Vores første hele dag i Californien skulle bruges til noget godt. Så derfor vågnede vi allesammen kl 4 om morgenen og undrede os i fællesskab over at der var mørkt udenfor, når nu vi klar til en ny dag! 🙂 Det er altså nu engang bare nemmest at rejse mod vest…
Regnbuer lavet af klipper, jord og ler
På TripAdvisor fandt vi en beskrivelse af et naturområde lige i nærheden (amerikansk definition, dvs under 1 times kørsel væk!), og det lød så spændende, at vi måtte køre derud og se hvad det var.
Noget af det første vi bemærkede på afstand var de mange farver. Man skulle tro at de havde tænkt sig godt om, da de døbte området Regnbue!:-)Området hedder Rainbow Basin Natural Area, og er et sted hvor jord, klipper og undergrund ligner noget der er blevet outsourcet under skabelsen til en apprentice-engel alene med adgang til resterne af materialerne fra andre projekter. Der er farver fra stort set hele skalaen, og tingene ligger hulter-til-bulter i store bunker.
Vi gjorde et kort holdt på vejen for at se dette flotte træ, og for lige at gå et par skridt i den særprægede ørken, inden vi fortsatte mod regnbueområdet.Man skal køre et stykke på grusvej gennem ørkenagtig landskab inden man når derud, og allerede efter kort tid var det som om der bare måtte være en RV et sted i horisonten, hvor folk inspireret af Breaking Bad kogte kemi. Vi så en enkelt RV et godt stykke væk fra grusvejen, men det var nok bare helt almindelige folk der søgte frihed fra gruppepres og konformitet.
Nina giver den gas op ad en stejl lerskrænt. Bemærk forskellen i farve på leret i forgrunden og jorden bagved.Der var INGEN turistethed over området, kun et skilt der bød velkommen, et par skilte undervejs der forbød adgang til de allerfarligste områder (der var til gengæld uofficielle stier steder hen, hvor selv mine grænser bød mig ikke at gå; f.eks. en 40 cm bred sti med et 60 graders fald på den ene side, og på den anden side først et 3 m næsten lodret fald efterfulgt af 20-30 meter stykke stort set lodret fald – det hele ”udført” i en blanding af ler og sand).
Jordan og Miriam gik den lange men nemme vej og er her 20 meter højere oppe end Nina på billedet ovenfor. De fortsatte fuld skrue videre op, indtil Miriam nåede et ret farligt sted. Heldigvis havde de tilstedeværelse nok til at stoppe og vente på mig, der prompte stoppede ekspeditionen og hjalp dem ned igen!Isabella og Nina på den anden side af en kløft. Bemærk ørnen der photobomber os i baggrunden!På vej ned igen fra den flotte lerbakke.
Man kan lige ane bilen i baggrunden bag mig. Dette billede er taget cirka 5 sekunder før jeg tager et forkert skridt og skrider ned ad skrænten. Heldigvis tabte jeg ikke bilnøglerne, og slog stoltheden noget mere end kroppen! 🙂 Vejen gennem området var en blanding af meget fin grusvej og områder hvor en almindelig bil kun havde ganske få muligheder for at passere uden at skrabe undervognen. Hurra for lidt erfaring fra Nairobi og nationalparkerne i Kenya! 🙂
Vi mødte en amerikansk gruppe derude og faldt i snak med dem. Et af parrene havde boet i området hele deres liv men var på deres første besøg på dette særprægede sted – de var som os vildt imponerede over hvor flot det er. En af de andre fortalte om hvordan han i sin ungdom havde boet i Danmark og havde haft ikke færre end tre danske kærester samt en svensk (dog sekventielt). Hans kone sad på bagsædet af deres enorme firhjulstrækker og rullede overbærende med øjnene over mandens kække bemærkninger. Der er åbenbart fællestræk i parforhold på tværs af de fleste kulturer! 🙂Ungerne løber i forvejen på frydefuld og vild flugt fra mig i bilen på et af de smallere steder på ruten.
Peggy Sue’s Fifties Diner og fastfood generelt
På vejen tilbage til motellet kørte vi en lille omvej for at ramme Peggy Sue’s Fifties Diner, for Anni havde anbefalet os at spise der. Det var som at ramme en tidslomme fra dengang, og personalet var stylet op fuldstændig som man kender det fra gamle amerikanske film. De refererede til kunderne med ord som ”honey” og ”sweetheart”, og selv maden var som jeg forestiller mig det måtte have været dengang (dvs. amerikansk fastfood på godt og ondt). Dejligt at få gode råd helt hjemme fra Danmark til det lokalområde vi er i lige nu!
Maden på dineren var ret autentisk, og serveringen var som taget fra en gammel film. Helt klart værd at køre en omvej for at opleve!Faktisk er vores møde med amerikansk fastfood helt overordnet lidt… fedtet, i mangel af bedre ord!:-) På den positive side er Nina begyndt at referere til mig som slank, hvilket trods sin åbenlyse rod i lokal relativitet alligevel varmer lidt! Vi forsøgte at finde et lidt mere sundt alternativ til aftensmaden, men fejlede helt og aldeles. Der var simpelthen ikke nogle fornuftige restuaranter i området, og vi endte på en Del Taco, der alene glimrede på prisen (men til gengæld glinsede på samtlige overflader).
Der var også regnbuer at finde på motellets morgensmadsbuffet!I dag forsøger vi at finde et supermarked, hvor man forhåbentligvis kan indkøbe knap så forarbejdede varer, så vi selv har lidt indflydelse på indholdet af salt, fedt og sukker!:-)
På Del Taco opførte vi os meget uamerikanske og delte en liter sodavand mellem fire personer, fremfor at få en hver! Til gengæld evnede vi ikke at spise op den mad, der matchede ca 2 personers mad på de andre borde.
Menneskene – lidt som at være med i en film!
Nå ja, og så er der godt nok mange mennesker, der ligner nogen man har set i en film! Jeg gad godt vide om det er fordi alle har forbilleder de forsøger at ligne, eller om det er amerikanske film der er langt nærmere (den amerikanske udgave af) virkeligheden end vi har troet? At dømme ud fra morgennyhederne for den vestlige del af Californien er det ihvertfald ikke overdrevet med mængden af vold i film, for bare på to morgener har vi set nyheder om mord, knivstikkerier i trafikken, politijagter gennem villakvarterer af indbrudstyve, skuddræbte mistænkte i bortførelser og sågar uredigeret footage af undslupne fanger, der koldblodigt skyder og dræber folk på deres vej ud af fængslet (det sidste var både uvarslet og voldsomt grænseoverskridende og gjorde at vi sørger for at børnene sidder med ryggen til, næste gang vi er på en restaurant med nyhederne kørende på væggen).
Det er lidt tidligt at sige ret meget om folk herovre, men alle vi har mødt som ikke var med i nyhederne er helt utroligt venlige og høflige! Alle hilser pænt og holder dørene for hinanden, og flere har budt os velkommen til USA og/eller Californien.
Uanset om indtrykket holder eller ej (mon ikke det gør), så er det et fantastisk førstehåndsindtryk at få af et land. Vi vil gøre vores bedste for at matche den venlighed og høflighed vi er blevet mødt med allerede, og glæder os til at lære mere om folk og kultur på vores vej videre mod New Mexico.
At krydse områderne i bil tager tid, og det er fantastisk at have en bil med cruise control, så ikke fartbøderne vælter ind pga fartblindhed! Og her er godt nok flot!
