Det er indlysende at forlade det hus man har boet i i 10 år er hårdt.  Det er børnenes barndomshjem, Miriam er sågar født her.

Og det er også indlysende at skulle væk fra familie og venner er hårdt.

Men det der faktisk slå allerhårdest er de 1000 gange man skal sige farvel til en lille ting. En lille ting, som betød så utrolig meget.

Som da vi flyttede hønsene over til naboen.

Som da kattene flyttede til deres nye hjem. De er flyttet op i Hårup til en dejlig familie, med tre piger som vil knuselske dem. Der fældede jeg en lille tåre eller ti.

Men det giver velmening at levende væsner indgyder hengivenhed og savn i os, men det var faktisk også utrolig hårdt da vi kørte sofaen på genbrugspladsen.

Og vi har solgt vores “vikinge” spisebord som en anden familie nu skal have glæde af

Og det er svært – RIGTIG svært! Men det er bare ting, det er så vigtigt at huske på. Hvis huset pludselig brænder er det jo ikke sofaen man tænker på at redde ud! Og ting kan komme i mellem os og det liv det er meningen vi skal leve. Dem der siger at hvis man ejer mere end x antal ting så ejer tingene en, jeg tror de har ret. Eller som det står i Matt 19, 21 : “Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«”

Men ungerne synes det er hårdt. Miriam og Jordan græder ofte, de tager tingene tungt. Miriam har indrømmet at hun ikke kan lide når folk spørger hende om hun glæder sig – for det gør hun ikke!

Men Isabella stråler mere og mere for hver dag der går! HUN glæder sig 🙂 I morges stod hun op før mit vækkeur ringede og rydder op, først på sit værelse, så i køkkenet og så fik bryggerset lige en tur! Fantastisk!