Dumpet…

IMG_7260
Så har 6 potentielle købere afvist at fortsætte overvejelserne – med stort set enslydende begrundelse…

Jo jo, der skal kun én køber til for at et hussalg kan blive til noget. Men man bliver en smule træt, når en ejendomsmægler evter  gennemgang af ens hus fastsætter en pris eksplicit ud fra husets tilstand, og det så viser sig ikke at holde stik.

Men vi klør på, der er stadig flere oplagte projekter at tage fat i…

Som en eksamen med hemmelige krav!

 

Miriam præsenterer stolt sin nye vindueskarm, som man gerne må sidde i. Den er nemlig blevet testet med 90 kg. Dog ikke af Miriam selv…
 Det er en lille smule svært at præstere godt til en eksamen, hvor man ikke kender pensum og formelle krav. Sådan har vi det omkring vores hussalg. Vi har været til fire “eksamener”, og har dumpet dem alle med samme begrundelse: Der er for meget, der skal gøres, før huset er indflytningsklart.

 

Klargøring af hus til fremvisning er et familieprojekt. Børnene er til stor hjælp.
 Ejendomsmægleren har indikeret at førstesalen er snublestenen, og derfor valgte vi at gøre noget ved dette. Siden sidst har vi sat lysninger op i 7 vinduer, og sat de sidste lamper op (toilet, hems samt tilsluttet “blomsterne” over spærene). Døm selv om ikke det burde hjælpe potentielle købere til at se at de måske godt kan bo her! 🙂

 

Kvistvinduerne før lysningerne blev sat op.
  
Og nu med hvide lysninger og hvid afslutning. Ninas kommentar: “Jeg savner faktisk lidt den flotte blå dampspærre!”

 
Kipvinduet mod syd (børnehaven)…
  

…Og nu med lysninger.
 

 

Lysningerne laves af MDF-plader, indkøbt til formålet for over 4 år siden. Det perfekte står ikke længere i høj kurs her hos os!
  

Når der skal skæres så mange 45 graders vinkler, kan det godt betale sig at bygge en lille ramme op så der ikke skal måles ud hver gang.
  

Hvordan gjorde han det???

Altså ikke at jeg aner hvem han er, ham der “Bjarne Andersen”, udover at han er SF’er med briller og dermed potentielt offer for en kommende kulturrevolution, men hvordan har han sneget sig ind på en flot andenplads i resultatet fra min kandidattest på tv2, der ellers er kraftigt domineret af “blå” partier? Måske er det fordi førstepladsen er indtaget af en Wisuel Willy Søwndal wannabe?

Skærmbillede 2015-06-02 kl. 08.02.41

Sjovt nok lader det i øvrigt til at jeg formåede at samle stort set hele Enhedslistens  kandidatur på de første 15 pladser af “dem er du mest uenige med”, selvom de måtte give plads til både DF’ere og de mere partitro SF’ere hist og pist! 🙂

Nyt bryggers, part II (af 2)

Opdatering: Tilstandsrapportsmanden har været forbi her til formiddag, og har godkendt alle udbedringerne! I alt er der dermed bortfaldet 3 K3’ere, 2 K2’ere, og 1 K1’er! Der er en vis talmæssig skønhed over denne fordeling! Og for en potentiel køber betyder det også, at de estimerede omkostninger ved at flytte ind og fjerne de graverende fejl og mangler i huset nu er reduceret til cirka 36000kr, hvilket er noget mere “spiseligt” end de 50 kilokroner, der før var på menukortet…

Alle fliser blev lagt, også rundt om rør og afløb, og der blev skåret og opsat en 11 cm høj flisekant hele vejen rundt, med fine vinkler under dørene.

Som det ses har der været sat mange ting op i dette bryggers siden det sidst blev malet. Det er en fornøjelse at erstatte mange farver og lapper på væggene med en ensartet, pæn flade!

Der blev bygget en kasse rundt om vandrørene, og nyt loft blev sat op. De sidste huller i væggene blev spartlet ud, og den gode, men ikke perfekte skorstenspudsning blev forbedret en smule med sandspartel, så det samlede resultat blev ok.

Disse arbejdsgange har vi selvfølgelig ikke husket at tage billeder af, men på bestilling huskede Nina at få taget billeder af hendes og Trines flotte malerarbejde. Som det ses er der skærmet godt af for vandrørene, og det giver et meget mere roligt visuelt indtryk af bryggerset.

Nina lærte noget nyt om John: Han fløjter, mens han arbejder! En rigtig positiv egenskab, især indenfor bagerfaget…

 John kom forbi fredag aften og bankede lige 10 fliser op, og satte 10 andre fliser ned igen. Det lyder nemt, men når fliselimen indeholder så meget cement, at det gnistrer og lyder som en metalklokke når man slår på det med en hammer, så er der altså brug for rigtig mange slag, tålmodighed og præcision. Heldigvis kan John levere på alle tre dimensioner af dette! 🙂 Og heldigvis gjorde han sit arbejde helt færdigt samme aften, så fliseklæbet kunne tørre natten over, og jeg kunne fuge op dagen efter…

Det ses ikke så tydeligt på billedet, men vi var begge aktive i både brainstorm og handling!

Min fætter Jakob og hans søde kone Mette kom forbi i lørdags til frokost, og Jakob kunne næsten ikke holde til at bare sidde og snakke, når nu alt det dejlige værktøj bare lå og ingenting lavede ude i bryggerset! Så vi endte med at have en rigtig god dag sammen, hvor vi nåede…

  • At hyggesnakke og spise en dejlig frokost
  • At drikke en rigtig dårlig pilsner til frokosten (dvs Jakob gjorde, jeg fik en Giraf!)
  • At sætte et bord op i bryggerset, både at bygge “hyldeknægtene” og sætte skidtet op (det kan i øvrigt holde til 90kg mand med vom!)
  • At flytte en 90kg Miele vaskemaskine ind under bordet. Og ud igen, fordi det nok er nemmere at sætte bordpladen fast, når der er plads til at betjene en skruemaskine.
  • At skyde til måls med luftgevær og luftpistol efter rigtig dårlige pilsnere (ja, man kan godt have det sjovt uden alkohol, men det bliver også derefter!). Vi delte to øl til frokost, og i fællesskab skød hele familien derefter 8 pilsnere. Mette lærte at det bedre kan svare sig at kaste geværet efter målet end at forsøge at ramme med et snoldet lille hagl!
  • At finde en geocache snedigt gemt i et stendige i udkanten af Troldeskoven
  • …og at spise igen, for vi er jo danskere stadigvæk, og finder STOR glæde i at dele mad og drikke (2xGiraf denne gang; Jakob havde lært lektien – og var måske lidt nervøs for om luftpistolen stadig var i nærheden)

 

Nina afprøver bordet, og vaskemaskinen kører sin første tur på sin nye plads. Vi er lidt trætte ovenpå en lang dag! 🙂

Da dagen var omme,  havde vi haft en rigtig dejlig dag, og vi kan se tilbage på en uge med selvforskyldt umenneskelige vilkår, men med et rigtig flot bryggers og et badeværelse uden K3’ere. Og vi havde lejlighed til at opleve familie, venner og naboer træde til, da vi var allermest pressede. Fantastisk!

Nyt bryggers, part I – og en fremvisning mere…

Bryggers
Der er meget at gøre i bryggerset. Men vi er allerede kommet langt, og også et stykke forbi point-of-no-return, så nu skal der bare knokles igennem!

Pinsen er jo boligkøbernes næststørste aktivitetsperiode, så da vi  tidlig lørdag morgen tog til Kbh for at fejre Michalas 30 års fødselsdag (hurra!), efterlod vi et meget pænt og ryddet hjem, så horderne af hungrende huskøbere kunne se vores dejlige domicil.

Det viste sig så at være knap så vigtigt, for der var et rundt nul af fremvisninger i Pinsen. Suk.

Men nu er der netop tikket en SMS ind fra Home, så udover vores åbent-hus-arrangement søndag d. 31/5 er der arrangeret en fremvisning på mandag. Og på tirsdag kommer tilstandsrapportmanden og opdaterer rapporten med reduktionen i K’er. Vi har lidt travlt! Men heldigvis kom både farfar Aage og vores fantastiske nabo John forbi med værktøj,  gode råd og en hjælpende hånd.

Fliser
De gamle fliser er taget op, og de nye fliser er ved at blive linet op så der kan lægges en slagplan for præcis hvordan de skal placeres…

I vores bryggers var der en K3’er (utæt fjernvarmeventil og et par tærede rørsamlinger), samt en række K2’ere (hul i loft, manglende fliser i gulvet, m.v.). Bemærk datid, for K3’erne blev fikset af en VVS’er, og jeg har voldsomt over-committet mig til et bryggersprojekt, der greb om sig med en fart som en soldat på en strip-bar!

Fliser
Første aften fik vi lagt 35 fliser, så center af rummet er på plads. Resten skal helst lægges allerede i dag, så jeg tager lidt tidligt fri for at komme hjem og få dem skåret og tilpasset…

Projektet indebærer indtil videre nyt loft, pudsede vægge (herunder skorstenen som tidligere omtalt), nye fliser i gulvet (herunder justering af fald), opsætning af kasse omkring de grimme vandrør, nedtagning af centralstøvsuger og reparation af væg, kantfliser ved alle vægge, flytning af vaskemaskineinstallation og opsætning af nyt bord samt diverse hylder og knagerækker. Og selvfølgelig en gang maling inden tingene sættes op – tak til Trine for løfte om maling af hjørner og krinkelkroge!

Og så fik jeg slet ikke nævnt at vi også lige ordner gulvet og de utætte fuger i badeværelset, for på den måde at fjerne de to sidste K3’ere i huset. Det bliver en lidt stram tidsplan – jeg håber ikke der dukker yderligere opgaver op undervejs!

Det godes værste fjende

er det perfekte. Desværre.

IMG_1931-0.JPG
Eksempel: for ca 8 år siden fjernede jeg skorstenen i vores hus. Eneste rest:  Et hjørne i bryggerset, hvor muren stod bar og ufærdig hen. Den perfekte løsning stod i vejen, for der var en kobling til toilettet ovenpå og nogle arbejdsgange, der ville være nemmere og med et pænere resultat, hvis jeg ordnede dem først.

Men de kunne ikke ordnes før nogle andre ting var på plads, og de ting krævede yderligere forberedelser.

8 år senere påpeger en tilstandsrapport at væggen ikke er pudset op. Og med det perfekte udenfor rækkevidde bliver det gode pludselig muligt.

IMG_7201.JPG
Så nu er væggen pudset op, og resten af bryggerset glæder sig til at blive malet ensfarvet hvidt!

Ansigtet er sjælens spejl…

Nå nej, det er ikke sandt, er det ikke øjnene? 🙂

Jeg stødte lige på denne samling ansigter, som min Photos-app på mac har arbejdet videre på, siden jeg for 6 år siden oprettede nogle navne i mit fotobibliotek, og efterfølgende har Apple åbenbart lavet ansigtsgenkendelse i de godt og vel (i den moderne betydning, så dvs. lige under) 40 tusind billeder jeg har i mit fotobibliotek. Måske I kan finde jer selv i listen (hvis I ikke er at finde er det måske fordi Steve Jobs har rakt op af graven og sat et max på hvor mange ikoner, man kan have på skærmen samtidig) ?

Skærmbillede 2015-05-22 kl. 07.36.33Man kan måske være en smule forundret over Apples valg af repræsentation af udvalgte ansigter. For mit eget vedkommende synes jeg nu egentlig at billedet er meget passende… 🙂

Første fremvisning

Well, så nåede vi til den første, officielle fremvisning. Nina knoklede i seks timer for at gøre huset præsentabelt, og resultatet fik vi på en fin lille note fra ejendomsmæglereren.  

Det blev vi lidt skuffede over…

Ovenpå Ninas indsats og de 8 (!) tuber fugemasse jeg fyrede af for at gøre samlinger pæne, så havde vi nok håbet på et andet resultat. Men hva’, hvis ikke man er klar til at yde lidt, skal man ikke bo her. Det gælder vel både os og de fremtidige beboere…

Forarbejde og træthed!

Hold da lige op, hvor har vi knoklet for at gøre huset klar til fotografering, tilstandsrapport og fremvisning!

Vores gode ven Henrik, der er elektriker, har givet en lang række gode råd til udførsel inden elsynet, og det resulterede i en liste på 25 punkter, der er blevet bragt i orden (mest ting som “få sat gipsplader op så ledninger ikke hænger og dalrer”, og “ledninger skal fastgøres!”).

Og vi har kørt så mange ting på genbrugspladsen, at man snart forventer at de opretter en container, der har skiltet “Bøggildsvej 24” på derude!

thumb_IMG_7171_1024Vi glemte selvfølgelig at tage billeder mens vi arbejdede så hårdt (trods en periode på 3 uger!), så I får i stedet et billede af Nina, der er kollapset i hendes højt elskede “amme-stol”, sammen med en god lydbog – for træt til at fokusere på bogstaver! 🙂

Men nu venter belønningen foran os. Huset er (stort set) klar til fremvisning. Der mangler lige at blive pudset vinduer på førstesalen, og man kunne måske lige finde overskuddet til at fuge nogle samlinger hist og pist, så der blev endnu pænere. Og luge lidt af det værste ukrudt væk. Og måske give udestuedøren lidt olie, så Whusha 2’s flugtforsøg ikke fremstår helt så voldsomt i træet. Og gøre drivhuset lidt pænere, der er jo ikke ryddet heeeelt op derude. Og. Og. Og.

Eller man kunne måske lægge sig i hængekøjen og nyde livet lidt sammen med en god bog. Det tror jeg er en god plan!

Hængekøje


 

Tid til forandring