Der er sket rigtig meget siden sidst vi fandt tid til at fyre op under WordPress-app’en, så her er lidt indtryk fra den forgangne uge…

Dykkercertifikater og bubble-maker

Isabella, Jordan og jeg fik kæmpet os igennem pensum til Open Water certifikatet (både junior og alm.). Dem, der har taget dette allerede, vil vide at pensum er stort, men at den skriftlige eksamen er tæt på at være en joke. Vi valgte at gå til opgaven med stor alvor alligevel, da det var en oplagt mulighed for at lære ungerne en masse indenfor rammerne af “naturfag”, og da vi tog eksamen havde vi også kun en enkelt fejl af de 50 spørgsmål, prøven omfattede. Kravet var max 12 fejl, så trods kursets lærebogs onkelhumoristiske udsagn: “Divers always under-perform” klarede vi det da ok! 🙂

Vi fik forærende af Scandi Divers en bubble-maker til Miriam hvor Jordan og jeg også var med i vandet (Isabella var lidt sløj så hun valgte at sidde over), og jeg skal da lige love for at Miriam er klar til at dykke! Hun havde i smug lavet de praktiske øvelser som vi andre måtte gennemgå for at få vores certifikat, og sandelig om hun ikke også havde fanget nogle af tingene omkring forholdet mellem tryk og volumen, kvælstof og dykkersyge, samt teknikkerne til at ligge korrekt i vandet.

 

 Thomas fra Scandi Divers stod for forløbet med Miriam, og han var noget imponeret over hvor hurtigt hun, ja, befandt sig som en fisk i vandet, høhø, og derfor valgte han at fortsætte i lagunen umiddelbart efter pool-øvelserne. Vi andre fik tildelt Rey som dive master, og så fik vi ellers 35 minutter på 3 meters dybde, hvor vi både så flotte fisk og fik lov til at lege vægtløse i vandet, f.eks. at løbe uden svømmefinner på og slå langsomme saltomortaler. Det var sjovt for os alle, og den ellers så generte Miriam holdt trofast Thomas i hånden, når han skulle støtte eller guide hende.

 

 Et par dage senere dykkede vi tre certificerede Open Waters så henne ved Giant Clams, der i den grad levede op til deres navn (ingen billeder pga. dybden på 13 meter, men de var cirka 80 cm i bredden). Her så vi en ny slags skildpadde, Hook Billed Turtle, og en havslange på ca 1 meter. Nina og Miriam snorklede i overfladen, hvor de så kæmpestimer af fisk.

Masser af nye bekendtskaber

 

 I ugens løb mødte vi Jonas og Jonathan, to unge IM-fyre, der trængte til lidt ferie ovenpå deres to måneder i Kirgisistan, hvor de havde arbejdet som voluntører på et meget lokalt landbrugscenter. De havde haft en god tid i landet, men havde fået nok kogt, stegt og tørret fårekød (for slet ikke at nævne fårefedt skåret i tern!) til at dække deres foreløbige behov. Åbenbart er smagen af våd uld lige præcis så delikat og afhængighedsskabende som den lyder… Herlige gutter, der desværre hurtigt skulle videre – sådan er det, når man skal nå en masse ferie på kort tid! 🙂

Vi fik nye naboer, Christian og Clara, der lige skulle nå at få dykkercertifikat inden de også skulle videre. Dejlige mennesker, og som Nina sagde til mig: “Jeg er ked af at sige det, men han fylder våddragten ud helt andre steder end du gør!”. Men det er ok; når man er i begyndelsen af tyverne har man vaskebrædt, og 20 år senere har man vaskebalje. Same same, but different…

 

 Rundt om hjørnet ligger restaurant Chim-Chow, hvor et ægtepar med iværksættergen har fundet plads til 4 borde og et køkken bestående af et par gasblus og en ovn, og dem besøger vi tit, da maden her er god, billig og velsmagende (de har begge arbejdet som kokke på de store resorts i området), og de er hyggelige at tale med. Hvis ikke en ønsket ret findes på menuen, der hænger på væggen, så aftaler man blot hvad og hvordan noget skal tilberedes, et tidspunkt og antal personer, og så er det klar næste dag som aftalt. Det afprøvede vi med bagte kartofler og grillspyd, og mums, hvor var det et lækkert måltid, der stod klar til os dagen efter! Hvis ikke vi regner desserten med, spiste vi alle fem for 50 kr, incl. 4 sodavand (jeg er på en striks ingen-sodavand-diæt, så der er kaloriemæssig plads til en øl et par gange om ugen! 🙂 ). 

 

 Og vi er lige så stille ved at lære de ansatte her på stedet bedre at kende. Det var hvad vi håbede på ved at blive her så lang tid, så vi er taknemmelige for at folk her på resort’et er så rare. Jeg tror det forholder sig sådan de fleste steder, men det er som om der er en særlig ånd her, hvilket vi er rigtig glade for.

Tur til Calapan

I går var vi på heldagstur til Calapan. Tintin og Jao var guider, og vi begyndte med at gå til Sabang, hvor vi tog en van videre. Først troede vi det var bare os, der skulle fylde bilen op, men vi endte med at sidde 21 personer, tæt sammen på rad og række. Det gik rigtig fint, selvom børnene til at begynde med var lidt beklemt over at sidde så tæt. Der var AC, og turen tog lige under halvanden time. Vi var blevet advaret på forhånd om at “the road is like a rattlesnake”, og det var også korrekt. Måske chaufføren var bange for slanger, for han skyndte sig ihvertfald igennem alle svingene! 🙂 Vejen var rigtig velholdt, så det var faktisk en fin køretur. 

 

 I Calapan var vi lige et smut forbi immigration office, da vi havde slået følge med en anden gæst, der skulle have forlænget sit visum, og så tog vi videre med tricycle til Robertson Mall, der angiveligt er det største indkøbscenter på øen. Her er der bl.a. et “World of Fun”, hvor man formedelst tokens til 4 peso stykket kan spille alverdens spil, og helt gratis kan få tinnitus eller midlertidig sanseforstyrrelse pga lydniveauet.

 

 Vi fik spillet 100 peso op, og så var vi simpelthen helt overloadede af sanseindtryk. Vi var sultne, og da der lå en Jollybee lige rundt om hjørnet, var det oplagt at prøve den filippinske ækvivalent til McD. Det var en spændende oplevelse, og sjovt at prøve. “Kulturchocket”  mindede om da Nina og jeg første gang bestilte en pizza i Aarhus, og fik den obligatoriske melding “10 minutter” i telefonen – med en umiskendelig århusiansk dialekt præget ind i den gebrokne mellemøstlige klang i tonen. 

 

 Efter en smule mere shopping var vi brugt op, og vi tog en tricycle tilbage til busstationen. Børnene ville hellere tage en jeepney tilbage, så vi hoppede ombord på en sådan og ventede på afgangen tilbage til Puerto Galera. “Puerto Puerto” blev der råbt med jævne mellemrum, og stille og roligt blev jeepney’en fyldt op. Da vi nåede 24 personer var der ikke plads til bare én mere. Troede jeg! Da vi nåede 28 personer lettede vi anker, og inden vi var ude af byen sad vi 31 personer og kom hinanden ved. Så steg der et par stykker af, og vi tænkte at nu bliver der masser af plads – indtil 10 børn steg på, så vi nåede op på cirka 38 personer i alt. Der var ikke andre end os turister, der syntes at det var mange, tror jeg, og det gik også fint nok. Der var trods alt heller ikke geder eller andre husdyr med på passagerersæderne, selvom jeg nok må indrømme at jeg personligt udsendte en hørm af våd gnu efter næsten 2 timer krøllet sammen i varmen i en jeepney med en taghøjde beregnet til filippinere! 🙂 

 
 

 Godt tilbage i Puerto Galera foreslog Tintin at vi tog en båd hjem, og det var den perfekte måde at afslutte en god dag på! Ovenpå byens larm og tumult og en varm køretur i bjergene var det helt perfekt at nyde bølgen grønblå og de flotte omgivelser. Og vi landede 50 meter nede af stranden fra vores værelse, så det er ikke sidste gang vi benytter os af vandtaxa!

Økumenisk samhørighed

Afslutningsvis kan vi berette, at vi har mødt katolikker en masse, Indre Mission (Jonas og Jonathan nævnt tidligere), en norsk pinseven der også er gæst her, i går aftes kom der to ungersvende i deres fineste tøj og spurgte om de måtte synge en sang for os, og hvis vi kunne lide den kunne vi donere lidt penge til dem – de var fra en lokal pinsekirke, og søndag var planen at vi skulle have været med Tintin i hendes baptistkirke, men desværre har Jordan fået et maveonde (der har bredt sig til os andre, men vi er så småt på vej ovenpå igen allerede, heldigvis), så vi var nødt til at aflyse. Øv bøv for det, men vi håber at kunne komme med om et par uger, når vi er igen tilbage fra Pandan Island.