele to måneder!

Forrige søndag tog vi til gudstjeneste i den lokale mennonit-kirke (mennonitterne er et trossamfund, der har samme rødder som amish og kvækerne, men er noget mere up-to-date teknologisk og socialt). Her mødtes vi med hus-forældrene Bob og Sondra, der efter gudstjenesten tog os med hen til deres ”Service Adventure” hus, som vi nu bor i. Vi har lejet huset i præcis to måneder fra 5. juni til 5. august, og føler os allerede rigtig godt hjemme.

Jeg har overtaget ansvaret for havens afgrøder, hvilket er en ikke ubetydelig vandingsopgave her i 7% luftfugtighed og 35-40 graders varme samt ørkensand som primær jordbund. Og ungerne har fået deres eget kæmpestore værelse, hvor der er plads til både at lege, læse og spille minecraft. Dejligt!

Dagligdagen er indtruffet

Vi har så småt fundet os til rette her i dette lidt specielle samfund midt i ørkenen i halvanden kilometers højde. Der er kommet styr på de mest fundamentale ting såsom ”hvor køber man mad”, ”hvor køber man grøntsager” (ikke samme sted, medmindre man har rigtig mange penge!), og ”hvordan i alverden tanker man benzin med et VISA/Dankort”!
Nina og ungerne er ved at finde en god rytme i forhold til skolegang og indlæring. Der skal planlægges godt for at få det bedste ud af dagen, når den begynder med dejlig kølighed og slutter med temperaturer omkring og nogle gange over legemstemperatur. Og når UV-indekset midt på dagen runder 12,4…

Videnskabelig metode, klappe klappe (mudder)kage!

Patti har i en årrække arbejdet på at afdække konsekvenserne af forskellige teknikker indenfor jordbyggeri i jordskælvstruede områder. Hun har skrevet en række vejledninger og forsøgt at få ingeniører og bygningskonstruktører i tale, og det ser ud til at hun så småt er ved at bryde igennem.

Opgaven er vanskelig, for Earthbag byggeri er (gen)opstået i en New Age tradition, hvor udsagn funderet i ”sådan er det fordi jeg er åndeligt og menneskeligt bedre begavet end dig” har langt større vægt end videnskabelig metode og veldokumenterede forsøg. Heldigvis er der kommet nye spillere på banen som følge af det forfærdelige jordskælv i Nepal i 2014, og folk med videnskabelig tilgang og respekt for statiske beregninger er interesserede i Build Simple’s resultater. Allerede nu er der bygget huse i Nepal, hvor Pattis forbedrede teknikker er blevet anvendt.
Min opgave som ”intern” hos Patti har stået lidt uklar for os alle, men foreløbigt har det været rigtig spændende at være sounding board for hende, og brainstorm partner i forhold til at få etableret et stærkt videnskabeligt fundament for hendes forsøg. Der er visse fordele forbundet med at være ny indenfor et felt, så man kan stille dumme spørgsmål og komme med helt tåbelige forslag, uden at man fremstår helt og aldeles ubegavet!
Og så er det faktisk ganske sjovt at lege med mudder! Der er noget barnligt og uskyldigt i at hælde vand over jord, røre godt rundt, og så klaske det sammen til noget man har et indre billede af. At det indre billede i første omgang blot er nogle små testvægge på under 2 m2 og kedeligt mange ens mursten til testformål er morskaben stort set uvedkommende! 🙂

Kirke og fællesskab

Vi har prioriteret at komme i mennonit-kirken, selvom deres traditioner (gamle salmer, ritualer og forkyndelse, der fokuserer på medmenneskelighed og samhørighed) er et godt stykke fra hvad vi er vant til fra Citykirken Aarhus, for dels bor vi i nu i deres service-hus, og dels har de et fokus på fællesskab og gæstfrihed, som vi gerne vil lære mere om.

Og så har Nina fundet en non-denominational kirke, der ser ud til at være en amerikansk udgave af Citykirken, dvs. med lidt større armbevægelser og lidt mere knald på, men ellers det samme! Udover den obligatoriske søndag formiddag har de har også møder lørdag aften, så det ser ud til at vi kan både blæse og have mel i munden, med vild frikirke-lovsang lørdag aften og mennonit-højkirkelighed søndag formiddag!

Nummerpladebingo!

Vi har på vores rejse noteret fra hvilke stater vi har set biler. Ud af de 50 stater (ikke 52, som man STADIG lærer i det danske skolesystem!) har vi set biler fra de 36, samt fra 3 canadiske delstater. Vi håber at nå endnu højere, og hvis vi ser en bil indregistreret i Hawaii er jeg nødt til at give is til hele familien! 🙂