Søndag foregik sammen med en herlig, filippinsk familie på en “lokal” strand. Læs videre Stor familiefest på stranden!
Nina: Big La Laguna
Vi bor i en lille bugt som ironisk nok hedder Big La Laguna. Jeg tror det er i forhold til Small La Laguna, og jo der er vel en størrelsesforskel.
Læs videre Nina: Big La Laguna
Isabella: Beach hopping
På anden dagen var der beach hopping. Vi blev sejlet rund i både og svømmede næsten hele dagen. Det var en fandtasisk oplevelse som jeg (og sikkert også de andere) vil gerne vil opleve igen. Læs videre Isabella: Beach hopping
Miriam fortæller
Vi er i Filippinerne, og Isabella, Jordan og Far er næsten færdig med dykker satifikat. Og når de er færdige, så må jeg også prøve at dykke med ilt. De andre har en filippinere som lære, og en dansk mand har sagt at han gerne vil være min lære. Læs videre Miriam fortæller
Første dag på orlov…
I dag er det halvanden måned siden jeg havde sidste dag på jobbet. Men det var først i søndags at kroppen opdagede, at nu er stress et fænomen af historisk karakter, og det skete bogstaveligt talt da sikkerhedsbæltet blev spændt i flyveren fra Kastrup. I det øjeblik var det som jeg fik influenza, og for første gang i mange måneder var der overensstemmelse mellem virkelighedsopfattelsen i psyke og krop.
Skrevet ned lyder det som en skidt ting måske, men det er det bedste, der er sket længe, for allerede ved første mellemlanding var der balance i tingene igen, og nu, her på terrassen med udsigt over havet, kl 7 om morgenen lokal tid, er der tro for og håb om en ny hverdag. Ikke nødvendigvis her på stranden på langt sigt (who am I kidding, det kunne være überfedt!), men et nyt liv med bedre balance mellem krav, ambitioner og behov.
Vores rejse så vidt er som følger:
- Rundrejse i Dk for at sige farvel til familie og venner
- Afgang Kastrup –> Doha (Qatar) –> Manilla
- Overnatning på et guesthouse i Manilla
- Køretur ned til Batangas gennem trafik, der får Nairobis færdsel til at ligne rolatortræning på et plejehjem
- Halvanden times sejltur i “private boat” (læs: Optimistjolle med ponton’er) på tværs af en færgerute (læs: BØLGER!) fra kl 11 til 12.30 uden skygge og uden solcreme (læs hvad du vil, det gav RØD hud!)
Nu er vi på Campbell Beach Resort på den nordlige del af øen Mindoro, og her skal vi være de næste 8 uger, dog med et afbræk cirka midtvejs til Pandan Island, hvor der efter sigende er rig mulighed for at svømme med grønne havskildpadder. Vi har afprøvet snorklingen lige nedenfor vores værelse, og selvom intet kan stå mål med Koh Taos krystalklare vand og millioner af fisk, så bestod Big La Laguna første eksamensrunde! 
Og nu vil jeg gå ned og vække resten af familien, så vi kan få genetableret en dagrytme, der matcher solens bevægelse over hovedet, og ikke følger klokkeslagene i et mørkt og koldt land langt væk!:-)
I morgen!
Så er det i morgen, at vi drager mod fjerne kyster. Kufferterne er næsten pakket, og taskerne er næsten lukkede. Ipadsne mangler at blive fyldt med film, og vi er ved at udprinte alle e-billetterne. Det er vildt. Vi er alle ved at være fyldt til bristepunktet med rejsefeber. Jeg er næsten nået til punket, hvor jeg slet ikke vil afsted! Meeeeen så snart jeg sidder i flyverne, så er det hele nok godt igen.
Vi har haft to rigtige hyggelige husvilde u
ger. Først boede vi en uge hos Farmor og Farfar i Vejle. De bor et fantastiske sted, lige ned til den mest eventyrlig skov. Ungerne kender skoven så godt, at de kan løbe alene ned i den og lege. Der er regler for hvor de må gå, og at de skal blive sammen, men så er der også lagt op til mange timers hygge. Vi var ude og høre Farfar spille flere gange, hvilket var rigtig fedt. Farmor var på arbejde, men så kunne hygge om hende med aftensmaden, når hun kom hjem om aftnen. Alt i alt en dejlig afslappet uge, lige hvad vi havde brug for efter det løb, det krævede at få huset tømt.
I søndags pakkede vi så Berlingoen og kørte over broerne mod KBH, hvor vi først tilbragte to hyggelige dage hos Faster Linda og Onkel Anders. Vi fik hygget og spist slik og vi opdagede hvor ens Jordan og kusine Liva er – ingen af dem kunne sidde stille på en stol. Faktisk så sad de og hoppede i takt!
Så var det tid til en stund i mit barndomshjem, hvor Mormor og Morfar tog godt i mod os. Mormor viste os hemmelige steder i Dyrehaven, med seje gynger og klatretræer.
Vi har brugt dagene på at få gjort de sidste rejseforberedelser klar og besøgt min familie. Hvilket har betyder den ene triste farvel efter den anden. Ungerne synes det er rigtig hårdt. Jeg tror også jeg fælder en lille tåre eller to, når vi står i lufthavnen og vinker farvel til de sidste. Men det er jo ikke farvel. Vi ses jo om fire måneder og så må vi ses hvor vi så drager hen.
Hjemmeskolen er også så småt gået i gang. Vi har arbejdet med eventyr og skrevet vores egne, vi har analyseret sætninger og så har der selvfølgelig være m
matematik. Men i KBH fik vi en gæstelære. Mormor underviste i kristendom til den helt store guldmedalje. I flere timer har ungerne siddet tryllebundet og lyttet til Bibeleventyret! Min mor er ret sej!
I morgen kl 15:30 letter vi så næste blog indlæg kommer først når vi har fundet et sted med internet!
Et svært farvel
Så kom vi godt igennem et meget svært farvel.
I dag var ungerne oppe på skolen og sige farvel. Og sikke en afsked det blev. VI havde kage med at dele ud og jeg fortalte lidt om vores tur. Og så viste alle klassekammeraterne ellers vores meget de ville komme til at savne vores tre unger.
Alle ungerne stille sig op i Miriams klasse og få gik hun ellers på kramme runde. Hun blev meget rørt over at selv nogle af drengene sagde at de ville komme til at savne hende. Miriam var i fredags over hos en veninde (hende hun krammer på billedet) for at holde lidt afskedshygge. Og Miriam blev og sov, for første gang i sit liv. På lørdag er der fødselsdag for en af de andre piger og den fødselsdag er blevet lagt så Miriam kan være med 🙂
Isabella blev overdænget af hjemmelavede gaver fra pigerne i hendes klasse og lærerne havde været ude og finde 2’eren til den bog Moster Ria gav hende i “fordi-du-er-så-sej-når-du-skal-vaccineres”-gave.
Men der er nok intet der slå en storstilede afsked Jordan fik af sine kammerater.
Der var gruppekram i den helt store stil – se godt efter, Jordan er der inde.
Han blev båret i æres-procession rundt i hele klassen af den store knægt som altid har passet særlig godt på min lille dreng.
Og til sidste blev der kastet med Benny-håndtegn. Af en eller anden grundt bliver Jordan kaldt Benny af sin klasse og så har han selvfølgelig udviklet et særlig håndtegn der matcher til.
Så det var en rigtig dejlig oplevelse, men trist som et hvert vidunderligt farvel jo er, men vi har lovet at komme og hilse på når vi igen besøger Danmark i marts
1000 små farvel
Det er indlysende at forlade det hus man har boet i i 10 år er hårdt. Det er børnenes barndomshjem, Miriam er sågar født her.
Og det er også indlysende at skulle væk fra familie og venner er hårdt.
Men det der faktisk slå allerhårdest er de 1000 gange man skal sige farvel til en lille ting. En lille ting, som betød så utrolig meget.
Som da vi flyttede hønsene over til naboen.
Som da kattene flyttede til deres nye hjem. De er flyttet op i Hårup til en dejlig familie, med tre piger som vil knuselske dem. Der fældede jeg en lille tåre eller ti.
Men det giver velmening at levende væsner indgyder hengivenhed og savn i os, men det var faktisk også utrolig hårdt da vi kørte sofaen på genbrugspladsen.
Og vi har solgt vores “vikinge” spisebord som en anden familie nu skal have glæde af
Og det er svært – RIGTIG svært! Men det er bare ting, det er så vigtigt at huske på. Hvis huset pludselig brænder er det jo ikke sofaen man tænker på at redde ud! Og ting kan komme i mellem os og det liv det er meningen vi skal leve. Dem der siger at hvis man ejer mere end x antal ting så ejer tingene en, jeg tror de har ret. Eller som det står i Matt 19, 21 : “Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«”
Men ungerne synes det er hårdt. Miriam og Jordan græder ofte, de tager tingene tungt. Miriam har indrømmet at hun ikke kan lide når folk spørger hende om hun glæder sig – for det gør hun ikke!
Men Isabella stråler mere og mere for hver dag der går! HUN glæder sig 🙂 I morges stod hun op før mit vækkeur ringede og rydder op, først på sit værelse, så i køkkenet og så fik bryggerset lige en tur! Fantastisk!
Sidste dag på arbejde…
I dag afleverede jeg min Mac, mine nøgler, og hvad jeg ellers havde af småting, der tilhørte arbejdet. Mailen fik en langtidsholdbar autosvar sat op, og mine gode kolleger forærede mig et dejligt sæt af gaver: En lommelærke, en amerikansk bourbon, og et førstehjælpskit. De to første ting til norgesturen, der begynder allerede i morgen, og førstehjælpskittet til den lange udlandstur om halvanden måned.
Dagene op til i dag har desværre været præget af absolut minus på kontoen, så derfor valgte vi at fejre dagen i dag med champagne og hurraråb, for når man rammer det niveau, der forventeligt må være det laveste på begge sider af punktet “nu”, er det værd at fejre den fremgang, der nødvendigvis må ligge forude! Som det ses er det ikke en hvilkensomhelst champagne, der er fundet frem til lejligheden! 🙂
Morten og Michala hjalp med at løfte glassene, og Nina og ungerne fik lidt større glas med hyldeblomstsodavand. Dejligt at have nogen at glæde sig sammen med over de lyse fremtidsudsigter…
Vi har brugt eftermiddagen og aftenen på at pakke ting til turen, og til at fylde i Morten og Michalas bil. De overtager nemlig ansvaret for mine mange cornelius-fustager, bryggryder og diverse bryggrej, så det ikke blot står og keder sig i et depotrum, men måske bidrager til at gøre verden til et bedre sted at være, gennem produktion af yderst drikværdigt øl.
I morgen, torsdag, drager Jordan, min far og jeg mod Austad i Norge, hvor vi skal fiske de næste dage. Målet er dybest set at slappe af og falde til ro, for Jordan har haft en noget trykket periode i skolen og trænger til at få roligt selskab i trygge rammer, og jeg skal bare have fyldt energi på ovenpå en årrække i et arbejde, der dagligt tog mere energi end jeg kunne gendanne i min fritid. Og farfar, ja, jeg tror han bare ser frem til at bruge nogle dage i godt selskab, og lave aktiviteter, der hele hans liv har dannet ramme om socialt samvær, glæde og tilfredshed!
Første del af rejsen er på plads!
Efter mange og lange overvejelser endte vi med at entrere med et rejsebureau, fremfor selv at stykke en rejse sammen. Konklusionen blev, at når vi ønskede at bo meget lang tid samme sted, var det for risikabelt at vurdere stedets kvaliteter alene ud fra udlejernes egne beskrivelser af stederne, samt lidt tilfældige anmeldelser.
Vi endte med at tage den sikre, turistede tilgang, og har fået to “ocean front” værelser på dette sted:
http://campbellsbeachresort.com
I oversigtsbilledet er det markeret med rødt, hvor værelserne er placeret, og som det ses, menes det ekstremt bogstaveligt, når de kalder det for “ocean front”! 🙂
Vi er i området i alt 8 uger, og midtvejs tager vi en uge til Pandan, også kaldet “Skildpaddeøen”, da der angiveligt skulle være vældig mange Grønne Havskildpadder i vandet.
Dette udgør første del af vores rejse, afgang 8. november til Filippinerne, og anden del begynder 6. januar næste år, hvor vi flyver videre til Thailand.
Anden del er ikke planlagt endnu, men vi holder fast i den oprindelige plan om at besøge Agape Home i Chiang Mai (http://www.nikkisplace.org/), og så finder vi nok ud af hvad vi skal lave resten af tiden, indtil vi kommer tilbage til Danmark i begyndelsen af marts.
Tredje del ligger helt åben – det er vi simpelthen ikke kvalificerede til at planlægge endnu, her hvor vi står med hussalg, visumansøgninger, stress, smerter og ekstremt skoletrætte børn. Men mon ikke 4 måneders ferie i tropiske områder ændrer betragteligt på den sag! 🙂