Det er enormt vemodigt at forlade vores hjem gennem de sidste otte uger! Vi kommer til at savne især de mange herlige mennesker vi har mødt her, både lokale, staff og andre turister.

Det har været en velsignelse for os at lære så mange mennesker at kende, og få et indblik i andres liv, på tværs af overbevisning, sprog og nationalitet. 

Efter otte uger har vi været gennem rigtig mange oplevelser, og har fået meget at tænke over. Skæv “fattigdom”, klima og konsekvenser ved voldsomt – og godt – vejr, sprog og kultur er blot nogle af de ting, der fylder i vores hoveder lige nu.

Skæv ‘fattigdom’

 

 Alle (i betydningen ‘langtovervejende de fleste’) har mad at spise. Alle har tøj på kroppen. Rigtig mange har smartphone. Og mange køber en scooter til over 10.000kr. 

Men mange bor i huse, der ikke kan klare voldsomt vejr. Og hvis man selv eller ens barn bliver alvorligt syg, har de færreste råd til ordentlig behandling, og måske ikke engang en undersøgelse. 

Det er vanskeligt at forholde sig til, især når fattigdom i den vestlige verden som regel kendes fra tv-indsamlinger til krigs-, hungersnøds- eller jordskælvsramte områder (eller en kombination af disse).

Klima

Vi har kun oplevet 2 måneder ud af et år, så selvom vi har været rundt om en vaskeægte tyfon, regntid og nu “vinter” (den bedste tid hernede, ifølge både filippinere, herboende udlændinge og turister), ved vi dybest set ikke meget. Men klimaet har gjort et meget positivt indtryk alligevel, da Ninas smerter er kraftigt reducerede i forhold til selv en god sommerperiode i Dk.

Og så er der altså noget helt forunderligt over at få gåsehud og fryse, når temperaturen falder til 25 grader! 🙂

Kultur

 

 Alle vi har mødt har været venlige og imødekommende. Som udgangspunkt generte, men ved nærmere bekendskab spændende og meget behagelige mennesker! Selv de mest ihærdige gadesælgere er fredelige i sammenligning med hvad man kan opleve andre steder, og for turister er det helt klart et plus..

Og det er meget vigtigt at opføre sig pænt, hvis man vil respekteres. Ikke at råbe op i vrede, eller skælde nogen ud. Og især ikke hvis det sker offentligt. Det taber alle ansigt på. På dette punkt minder kulturen her om hvad jeg i min skoletid lærte om japansk kultur.

Og en helt utrolig vigtig del af kulturen hernede er sang! Der bliver sunget, nynnet og trallet hele tiden. Og hvor er der altså bare mange sangtalenter omkring os! Kareoke med og uden film i baggrunden er en dybt integreret del af folks bevidsthed. Der er kareoke-tv (jep, tv-udsendelser, hvor man selv synger med!), og selv i busser kan man finde et lille kareokeanlæg, så passagererne kan fyre den af til Bon Jovis kærlighedssange!

Tro

Vi oplever at katolicismen fylder meget hernede, men i en ret sekulariseret form. De fleste vi har mødt bekender sig til denne tro, men de færreste er aktive. I forhold til almindelig dansk folkekirke står den katolske kultur dog nok stærkere hernede end protestantisk kultur gør i Danmark. Og så er her et væld af frikirker i alle varianter, hvor en del dog afviger på ret væsentlige punkter fra de bibeltro retninger (herunder Jesu guddommelighed, død og opstandelse).

Sprog

Det officielle sprog er Tagalog (udtales “tar-gar-loh”, med tryk på “gar”, og et lillebitte “g” i slutningen af “loh”!). Der findes dog en række dialekter, der tales rundt omkring. Og så er engelsk udbredt alle steder, så man kan komme rigtig langt hvis man supplerer sit skoleengelsk med lidt fagter og – vigtigst af alt – et smil!

 

 Tagalog er lydmæssigt beslægtet med spansk, og har også mange ord fra den tidligere kolonimagt. Vi oplever at det for os danskere er ganske nemt at udtale ord så de forstås af lokale (alternativt er det kulturen på stedet der gør, at især pigerne på Campbell ikke nænnede at fortælle os, at det var helt åndssvag udtale vi præsterede?!?).

Jordan lærte på no time at tælle til 50 på Tagalog, og de mest enkle hverdagsfraser som “tak”, “godmorgen” og den slags. Dette er et sprog, vi nok ret hurtigt ville kunne lære, hvis vi ender med at bo på Filippinerne…

Menneskene…

Men det er nok i virkeligheden menneskene bag alt dette, der har gjort størst indtryk på os alle fem. De utrolig rare og favnende medturister, vi har mødt på Campbells. Vi ved ikke hvad der gør det, men der må være noget særligt over folk, der vælger at rejse langt væk, for uden undtagelse har alle, vi har mødt, været oprigtigt interesserede i vores historie. Og alle har haft mindst lige så spændende ting at fortælle, om det så er Maren, der er ved at komme ovenpå efter at have fået 8 skruer sat i ryggen, eller Jeng og Tim (et filippinsk/østrisk par bosat i Australien) der lukker deres holistiske klinik 5 uger om året og rejser rundt med deres to yngste børn. Eller Jonas og Jonathan (dem husker I måske; de trængte til en pause fra kogt fårespæk i tern på deres landbrugspraktik i Kirgisistan). Peter og Li (polsk/kinesisk par bosat også i Australien) med deres datter Amber, der som trettenårig har rundet 200 dyk.
 

 Og de fantastiske piger på Campbell: Tintin, Marjorie, Zay og Maye, der forkælede vores børn med ordlege, “skolegårds-remser” og klap-lege, hårflet, neglelak og helt almindeligt fjolleri, og omsorg og kærlighed man ikke får fra almindelig staff, men fra ældre søskende eller tanter, fastre og mostre!

Og Eddie, der ikke en eneste gang holdt et smil nede når han hilste på os, og som nu har en helt særlig plads i Jordans hjerte.

Doding, der aldrig forsømte lejligheden til at lave udsmykninger med bamser og blomster på vores soveværelse. Ray (hendes søn), der underviste os tre dykkere og udholdt spørgsmål og uduelighed, indtil vi evnede at puste vand ud af vores masker.

Chelle og Mavi, der troligt stod og ventede på ungernes afsindigt langsommelige bestilling af morgenmad, når vi spiste på Scandi. Arman, der med hurtige armbevægelser og lige så hurtig stemme styrede slagets gang i dykkershoppen, og som hver søndag arrangerede bådtaxa til os, så vi kunne komme i kirke til tiden.

Og Thomas, der lærte Miriam at trække vejret under vand, og at blæse boble-ringe!

 

 Og i særdeleshed Tintin, der åbnede hjem, hjerte og kirke for os, så vi kunne møde hendes herlige familie og opleve en side af Filippinerne, som ikke alle får lov til. Ungerne kommer til ikke blot at savne hende, men også alle hendes nevøer og niecer. Hvornår skal de næste gang lege “River – Bank”? 🙂
Og alle de andre, der på forskellig vis har gjort indtryk på os, men som ikke lige er kommet med på listen her. Ingen er glemt, men ikke alle er nævnt! 🙂

 

 Uanset hvor vi kommer til at bo, har vores tid her i Filippinerne sat sig spor i hjerte og sind, og vi vil ikke glemme hvad vi har lært her. Om tre dage ankommer vi til Chiang Mai, hvor et nyt kapitel begynder, ikke bare i vores ferierejse men i vores livsrejse (beklager de lidt højstemte ord, men det er vel på sin plads her?), og så må vi se om et andet sted får førsteplads, eller om vi vender tilbage hertil…