Søndag foregik sammen med en herlig, filippinsk familie på en “lokal” strand.

 

 
Børnenes nye bedste ven, Cristine, der er assistant manager på Campbell, inviterede os alle med på søndagsudflugt i går. Hun har forelsket sig hovedkulds i vores tre blåøjede unger, og hun arrangerede en familiefest på en populær strand et stykke herfra. Vi troede først at det var en lille, sluttet kreds, men det viste sig at vi kun udgjorde en lille del af de fremmødte, blandt hvilke kan nævnes hendes: far, Rudy, farbror, Randi, to brødre Johnjohn og Jason, nevøerne Jahz og Jao (to afsindigt charmerende og aktive rollinger på hhv. ca 4 og 2 år), morbror og tilhørende tante, niece Ann (på alder med Isabella), og en stor håndfuld andre børn, som jeg trods tålmodig opremsning fra de voksnes side ikke evnede at fastholde navnene på.

 

 Vi begyndte dagen med at vandre til den fjerne ende af Sabang, hvor vi mødtes med Tin-Tin (Cristine’s kaldenavn blandt venner), og her steg vi i samlet flok på en jeepnie, der er en blanding mellem en overdækket ladvogn og en bus. Et fantastisk fartøj, der kræver dobbelt udkobling ved samtlige gearskifter og er akut inspirerende i ens åndelige behov for at have et aktivt bønsliv, når man passerer andre fartøjer på de dele af vejen, hvor ”vejmyndighederne” i deres tvivlsomme visdom har vurderet, at der ikke var behov for et hårnålesving, når man blot kunne pege skiene direkte ned i dalen og satse på at alle trafikanter har styr på deres plovning!  Efter et kvarter nåede vi frem til Puerto Galera, hvor vi steg af, og skiftede transportmiddel. Vi havde fået at vide, at vi skulle fortsætte på tricycle, dvs. en stor knallert med sidevogn, og vi havde diskuteret hvor mange vi kunne nøjes med, givet at vi jo var 6 passagerer, incl. Tin-Tin. Vi fik dog hurtigt svaret på dette spørgsmål, da Jason kom kørende på en flot Kawasaki 170cc motorcykel, for Nina og de tre unger fandt plads i sidevognen sammen med 10 liter vand og to rygsække, og Tin-Tin og jeg deltes om pladsen bag Jason.

 Jeg sad vinkelret på køreretningen med knæene vendt ud mod den modkørende trafik. Det viste sig hurtigt, at denne del af transporten i endnu højere grad end turen med jeepnie’en fremmede et behov for at kommunikere opadtil, og min mistanke fra første køretur i Manila blev bekræftet: I filippinsk trafik er begrebet ”sikkerhedsmargin” = ”hvis det ikke gik galt første gang, var der mere end rigelig plads til at køre lidt tættere på næste gang”. Når vi på en smal, stejl vej passerede modkørende der overhalede hinanden, blev mine knæ af og til lidt bange! 🙂

 Nå, men det skal jo ikke handle om transport det hele, så lad os springe vandreturen langs bjergvejen og den flotte tur på en bambus/træ/betonbro i mangrove-sumpen over, og gå videre til familiefesten…

Vel ankommet til “Pebble Beach” (direkte oversat fra strandens filippinske tilnavn) sad vi i en åben beach cottage og nød livet. Og Tin-Tins familie ankom drypvis, medbringende et måltid, der var en konge værdig!

 Der var panerede, indbagte pølser, grillede koteletter og en friskfanget, grillet yellow-finnet tuna, spaghetti, to slags risretter, salat, vandmelon, mango, osv osv. Det hele indkøbt og tilberedt af en af onklerne…

Bag hytten blev der rigget et bål til, hvor kødet blev grillet, og den så velkendte opdeling af mænd og kvinder opstod hurtigt, så jeg måtte jo bøje mig for gruppepresset og stille mig op og drikke øl sammen med gutterne! 🙂 Den lokale øl Red Horse blev knappet op (minder foruroligende meget om Harboes Bjørnebryg), og vi delte en flaske i små plastikkrus. Vældig hyggeligt og kraftigt mandehørmende!

 

 Og SÅ ankom resten af mændene i en fin lille kano med siderigger. Tin-Tins farbror, Randy, minder i sind og lidt i udseende rigtig meget om min svoger Peters far, Dennis, og der gik kun et øjeblik førend der var etableret en lille rundkreds et stykke væk, hvor de sad og røg, mens en lille flaske og to krus gik på omgang. De vinkede mig hen, jeg hilste, og spurgte hvad mon det var, de drak. ”Filipino wine”, grinede de som svar, og spurgte om jeg ikke ville sidde i rundkredsen. Det ville jo være uhøfligt at takke nej, så jeg satte mig ned og fik straks shotglasset overrakt, sammen med en 35cl flaske med klar væske i. “80 proof”, stod der på den, og da jeg pegede og spurgte om det var styrken i procent, grinede de igen og svarede ”No no no, not even 70% we think. Well, not much above 70%!”. Jeg hældte lidt op og lugtede til det, og hostede spontant, for det kunne have fjernet maling og opløst gulvtæppet hvis man spildte det. Atter spontan mandelatter og klasken hinanden på skuldrene over nybegynderens reaktion. ”You must drink filipino-style”, klukkede Randi, og viste hvordan man først drikker lidt vand, så tømmer man shotglasset, drikker vand igen, og rækker videre til den næste i rundkredsen.

 

When in Gin, do as the…, så der var jo ikke andet for end at holde masken og hælde skidtet ned og håbe på det bedste. Det gik, og på den positive side må medregnes, at hvis der var baktusser i det lokale vand, vi deltes om i rundkredsen, så havde de ikke en chance for at etablere sig i maven! 🙂 Efter et par (eller tre) omgange på den vis kom Nina og fortalte, at en af tanterne havde sendt hende over for at redde mig fra tom-mave problemet – så jeg måtte bøje mig for matriarkiet og fyldet lidt mad i maven! 🙂

 

 Mens vi sad og mandehørmede i skyggen af et palmetræ, legede børnene med hinanden. Vores tre generte børn kunne ikke modstå kombinationen af charme, vedholdenhed og bosseri fra kusine Ann, og de endte med at have en rigtig god dag, hvor sprogbarrieren blev brudt ned i en kombination af engelske, danske og filippinske vendinger, hjulpet på vej af tegnsprog og globalt anerkendte børnefagter og lyde.

 

 Med jævne mellemrum blev alle ungerne trommet sammen, og så var der konkurrencer i hold, f.eks. ”fyld en spand med havvand, kun ved hjælp af det tøj, du har på”, den filipinske udgave af kartoffel-på-en-ske-stafet (en kalamanti-lemon i stedet for en kartoffel), ”spis noget klamt pulverslik på tid og fløjt bagefter for at vinde noget andet slik i præmie”, og andre holdlege.

 

 Da dagen var ved at være omme, hoppede vi alle 6 samt Randy og Johnjohn med lille Jao i kanoen og sejlede over til næste bugt, hvor hele familien bor i et lille hus. Her sagde vi farvel til de fleste af vores dejlige værter, og Jason fragtede os – denne gang med Jao som co-pilot siddende på benzintanken – tilbage til Sabang, hvor vi sagde pænt farvel og daffede hjem til vores værelser igen, trætte og glade. Og selv vores nøddebrune Jordan måtte erkende en lille smule solskoldethed, for i al festivitas og gentagne dyp i havet glemte vi alt om at vedligeholde solcremen i ansigterne. Heldigvis havde vi lidt aloe-vera creme på lager, så allerede her til morgen har alle det godt igen, selvom især Miriam på kuløren ligner en, der lige har hørt en meget pinlig vittighed!