Lang historie kort: I går tog jeg fat i en af mine tre (!) chefer og orienterede om at jeg ønskede at afholde min resterende forældreorlov, begyndende 1. oktober. I alt har jeg 26 ugers orlov, der skal afholdes inden Miriam fylder 9, dvs. inden 10. april næste år. Arbejdspladsen valgte at acceptere min udmelding (ikke at de havde det store valg, men det er nu alligevel rarest når tingene går glat).
Her dagen derpå kan jeg konstatere, at det var den rigtige beslutning. Ja, det bliver en smule økonomisk udfordrende at gå fra én indtægt ned på en sats lidt lavere end dagpenge, men vi skal nok klare det. Og det viste sig at være en enorm lettelse at have en bagkant på de genvordigheder, der i stadig stigende grad møder mig på arbejdspladsen. Valget af dato er baseret på en blanding af at jeg sidder med en meget spændende opgave, og en måske misforstået loyalitet overfor firmaet, så der er tid til at andre kan tage over inden jeg slipper opgaverne helt.

Og nu har vi fået fastlagt en dato, hvor der sker en reel forandring! Ikke blot et til-salg-skilt ude ved vejen og halvformede hensigter om eventyr, men et faktisk skift i tilstand. Vi påtænker at hjemmeskole ungerne i et stykke tid, og med arbejdet ude af billedet har vi pludselig frie hænder til at finde løsninger, hvor vi ikke er fast bundet til adressen her i Todbjerg. Det bliver rigtig spændende, og Nina har allerede fundet et sted i Thailand og et sted i Hawaii, hvor vi har råd til at bo et par måneder! Nu hænger vi lige på et par uger hen over sommeren, og så falder der måske en beslutning ud af alle de her overvejelser.