Så kom vi godt igennem et meget svært farvel.

I dag var ungerne oppe på skolen og sige farvel. Og sikke en afsked det blev.  VI havde kage med at dele ud og jeg fortalte lidt om vores tur. Og så viste alle klassekammeraterne ellers vores meget de ville komme til at savne vores tre unger.

Alle ungerne stille sig op i Miriams klasse og få gik hun ellers på kramme runde. Hun blev meget rørt over at selv nogle af drengene sagde at de ville komme til at savne hende. Miriam var i fredags over hos en veninde (hende hun krammer på billedet) for at holde lidt afskedshygge. Og Miriam blev og sov, for første gang i sit liv. På lørdag er der fødselsdag for en af de andre piger og den fødselsdag er blevet lagt så Miriam kan være med 🙂

Isabella blev overdænget af hjemmelavede gaver fra pigerne i hendes klasse og lærerne havde været ude og finde 2’eren til den bog Moster Ria gav hende i “fordi-du-er-så-sej-når-du-skal-vaccineres”-gave.

Men der er nok intet der slå en storstilede afsked Jordan fik af sine kammerater.

Der var gruppekram i den helt store stil – se godt efter, Jordan er der inde.

Han blev båret i æres-procession rundt i hele klassen af den store knægt som altid har passet særlig godt på min lille dreng.

Og til sidste blev der kastet med Benny-håndtegn.  Af en eller anden grundt bliver Jordan kaldt Benny af sin klasse og så har han selvfølgelig udviklet et særlig håndtegn der matcher til.

Så det var en rigtig dejlig oplevelse, men trist som et hvert vidunderligt farvel jo er, men vi har lovet at komme og hilse på når vi igen besøger Danmark i marts

Det er indlysende at forlade det hus man har boet i i 10 år er hårdt.  Det er børnenes barndomshjem, Miriam er sågar født her.

Og det er også indlysende at skulle væk fra familie og venner er hårdt.

Men det der faktisk slå allerhårdest er de 1000 gange man skal sige farvel til en lille ting. En lille ting, som betød så utrolig meget.

Som da vi flyttede hønsene over til naboen.

Som da kattene flyttede til deres nye hjem. De er flyttet op i Hårup til en dejlig familie, med tre piger som vil knuselske dem. Der fældede jeg en lille tåre eller ti.

Men det giver velmening at levende væsner indgyder hengivenhed og savn i os, men det var faktisk også utrolig hårdt da vi kørte sofaen på genbrugspladsen.

Og vi har solgt vores “vikinge” spisebord som en anden familie nu skal have glæde af

Og det er svært – RIGTIG svært! Men det er bare ting, det er så vigtigt at huske på. Hvis huset pludselig brænder er det jo ikke sofaen man tænker på at redde ud! Og ting kan komme i mellem os og det liv det er meningen vi skal leve. Dem der siger at hvis man ejer mere end x antal ting så ejer tingene en, jeg tror de har ret. Eller som det står i Matt 19, 21 : “Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«”

Men ungerne synes det er hårdt. Miriam og Jordan græder ofte, de tager tingene tungt. Miriam har indrømmet at hun ikke kan lide når folk spørger hende om hun glæder sig – for det gør hun ikke!

Men Isabella stråler mere og mere for hver dag der går! HUN glæder sig 🙂 I morges stod hun op før mit vækkeur ringede og rydder op, først på sit værelse, så i køkkenet og så fik bryggerset lige en tur! Fantastisk!

Selv om vores hussalg jo først gåt igennem på mandag, er vi godt i gang med alle rejseforberedelserne, og da vi gerne vil forlade Danmark i begyndelsen af november har vi faktisk lidt travlt. Vi har valgt at vente med at købe flybilletterne til at handlen er endelig, men planlægningen er vi godt igang med. Lige nu er det primært Filippinerne vi undersøger som mulig begyndelsessted. Men med i overvejelserne skal jo ting som hvordan vejret er på den tid af året, sikkerheden ( de smider jo om sig med bomber i Bangkok) og hvor vi gerne vil fejre jul henne.

Men en ting vi kan begynde på og er begyndt på er vaccinationer! Og der er mange. Vi holder os i første omgang til Asien og Oceanien, så behøver vi fx ikke bekymre os om gul feber.

Da vi var i Thailand i vinters fik vi Hepatitis A, og så med et skud til var vi oppe på livstid med den.

Så fik vi Hepatitis B, og om to uger skal vi have en skud til af den også. Så skal vi have et tredje skud også for at være på livstid, men den skal vi først have efter fem måneder, så nu må vi se hvordan vi får den.

Disse skud kunne vores egen læges sygeplejeske give os. Smaddersød dame, som også har rejst meget i Thailand. Men der stoppede hendes ekspertise også, så hun sendte os videre til en rejseklinik. I går drog vi så ind til Danske Lægers Vaccinations Service og snakkede med en meget kompetent dame. Som stak nåle i os.

Vi fik Tyfus, som også er til stor gavn hvis man får salmonella forgiftning. Jeg indrømmer blankt at jeg INTET aner om tyfus, andet end at jeg de næste 3 år ikke kan få det.

Vi fik også Japansk Hjernebetændelse, som er MEGA dyr, men ret vigtigt – de skide myg! Denne skal vi også have endnu et skud af.

Ind til videre har vi brugt 14.000kr på at folk at stykket nåle i os! Og vi mangler stadig to skud! Og aldrig har jeg været så glad for at børnene og jeg er medlem af Danmark, for de giver os ca 1/3 tilbage.

Vi skal også have en snak med dem om malaria. Heldigvis havde den rare dame stor forståelse for vores antipati over for Lariam. En malariamedicin som Christian tog i forbindelse med en tur til Tanzania i 1998 og som gjorde ham så uhyggelig syg! Lariam er stadig på markedet, men DLVS-dame sagde at de sket ikke udskrev det pga den voldsomme risiko. Jeg har stadig ikke lyst til at tage malaria medicin, men hvis jeg vil til Filippinerne, så bliver jeg nok nød til det.

Børnene tager vaccinationerne meget forskelligt. Jordan er SÅ ligeglad, han kigger bare væk og så er det det. Han er ret sej.

Miriam kravlede op på skødet af mig og fortalte mig tappert, at hun havde prøvet hele dagen ikke at hidse sig op, men nu rystede hendes ben altså. Da damen fandt nåle frem, tog Miriam kvælertag om halsen på mig og ville ikke! Men gjorde det alligevel! Min modige tøs. Damen var også ret dygtigt.

Isabella freackede fuldstændig og var tæt på at stikke af. Hun HADER at blive stykket og det tog os desværre lidt tid af finde ud af hvor bange hun er. Men Christian fik talt hende langt nok ned til at vi ikke skulle holde hende fast og så snart det var overstået var hun okay igen. Og i dag har hun lavet massere af vittigheder om hvor ondt hun har i armen – og det gør også rigtig ondt!!!!

Og her i familien går vi ind for spiselig bestikkelse, så jeg har snart købt mig fattig i ikke kun vaccinationer, men også i belønnings-blandselvslik