Tilbage i Danmark!

Så er vi ved at være ovre jetlag og fly-forkølelser!

Vi landede i Kastrup for snart 2 uger siden, hvor Linda og det meste af Ninas familie var troppet op for at tage imod os. Dejligt med en velkomstkomité, selvom Nina var noget pinligt berørt over jubelråbene og de fine dannebrogsflag! 🙂

Maria og Lars afleverede berlingoen til os, så vi kunne køre hjem til Trine og Claus i vores egen bil, og selvom det var en smule utrygt at køre i kombinationen jetlag, mørke, slud, kun lige lovlige sommerdæk og en næsten ikke-fungerende kobling, samt (vigtigst af alt) højrekørsel og ilter dansk trafik, så nåede vi sikkert frem til Skovvænget hvor alt var som det plejer.

Miriam havde skrevet kanelsnegle på sin ønskeseddel, og mormor og Isabella gik i køkkenet og bagte til alle. Der må have været noget galt med opskriften, for alle kagerne fordampede på få minutter!

Her spiste børnene alt hvad der blev sat frem af rugbrød, kyllingebryst og avocado, og selvom deres indre ur viste kl 3 om natten blev der gnasket og pludret, og Jordan ville rigtig gerne lave en “døgnet” (på det tidspunkt var der gået 22 timer siden vi stod op for at hoppe i en taxa til Bangkok Lufthavn).

Cirka 10 minutter senere sov de alle tungt og trygt i deres senge, og vi forældre tumlede ganske kort tid efter også i seng. Det tog heldigvis kun få nætter, inden vi var tilbage på dansk tid. Og Nina er blevet rigtig god til at hoste og nyse, men hun har også øvet sig lige siden vi landede i kolde Danmark! 🙂

 

Johannes ledte os på en spændende rundvisning omkring Dronninglunds solkraftanlæg, og på vejen kom vi forbi en nedlagt pestkirkegård. Her placerede man pestofre og andre, man ikke ønskede at blive begravet sammen med. Som for eksempel sigøjnere, cirkusfolk og … tyske soldater fra 2. verdenskrig!

Efter et par dage i Kbh vendte vi snuden mod vest, og overnattede en enkelt nat i Vejle hos mine forældre, inden vi fortsatte mod Dronninglund for at besøge Mona og Johannes (broderen min) og deres tre dejlige unger . Esther Mai fejrede sin fødselsdag, og vi fik dejlig kaffe og kage, med fødselsdagssang og gaver til Ester Mai. Hun var ramt af lidt feber, men var tapper og brugte det meste af dagen lidt for sig selv, men i selskab med nogle nye legofigurer!  🙂

 

Alle børnene blev suget ind i de gamle fællesskaber lige med det samme, og pigerne brugte lejligheden til at få fulgt op på alt hvad der var sket siden oktober.

I denne uge fik vi også besøgt Haarup Skole, hvor ungerne hver især fremviste billeder fra turen. Det var rigtig rart at se hvor glade både vores egne børn og de andre var for at se hinanden igen, og der blev straks lavet legeaftaler og planer børnene imellem! Heldigvis kunne vi honorere to af aftalerne i dag, da vi gør et stop i Todbjerg i nat på vej til endnu en fødselsdagsfejring i Dronninglund…

 

Vi vinker farvel til Jordan på Aarhus Banegård. Modet var viljesbestemt, men når målet er 2 dage sammen med fætter Silas, er det ok at skulle præstere lidt mere mod end man plejer. Og så kan man bare gøre som maorierne og række tunge, når det virkelig gælder!:-)

Jordan er i Dronninglund allerede, for han hoppede på et tog her i formiddags, og kørte til Aalborg! Mona samlede ham op på stationen, så nu har han tid sammen med fætter Silas uden alt for mange tøser til at forstyrre deres drengeleg med sværd, pokemon og fodbolde!

 

Når man med stor koncentration kører i en familiecontainer i højre side af vejen, og solen skinner for første gang i flere dage, er det godt at have blød hat på. Det giver lidt mere plads fra de andre trafikanter!

Mine forældre i Vejle danner primær base for os mens er her i Danmark indtil engang i maj, men vi burde nok skifte adresse til vores Berlingo, for vi kører godt nok mange kilometer de her dage. Aarhus om søndagen når det er muligt, så vi kan få lidt energi og glæde fra de dejlige mennesker i Citykirken, og så er der alle de her forårsfødselsdage, der skal fejres i øst, vest og nord.

Nå ja, og så er der jo lige det der med fremtiden. Som det ser ud lige nu, skal vi tre måneder til USA fra engang sidst i maj og til midt i august. Vi har nemlig fået kontakt til en rigtig kompetent jordbygger, der gerne vil undervise mig i teknikker og design, og som har brug for en medhjælp hen over sommeren. Men detaljerne udestår stadig. Mere om det senere! 🙂