Der er en tyfon på vej hen over Filippinerne. Filippinerne bliver ramt af tyfoner ca 25 gange om året, primært fra juni til december. Lige nu bliver den østlige del af Filippinerne blæst over ende af en kategori 4 tyfon (Melor/Nona – https://web.pagasa.dost.gov.ph/index.php/tropical-cyclones/weather-bulletin) og i løbet af et par døgn vil den have bevæget sig hen over os. Ifølge forudsigelserne kommer den til at køre mellem der hvor vi er og den ø der ligger lige nord for os.

 Tyfonen burde have løbet så meget kraft af sig, inden den når os, at den nok er faldet til en kategori 1 tyfon. Nu får vi se om det passer.Der hersker den vildeste, afventende stemning. Alle bådene er sejlet dybt ind i bugten, store som små. Byen hedder Puerto Galera, fordi det var her de spanske galejer søgte ly for stormene, den gang det var spanierne der bestemte over Filippinerne. 

 

 Resorts’ne har fjernet deres badeplatforme, flag og liggestole, selv The Floating Bikini Bar er blevet bugseret væk. Alle de mandlige ansatte sidder og kigger ud over vandet og skiftet til at bruge kikkerten. Thomas (den danske bestyrer) løber rundt og prøver at få gjort alt klar. For filippinerne er nemlig blevet kloge af skade. For nogle år siden forud for en tyfon var kystvagten sene til at begrænse sejladsen, så en færge med 200 passagerer gik ned. Denne gang er AL sejlads i filippinsk farvand FORBUDT! Så selv om tyfonen endnu ikke er nået til os, så er alle de mennesker der skulle til Batangas og videre til Manilla er nu strandet. Men det er lidt som hvis der var vild storm på Bornholm og de så lukkede Vejlefjordbroen. Så den kikkert de ansatte deles om, bliver brugt til at holde øje med kystvagten. Der sidder lige nu en flok gæster nede i restauranten klar med deres bagage og så snart kystvagtens både er væk, så er planen at foretage en ulovlig sejlads!

For os er det her faktisk en spændende oplevelse. Det er fascinerende at se lokalbefolkningen taget det med resigneret ro. De ved hvad de skal gøre for at begrænse skaden og de ved også at hvis det bliver vildt nok så er der ikke noget de kan gøre. Vi har været nede og købe lidt ind i Sabang, så vi kan klare os hvis restauranten er nød til at lukke. Jeg er lidt spændt på om vi måske bliver flyttet til et anden værelse for vi ligger lige ud til havet med et stort vinduesparti. Og så er dette også dejligt at opleve når vi IKKE selv skal til Manilla, så ved vi at vi skal være opmærksomme på vejrudsigten når vi skal afsted til januar.

 

 Vi skulle egentlig have været på en halvdagstur med nogle andre danskere i dag, men Thomas mente at de var for risikabelt, så vi endte med at det bare var os fem der brugte en god time på at snorkle de fedeste steder inde i bugten sammen med de store, stormforskrækkede skibe. Det er simpelthen som at svømme i et overfyldt akvarie nogle gange. Mine yndlingsfisk er papegøjefiskene, de er så farverige. Men der var brandmænd, masser af brandmænd. De er nogle små skiderikker, men når der er mange nok kan de dække et rimeligt stort kropsareal.

 

 Og så har det været min tur til at blive ramt af hjemve. Jeg savner mit dejlige hus i Todbjerg, jeg savner at mine børns skolegang er nogle andres problem, jeg savner en lokal befolkning jeg kan tale med og jeg SAVNER et supermarked med mad jeg forstår!! Og så et rigtigt køkken at lave maden i. Men lige meget jeg savner disse ting, så kan jeg ikke sige at jeg fortryder en eneste af de beslutninger vi har truffet. For selv om dette har været hårdt, så er der ikke tvivl i min sjæl om at dette var det rigtige at gøre. Vi har hele tiden sagt at vi boede i Todbjerg indtil Gud kaldte os videre. Og det gjorde Han, og vi adlød efter bedste evne. Og det sjove er at det er ikke mennesker jeg savner. Menneskerne har jeg med mig i mit hjerte og i mine bønner. De er hos mig som jeg ved at jeg er hos dem. Men mine magelig luksusvaner? De lider!