Vi fik fortalt en rigtig god historie for et par måneder siden, og her til morgen dukkede den pludselig op i vores bevidsthed!

Steffen, en dansk ingeniør udstationeret på Filippinerne, var vores nabo et par dage mens vi boede på Campbell’s. I en sommerferie mens han læste ville han og hans kammerater tjene lidt ekstra penge, og de fik en midlertidig tjans gennem et vikarbureau i et firma, der stanser papkasser ud.

Firmaet havde en vældig fin maskine, der kunne indstilles til forskellige slags papkasser. Den stansede alle de nødvendige riller og huller i en papplade, f.eks. som vi alle kender det fra flyttekasser, og stablede pladerne pænt bagefter. Men! Maskinen kunne ikke fjerne affaldspappet fra pappladen, f.eks. fra huller eller større områder, der ikke skulle inkluderes.

Så jobbet som Steffen og hans venner fik var ganske enkelt at prikke alle de overskydende stykker pap ud af pladerne, så ikke kunderne skulle besværes med dette. I den ene side af deres arbejdsområde var der paller med plader med udfyldte huller, og i den anden side skulle de lægge pladerne med tomme huller!

Ikke just det mest sindsoprivelse job, men de grinede ved tanken om at få penge for at lave kighuller i papkasser, og så spurgte de formanden hvad forventningerne var rent antalsmæssigt på hvor mange plader de skulle ordne om dagen tilsammen. Kvoten var et antal paller, og de regnede hurtigt ud hvor mange plader i minuttet deres lille team skulle klare.

Sæt en flok friske unge fyre til at lave totalt hjernedødt arbejde i deres sommerferie, og du har garanti for at deres livsglæde kommer til udtryk gennem fjolleri og drilleri! Og i løbet af ganske kort tid endte det naturligvis med at de lavede indbyrdes konkurrencer, sang små (drille)sange til hinanden, fortalte røverhistorier, og hvad de ellers kunne finde på for ikke at kaste op af kedsomhed. Og naturligvis lå de et godt stykke over den angivne akkord, både i kvalitet og kvantitet.

Da dagen var omme var deres arbejdsområde pænt ryddet op, og dagens akkord++ lå pænt stablet på pallerne.

Næste dag fik de et opkald fra vikarbureauet med en lidt overraskende melding. De var ikke velkomne på papkasse-fabrikken længere, for de havde ikke gjort deres arbejde ordentligt!

Steffens bedste bud var, at deres ungdommelige iver og viljen til at være glad selv også i en monoton og kedelig proces simpelthen havde været for meget for virksomhedens øvrige medarbejdere.

Hvad jeg fik ud af hans historie (udover en lang række latterudbrud undervejs, når han beskrev deres fjollerier!) var nok mest at vi skal huske at lade vores indre glæde boble, også når den eneste måde vi her og nu kan tjene til dagen og vejen er gennem et totalt ensformigt og ikke selv-realiserende arbejde. Og at hvis man giver lidt for voldsomt udtryk for denne glæde kan man risikere at miste sit job! 🙂