Alle indlæg af Christian

Første dag på orlov…

I dag er det halvanden måned siden jeg havde sidste dag på jobbet. Men det var først i søndags at kroppen opdagede, at nu er stress et fænomen af historisk karakter, og det skete bogstaveligt talt da sikkerhedsbæltet blev spændt i flyveren fra Kastrup. I det øjeblik var det som jeg fik influenza, og for første gang i mange måneder var der overensstemmelse mellem virkelighedsopfattelsen i psyke og krop. 

 Skrevet ned lyder det som en skidt ting måske, men det er det bedste, der er sket længe, for allerede ved første mellemlanding var der balance i tingene igen, og nu, her på terrassen med udsigt over havet, kl 7 om morgenen lokal tid, er der tro for og håb om en ny hverdag. Ikke nødvendigvis her på stranden på langt sigt (who am I kidding, det kunne være überfedt!), men et nyt liv med bedre balance mellem krav, ambitioner og behov.

I får lige udsigten fra “kontoret”, hvor der er sporadisk internet (en 3g-forbindelse delt mellem alle gæsterne på resortet!)
 

Vores rejse så vidt er som følger:

  • Rundrejse i Dk for at sige farvel til familie og venner
  • Afgang Kastrup –> Doha (Qatar) –> Manilla
  • Overnatning på et guesthouse i Manilla
  • Køretur ned til Batangas gennem trafik, der får Nairobis færdsel til at ligne rolatortræning på et plejehjem
  • Halvanden times sejltur i “private boat” (læs: Optimistjolle med ponton’er) på tværs af en færgerute (læs: BØLGER!) fra kl 11 til 12.30 uden skygge og uden solcreme (læs hvad du vil, det gav RØD hud!)

Størrelsen på den fine lille oceanliner til trods skød vi en vældig fart. 30 km/t peak, og 20 km/t når ikke lige bølgerne søgte at skyde genvej over os. Søulke kan selv dividere med 1,852, hvis de ønsker at regne i knob…
 
Nu er vi på Campbell Beach Resort på den nordlige del af øen Mindoro, og her skal vi være de næste 8 uger, dog med et afbræk cirka midtvejs til Pandan Island, hvor der efter sigende er rig mulighed for at svømme med grønne havskildpadder. Vi har afprøvet snorklingen lige nedenfor vores værelse, og selvom intet kan stå mål med Koh Taos krystalklare vand og millioner af fisk, så bestod Big La Laguna første eksamensrunde! 
Turen fra Manilla til Big La Laguna gik forbløffende smertefrit. Hurra for søsygepiller til kvinder og børn, og for chaufførens skytsengel, der nødvendigvis må have en afspadseringspulje af rang!
Den første vi mødte var i øvrigt stedets ejer, Anders, der er dykkerinstruktør og enormt sympatisk. Vi fik med det samme gode råd og indblik i områdets muligheder, og vi glæder os til at tage 1-4 dykkercertifikater (der er i skrivende stund usikkerhed om aldersgrænserne for børnene, og Nina regner med at sidde over denne gang). 
Og nu vil jeg gå ned og vække resten af familien, så vi kan få genetableret en dagrytme, der matcher solens bevægelse over hovedet, og ikke følger klokkeslagene i et mørkt og koldt land langt væk!:-)

Sidste dag på arbejde…

I dag afleverede jeg min Mac, mine nøgler, og hvad jeg ellers havde af småting, der tilhørte arbejdet. Mailen fik en langtidsholdbar autosvar sat op, og mine gode kolleger forærede mig et dejligt sæt af gaver: En lommelærke, en amerikansk bourbon, og et førstehjælpskit. De to første ting til norgesturen, der begynder allerede i morgen, og førstehjælpskittet til den lange udlandstur om halvanden måned.

 

Champagnen er den sidste rest af “loot” fra Lakesides reception i de nye lokaler sidste år, så det er måske i virkeligheden meget passende at markere afslutningen på denne epoke med disse dråber..

Dagene op til i dag har desværre været præget af absolut minus på kontoen, så derfor valgte vi at fejre dagen i dag med champagne og hurraråb, for når man rammer det niveau, der forventeligt må være det laveste på begge sider af punktet “nu”, er det værd at fejre den fremgang, der nødvendigvis må ligge forude! Som det ses er det ikke en hvilkensomhelst champagne, der er fundet frem til lejligheden! 🙂

Morten og Michala hjalp med at løfte glassene, og Nina og ungerne fik lidt større glas med hyldeblomstsodavand. Dejligt at have nogen at glæde sig sammen med over de lyse fremtidsudsigter…

Gaven fra kollegerne er gjort klar til norgesturen. Der suppleres med en Killepitsch fra svigerfar. Godt at kende så mange pålidelige alkoholeksperter! 🙂

Vi har brugt eftermiddagen og aftenen på at pakke ting til turen, og til at fylde i Morten og Michalas bil. De overtager nemlig ansvaret for mine mange cornelius-fustager, bryggryder og diverse bryggrej, så det ikke blot står og keder sig i et depotrum, men måske bidrager til at gøre verden til et bedre sted at være, gennem produktion af yderst drikværdigt øl.

I morgen, torsdag, drager Jordan, min far og jeg mod Austad i Norge, hvor vi skal fiske de næste dage. Målet er dybest set at slappe af og falde til ro, for Jordan har haft en noget trykket periode i skolen og trænger til at få roligt selskab i trygge rammer, og jeg skal bare have fyldt energi på ovenpå en årrække i et arbejde, der dagligt tog mere energi end jeg kunne gendanne i min fritid. Og farfar, ja, jeg tror han bare ser frem til at bruge nogle dage i godt selskab, og lave aktiviteter, der hele hans liv har dannet ramme om socialt samvær, glæde og tilfredshed!

Første del af rejsen er på plads!

PuertoGaleraEfter mange og lange overvejelser endte vi med at entrere med et rejsebureau, fremfor selv at stykke en rejse sammen. Konklusionen blev, at når vi ønskede at bo meget lang tid samme sted, var det for risikabelt at vurdere stedets kvaliteter alene ud fra udlejernes egne beskrivelser af stederne, samt lidt tilfældige anmeldelser.

Vi endte med at tage den sikre, turistede tilgang, og har fået to “ocean front” værelser på dette sted:

http://campbellsbeachresort.com

cambI oversigtsbilledet er det markeret med rødt, hvor værelserne er placeret, og som det ses, menes det ekstremt bogstaveligt, når de kalder det for “ocean front”! 🙂

Vi er i området i alt 8 uger, og midtvejs tager vi en uge til Pandan, også kaldet “Skildpaddeøen”, da der angiveligt skulle være vældig mange Grønne Havskildpadder i vandet.

Dette udgør første del af vores rejse, afgang 8. november til Filippinerne, og anden del begynder 6. januar næste år, hvor vi flyver videre til Thailand.

Anden del er ikke planlagt endnu, men vi holder fast i den oprindelige plan om at besøge Agape Home i Chiang Mai (http://www.nikkisplace.org/), og så finder vi nok ud af hvad vi skal lave resten af tiden, indtil vi kommer tilbage til Danmark i begyndelsen af marts.

Tredje del ligger helt åben – det er vi simpelthen ikke kvalificerede til at planlægge endnu, her hvor vi står med hussalg, visumansøgninger, stress, smerter og ekstremt skoletrætte børn. Men mon ikke 4 måneders ferie i tropiske områder ændrer betragteligt på den sag! 🙂

Endelig endelig handel!

I går, 2 dage efter den absolut sidste deadline (suk!), godkendte advokaten langt om længe hushandlen i den endelige ordlyd, og vi kunne ånde lettet op og fortsætte forberedelserne til vores spændende oplevelser.

IMG_778913 fremvisninger blev det til, så vi har haft det pæneste hjem de sidste 3 måneder! Så mange fremvisninger, at Home løb tør for deres fine små postkort og i stedet måtte ty til at skrive på hvad end de kunne finde af papir rundt omkring.

Vi skal være ude af huset 1/11, men håber på at være helt klar cirka en uge før, så der er lidt spillerum til forsinkelser.

Vi har kontaktet et rejsebureau for at få et tilbud på en afslapningstur, så nu venter vi spændt på hvad de kan finde på af rejseplaner og indkvartering. Deres primære melding var: I skal ikke regne med at have internet tilgængelig, hvis I vil bo på de rigtig dejlige steder (læs: Ikke turistede, men med god strand og godt snorkelvand). Så vi skynder os at nå at se alt hvad der er på Netflix, få læst alle nyheder, og spille Agar.io til vores tablets bliver bulede i skærmene! 🙂

Banken står klar til at ordne papirerne, og vores egen advokat har ifølge sig selv fuldstændig styr på tingene, så nu skal vi bare have booket et rum til alt det skrammel, der formåede at holde sig fra genbrugsbutikker og -pladsen, så det kan stå sikkert og trygt og vente på at vi kommer hjem og siger “hvorfor i alverden gemte vi dog på disse ting, UD med skidtet!” 🙂

 

Orlov…

 

Hvordan illustrerer man glæde ved en beslutning? En gåtur/flyvetur i en gul mark? 🙂
 Lang historie kort: I går tog jeg fat i en af mine tre (!) chefer og orienterede om at jeg ønskede at afholde min resterende forældreorlov, begyndende 1. oktober. I alt har jeg 26 ugers orlov, der skal afholdes inden Miriam fylder 9, dvs. inden 10. april næste år. Arbejdspladsen valgte at acceptere min udmelding (ikke at de havde det store valg, men det er nu alligevel rarest når tingene går glat).
Her dagen derpå kan jeg konstatere, at det var den rigtige beslutning. Ja, det bliver en smule økonomisk udfordrende at gå fra én indtægt ned på en sats lidt lavere end dagpenge, men vi skal nok klare det. Og det viste sig at være en enorm lettelse at have en bagkant på de genvordigheder, der i stadig stigende grad møder mig på arbejdspladsen. Valget af dato er baseret på en blanding af at jeg sidder med en meget spændende opgave, og en måske misforstået loyalitet overfor firmaet, så der er tid til at andre kan tage over inden jeg slipper opgaverne helt.

Og nu har vi fået fastlagt en dato, hvor der sker en reel forandring! Ikke blot et til-salg-skilt ude ved vejen og halvformede hensigter om eventyr, men et faktisk skift i tilstand. Vi påtænker at hjemmeskole ungerne i et stykke tid, og med arbejdet ude af billedet har vi pludselig frie hænder til at finde løsninger, hvor vi ikke er fast bundet til adressen her i Todbjerg. Det bliver rigtig spændende, og Nina har allerede fundet et sted i Thailand og et sted i Hawaii, hvor vi har råd til at bo et par måneder! Nu hænger vi lige på et par uger hen over sommeren, og så falder der måske en beslutning ud af alle de her overvejelser.

Købt eller solgt?

 Det går stille og roligt op for mig, at jeg hænger mit liv op på en knage, der afhænger af om huset bliver solgt eller ej.  Der går lige nu nogle folk rundt i vores hus, og måske afgør de, om vi kan komme ud at rejse til efteråret på den måde, vi drømte om. Og måske gør de ikke, for det er tid at vende tilbage til de gamle dyder, herunder at følge udsagnet

I en kravspecifikation skal man angive hvad man ønsker, ikke hvordan leverandøren skal imødekomme kravet

Så i stedet for at jeg hænger mine drømme op på om huset bliver solgt eller ej, vil jeg nu fokusere på at drømmen er et nyt liv, hvor alt det gamle bliver sat til revision, og noget nyt kan vokse frem. Dette er en åndelig rejse, langt mere end det er geografisk og klimamæssigt, så fra og med lige nu vil jeg lægge det helt og aldeles over i Guds hånd hvad der skal ske. 

Ret beset har det vel været sådan hele tiden, eneste forskel er nok en lille erkendelse herom. Måske er det første spire i et nyt liv…

Never give up, never surrender!

 

IMG_7276
Vores DVD-samling skiftede plads over i 2,5 flyttekasser, og den hjemmebyggede reol lavet af træet fra den oprindelige gangbro over hanebåndene blev i stedet til en lille bænk.

Lufthavn og uvished til trods valgte vi at fortsætte det gode arbejde med at gøre huset mere præsentabelt. Der skete nemlig det nærmest mirakuløse, at vi har en fremvisning i eftermiddag! Det må enten være nogle folk, der på ingen måde har fulgt med i de østjyske medier, eller har de bare mere is i maven end os. Uanset hvad, så har vi knoklet for at få hængt 10 liter maling til tørre på det tapet, vi også lige fik hængt op!

Jeg har ikke billederne hvor vi rent faktisk udfører arbejde, men her ses dele af det fine resultat.

IMG_7277
Det ser helt underligt ud med en ensfarvet, ensartet væg, hvor vi i årevis har gået og set på resterne af det tapet, Thorstein i sin tid hjalp os med at fjerne!

For hver gang vi forbedrer noget, træder nye ting frem, det er jo helt forunderligt! 🙂

Så nu er trappen pludselig grim, for slet ikke at tale om de MEGET slidte fodlister og gerigter. Men nu afventer vi melding fra ejendomsmægleren på hvad de potentielle købere har at sige…

Dumpet…

IMG_7260
Så har 6 potentielle købere afvist at fortsætte overvejelserne – med stort set enslydende begrundelse…

Jo jo, der skal kun én køber til for at et hussalg kan blive til noget. Men man bliver en smule træt, når en ejendomsmægler evter  gennemgang af ens hus fastsætter en pris eksplicit ud fra husets tilstand, og det så viser sig ikke at holde stik.

Men vi klør på, der er stadig flere oplagte projekter at tage fat i…