Dagen begyndte meget normalt, og som de to foregående søndage tog vi turen til Calvary Baptist Church på den anden side af Puerto Galera. Derfra blev alting spændende – på den gode måde!
Præsten, pastor George, er oprindeligt fra Mexico, og er meget flammende i sit kald. Hver søndag begynder gudstjenesten med at en af de to lokale kateketer Arvin og Dexter giver en god halv times gedigen bibelundervisning, primært på det lokale sprog Tagalog, men med tilstrækkelig med engelske gloser og så mange bibelsteder, at vi i store træk kan følge med! 🙂 Så synger vi nogle af de rigtig gamle baptistsange sammen (de fleste af dem fra begyndelsen af 1900-tallet), og så holder George en prædiken/tale. Han minder lidt om Aarhus Citykirkes Bergur i ønsket om at bringe evangeliet til alle, og sjovt nok har han samme tendens til at være fysisk stærk også! 🙂
Mødet med alle disse dejlige mennesker har betydet rigtig meget for os. Vi er Tintin meget taknemmelige for at hun har ladet os få del i denne del af hendes liv, og uanset om vi havner her i Puerto Galera eller et andet sted, så efterlader vi en del af vores hjerter i denne lille, men stærkt brændende baptistmenighed. Nu ved vi, hvordan et fællesskab ser ud, når alle med opgaver udfører dem med samme ånd og indsats som Allan Fisker gør det hjemme i Brabrand.
Dåb ved molen!
I søndags var der dåb. Det var en meget speciel oplevelse, for vi gik lettere uorganiseret ned på stranden på den anden side af vejen og gennem et område hvor der blev arbejdet med vinkelslibere. Her foretog George en kort afdækning – i skyggen af nogle 20 meter høje palmetræer – om dåbsundervisningen havde sat sig fast og at motivationen for at blive døbt var på plads. Heldigvis bestod Archangel, den unge gut der skulle døbes, og med dåbsgrundlaget bekræftet gik de begge ud i vand til livet. Det foregik i læ af en mole under opbygning, så vandet var et godt stykke fra at være rent, men efter en fuld neddykning kom de begge op på stranden igen, og så ønskede vi alle Archangel tillykke!
Mangyansk gudstjeneste oppe i bjergene
Søndagen sluttede ikke dér, for om eftermiddagen var der en gudstjeneste oppe i bjergene, hvor kirken har en lille ”forpost” hos de oprindelige filippinere, mangyanerne. Nina og børnene tog hjem, da turen var en smule hård, så det var bare mig, der fik lov til at tage med derop.
Det var en dejlig oplevelse at bevæge sig fra det varme og larmende kystområde og blot 45 minutter senere stå (ret forpustet, dog!) og nyde den kølige vind og helt fantastiske udsigt gennem palmeskoven ud over øen og havet. Vi skulle egentlig have været helt oppe ved mangyanernes bosted, men de mødte os halvvejs ved det kapel/den minikirke, der var blevet bygget for et par år siden.
Her blev der afholdt en lille gudstjeneste, denne gang udelukkende på Tagalog, og det lykkedes mig heldigvis at slippe for at sidde front mod alle, som besøgende jo ellers skal de fleste steder udenfor den vestlige verden. I stedet sneg jeg mig til at sidde på en af bænkene ved et hul i væggen, hvor jeg kunne følge med i aktiviteterne udenfor, når koncentrationen svigtede i forhold til Tagalog indenfor! 🙂 Der var nemlig rigelig med underholdning, for en gris, en hund og en hane tussede rundt og fordrev tiden langs væggen. De ville alle gerne ind og deltage på lige fod med os andre, men det var dog kun hunden, der fik lov til at komme indenfor! 🙂 Og efter et stykke tid gav forældrene børnene lov til at snige sig udenfor og lege, hvilket gav anledning til lidt territorielle stridigheder om hvorvidt det var dyr eller mennesker der havde ret til græsplænen (menneskene vandt til sidst!).
Jeg blev bedt om at sige et par ord til forsamlingen, og det var kun med hjælp fra Paulus, at det lykkedes mig at slippe nogenlunde godt fra det (han har sådan nogle gode indledninger i sine breve, så jeg tyvstjal efter bedste evne fra ham).
Kirken er i øvrigt bygget af træplader og cocolumber (mit nye yndlingsord, i øvrigt!), der er blevet båret op i bjergene af stærke unge fra menigheden.
På vej ned igen gjorde vi holdt hos en af familierne fra menigheden, der havde inviteret os på en lille bid brød, og jeg fik lov til at se med egne øjne hvordan helt almindelige mennesker bor (eller så almindelig man nu engang er, når man er baptist i et sekulært katolsk samfund!). For nogle uger siden sagde en nordmand til mig, at ”det at bo i Norden er som at vinde i Lotto. HVER dag!”. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.
Men få midler til trods var gæstfriheden stor, og vi fik et herligt måltid Pancit Bichon, med en chilipandekage kaldet ”Dynamite” som tilbehør. Den var nu ikke så stærk, så det er nok samme slags dynamit som det danske fodboldlandshold bruger! 🙂
Der flyttes lidt jord…
I mandags var der indkaldt til frivilligt arbejde på kirkens område. Der skulle flyttes cirka 6 tons jord, så jeg sneg mig til at hjælpe lidt med. Det er min erfaring, at fællesskab etableres langt hurtigere, når man skal have noget andet fra hånden samtidig, og vi havde nogle rigtig dejlige timer sammen, inden jeg måtte smide håndklædet og erkende, at en opkogt nordeuropæer i 40’erne ikke kan følge med en flok teenagere og ungersvende i tyverne.
NB! Alle personer nævnt her, hvis navn begynder med “B”, er præstebørn! Det gør det så dejligt nemt! 🙂
En god kirke er et herligt sted til at knytte fællesskaber. Dejligt at Tintin kunne vise jer en. Stor tak til hende.
Det er så dejligt at opleve kristendommen som en global foreteelse – at man har brødre og søstre på den anden side af jorden.