Pinsen er jo boligkøbernes næststørste aktivitetsperiode, så da vi tidlig lørdag morgen tog til Kbh for at fejre Michalas 30 års fødselsdag (hurra!), efterlod vi et meget pænt og ryddet hjem, så horderne af hungrende huskøbere kunne se vores dejlige domicil.
Det viste sig så at være knap så vigtigt, for der var et rundt nul af fremvisninger i Pinsen. Suk.
Men nu er der netop tikket en SMS ind fra Home, så udover vores åbent-hus-arrangement søndag d. 31/5 er der arrangeret en fremvisning på mandag. Og på tirsdag kommer tilstandsrapportmanden og opdaterer rapporten med reduktionen i K’er. Vi har lidt travlt! Men heldigvis kom både farfar Aage og vores fantastiske nabo John forbi med værktøj, gode råd og en hjælpende hånd.
I vores bryggers var der en K3’er (utæt fjernvarmeventil og et par tærede rørsamlinger), samt en række K2’ere (hul i loft, manglende fliser i gulvet, m.v.). Bemærk datid, for K3’erne blev fikset af en VVS’er, og jeg har voldsomt over-committet mig til et bryggersprojekt, der greb om sig med en fart som en soldat på en strip-bar!
Projektet indebærer indtil videre nyt loft, pudsede vægge (herunder skorstenen som tidligere omtalt), nye fliser i gulvet (herunder justering af fald), opsætning af kasse omkring de grimme vandrør, nedtagning af centralstøvsuger og reparation af væg, kantfliser ved alle vægge, flytning af vaskemaskineinstallation og opsætning af nyt bord samt diverse hylder og knagerækker. Og selvfølgelig en gang maling inden tingene sættes op – tak til Trine for løfte om maling af hjørner og krinkelkroge!
Og så fik jeg slet ikke nævnt at vi også lige ordner gulvet og de utætte fuger i badeværelset, for på den måde at fjerne de to sidste K3’ere i huset. Det bliver en lidt stram tidsplan – jeg håber ikke der dukker yderligere opgaver op undervejs!
Puha, man bliver helt forpustet bare af at læse om alt det der skal nås. Men malertøjet er fundet frem til i morgen.