Nogle gange er naturen bare for cool! Næbdyr, elefanter og parasitter, der får mus til at glemme at være bange for katte, (fordi parasitterne i musene har brug for at passere gennem kattens tarmsystem), for bare at nævne nogle få eksempler.

 

Og så er der et übersejt vandfald, man kan klatre op igennem, fordi klipperne under vandet ikke er glatte. Blot en times kørsel mod nord fra vores Moo Baan (Thai for “suburbia”, eller “gated community”), ligger Bua Thong, der er et naturreservat som i store træk besøges af lokale turister, og endnu ikke er blevet totalt overrendt af folk som os.

Klipperne, som vandet løber ud over, indeholder mineraler der hæmmer algevækst, og selve klippematerialet minder om råt glasfiber i opbygningen. Det er også en smule eftergivende, hvis man trykker på det, og virker nærmest som velcro, når man træder på det med bare tæer. Hvordan end det er sket, så har vandet formet klippeformationerne, så det nærmest er store trin, og man kan ganske enkelt gå/klatre op gennem vandet. Det er helt surrealistisk!

 

Angiveligt er vandstrømmene voldsomme i den våde periode (juli-september),  men her i januar var oplevelsen børnevenlig og kun periodevis skræmmende! 🙂 Vi havde heldigvis læst lidt på forhånd, og var derfor alle iført vores soltør/badetøj, og derfor var det kun træls og ikke problematisk, at både Jordan og Miriam snublede og faldt i vandet! 🙂

Vores kamera er vandtæt til 15 meters dybde (det er så i øvrigt en marketingsløgn, for da jeg snorklede ned til 6 meter for at tage et billede af en kæmpemusling, begyndte der at sive vand ind, men det er en anden historie), så eneste problem på turen var at jeg glemte at jeg havde bilnøgler og telefon i lommerne på badebukserne… (begge dele overlevede, i øvrigt)

 

Der var i øvrigt gratis adgang til nationalparken, og stort set alle skilte var på Thai. Vi købte tre is og en pose chips i den fine kiosk der var ved siden af omklædningsrummene, og gav den fyrstelige sum af 11 kr i alt for dette. Der var dog en “donation box”, hvor vi lagde 100 Baht (20 kr), for alting var velholdt og rart at være i (der var f.eks. gratis badeslippers, som det var obligatorisk at bruge, når man klædte om!).

 

Da vi havde besteget vandfaldene opdagede vi at vi havde gået til opgaven helt forkert, for vi havde ikke taget den flotte tur rundt først (skiltene var jo på Thai, og jeg er endnu ikke overbevist om at det er et reelt skriftsprog. Der er stadig en ikke-ubetydelig sandsynlighed for at krusedullerne er resultatet af en langvarig, practical joke rettet mod turister!). Vi påbegyndte derfor turen rundt, fandt kildevældet hvor springvandet oprinder, og vendte omkring igen, for ikke om Nina gad gå hele den lange vej (500 meter). Det er altså dogme-doventurisme når det er bedst! 🙂

 

På vejen hjem holdt vi ind ved en lille restaurant, hvor indehaveren og jeg gennem entusiastisk og for alle andre jævnt underholdende indsats fik etableret, at fællesmængden af gloser vi forstod, var begrænset til alene “Flied Lice” (fried rice) og “Pad Thai” (stegte nudler med kylling). Men hvad gør det, når man kan sige som en kylling, vifte lidt med armene og generelt bruge “thain-sprog” (hahaha-snort-hahaha!)  for at gøre sig indbyrdes forståelig! Og prisen for 5 personer (2xFried Rice, 2xNudler, 2xHønsekødssuppe (som jeg åbenbart også fik bestilt, BONUS!) og dejligt, koldt vand til alle) løb op i 140 Baht (28 kr), hvilket jo er lige til at overkomme. Da vi skulle betale oplevede jeg i øvrigt en “omvendt Englænder”, for indehaveren fortalte mig Langsomt og Tydeligt hvad det kostede. På Thai. Og han gentog det tålmodigt flere gange for mig, indtil hans kone – tydeligt irriteret over manden – greb ind og skrev med flotte, venligt udformede tal “140” på et stykke papir til mig. Nice!

 

Vel hjemme igen kunne vi lige nå at fyre en matematiktime af, inden alle kastede sig i de bløde møbler og læste alskens skønlitteratur. Vi tog lidt forskud på koordinatsystemer, funktioner og hældninger, udført på flisegulvet i stuen, hvor håndværkerne i muligvis utilsigtet venlighed har markeret både en x- og en y-akse til os!
Afslutningsvis får I lige 5 portrætbilleder af os, som vi ser ud iført et thai-smil! Cheshire-katten har ikke levet forgæves! (Og den ældre dame, der solgte os den smilende chipsepose, kunne trods sin gode opdragelse ikke lade være med at grine højlydt, da hun så os fjolle rundt udenfor hendes lille butik!).