Det er tid at begynde rejsen igen. Næsten starte forfra.
Som Nina skrev i maj så har vi slået os lidt, og det har godt nok været svært at rejse sig igen. Men vi har også lært en masse ting, der måske bliver værdifulde senere. Personligt havde jeg håbet på synlige ar, for dem kan man bære som hædersbevisninger, men jeg må nøjes med være blevet lidt mere sær indvendig! 🙂
Hen over sommeren kæmpede vi for at finde et sted at bygge sammen med en organisation, men trods stor indsats fra folk omkring os lykkedes det ikke. Da vi nåede til august valgte vi at rejse til Cypern for at få ro i sindet og ro omkring os. Vi havde været i Danmark næsten et halvt år og havde boet hos venner og familie stort set hele perioden, så udover at have slidt på andre folks gæstfrihed var vi også slidt helt i bund over at være gæster hele tiden.
Vi begyndte i den cypriotiske del i tre uger, og fortsatte til den tyrkiske del af øen, hvor vi var en lille måned. Og nu er vi tilbage i syd igen, hvor vi også er en lille måneds tid. Der sker nemlig noget rigtig godt på airbnb, når man rammer 28 dage, for så falder prisen med op til 70%! 🙂
På Cypern skete der noget overraskende. Nina og jeg fik bedt sammen, og fra den ene dag til den anden skiftede stemningen fuldstændig. Det var som om der skete noget i den åndelige verden omkring os, og vi kunne pludselig se og høre på en helt anden måde. Efter Kina kunne jeg bogstavelig talt ikke læse i Bibelen (bogstaverne flimrede så meget at jeg ikke kunne læse ordene), og det var først da vi bad sammen i september, at det blev normalt igen. Så det kan man vel godt se som at gå et skridt i den rigtige retning.
Vi besluttede os for at “reboote”, for at komme videre. Helt fra begyndelsen af har vi oplevet Guds ledelse i vores rejse, og vi tror på at den stadig gælder, selvom det sidste år har været helt skævt. Vi ved med sikkerhed at vi alle har fri vilje i forhold til Gud, og vi har oplevet flere af de mennesker vi har stødt på sige (næsten ordret): “Gud sagde at vi skulle gøre sådan og sådan for at hjælpe jer, men vi valgte at gøre noget andet, for det passede bedre i vores planer”.
Så nu går vi tilbage til den seneste “ordre”, vi har fået ovenfra, og som det ikke lykkedes os at følge. Og det var at vi skulle reconnecte som familie i Spanien og “chill out”. Det glippede nemlig for os, da vi var afsted tidligere på året. Næste stop er derfor Spanien, forudgået af nogle få dage i Danmark, hvor vi lige kan nå at fejre (nevø) Simons fødselsdag, måske en tandlægeaftale, og så noget lidt varmere tøj til en vinterperiode i 500m højde i Sydspanien. Vi har lejet et hus i naturskønne omgivelser, hvor der er plads til at vi fejrer jul og nytår, og hvor der kun er en halv times kørsel til den lille husmenighed, vi kom i sidst vi var i området.
Og for at det hele ikke skal handle om kamp og vanskeligheder, så følger der her en række billeder fra vores tid her på Cypern. En del af vores “reboot” er nemlig at have det sjovt sammen og glæde os over de fantastiske omgivelser, vi har omkring os.