Vi er nu ”landet” i Albuquerque hos Bruce og Patti, der med stor gæstfrihed har åbnet deres hjem for os i de fem dage, der er fra vores ankomst i onsdags til vi i morgen kan få det hus, vi skal bo i de næste to måneder.

De har et meget flot Adobe-hus (dvs. bygget af soltørrede mursten), og indendørsklimaet er rigtig behageligt, selv når der er over 35 grader udenfor. Tykke vægge og et jordtag med over 125 tons grus og sand hjælper gevaldigt med at fastholde nætternes kølighed hen over dagen.

Skybrud!

Vi havde et meget uventet skybrud forleden, hvor regnen trods vejrudsigten gav omkring 20 mm nedbør på en halv time. Der var vand overalt! Heldigvis blev vi ikke ramt af de kæmpehagl, der faldt et par km væk (Patti og Bruce blev ringet op af deres datter, der fortalte om oversvømmelser og isklumper). Børnenes senge på det overdækkede areal udenfor blev våde, og vi måtte tage dem indenfor i stuen i soveposer (heldigvis er Bruce og Patti entusiastiske hikers, så de har alt udstyr man skal bruge for at ligge godt på hårdt underlag). Det var lidt sjov timing, for tidligere samme dag havde Bruce vist mig rundt på deres tag, hvor et halvfærdigt projekt har efterladt adskillige huller i taget – han understregede at det ALDRIG regner mere end 1-2 mm i juni måned… El Niño og generel klimaforandring forstyrrer åbenbart også de gamle tommelfingerregler herovre!

Den forstenede skov

På vejen til New Mexico stoppede vi ind forbi The Petrified Forest, et område ude midt i ørkenen hvor store skovområder i forgårs eller måske lidt længere siden blev oversvømmet, og de gigantiske træstammer over tid fik erstattet deres indhold af cellulose med forskellige stenkrystaller.
Området er kæmpestort (hvad er ikke herovre?), og vi så kun ganske lidt af de mange spændende ting, man kunne køre forbi.

Meteorkrater – et vildt hul i jorden!

Nina havde planlagt vores roadtrip rigtig godt, og vi kom også forbi The Bahringer Metor Crater på vejen. Det er godt nok et specielt sted, hvor der forleden (måske lidt tidligere, nok nærmere 50 tusind år) bragede en 300 tons jern/nikkel meteor ned i ørkenen. Den røg ca 100 meter ned i jorden inden kollisionsenergi og lettere forhøjet temperatur fordampede 90% af jernklumpen og lavede et gevaldigt brag (sandsynligvis), samt et hul ca en km i diameter og godt 300 meter dybt.

Vi fik en spændende rundvisning et stykke langs kanten af krateret, og glædede os over at vi ikke var i nærheden da denne jernklods faldt ned fra himlen.

Adobe, earthbags og jordskælvstest

Jeg er allerede begyndt som intern hos Patti, og vi har bygget fundamenterne til tre testvægge. Det tog nogen tid og brainstorm at nå frem til et design, der er stabilt nok til at modstå et vandret pres på 2,5 tons fra en donkraft (vi vil måle forskellige byggeteknikkers modstandskraft overfor jordskælv og bruger metoder specificeret af New Zealandske byggemyndigheder).

Vi har hentet særlig Adobe-jord ude på en fabrik, der fremstiller soltørrede mursten, så vi kan få reproducerbare resultater. Jorden er sammensat af forskellige jordtyper, så den har bedst mulig styrke samtidig med at murstenene ikke regner væk med det samme.

Det er rigtig spændende at få hands-on experience her, og jeg må sige at tilgangen er noget mere videnskabelig end på kurset i Spanien. Patti har en stor åbenhed overfor nye tanker, og jeg er blevet meget klogere allerede på mange aspekter ved jordbygning.

Servicehus og køkkenhave

I morgen mødes vi med mennonitterne, der har givet os lov til at leje nogle værelser i deres ”servicehus” (dvs. det hus de har stående klar til hjemvendte missionærer – vi er så heldige at der ikke er fyldt op hen over sommeren, så vi får det meste af huset for os selv). Det har været rigtig spændende at bo på moteller den første uge og hos Bruce og Patti efterfølgende, men bliver også godt at få lidt rum omkring os uden at vi hele tiden er gæster hos nogen. Og så overtager vi en køkkenhave med tomater, gulerødder, squash, spinat og andre ting, der helt sikkert kommer til at indgå i vores kost de næste par måneder!