Ret tidligt i skabelsesberetningen fortælles det hvordan Gud opdelte verden, så der var hav forneden, og himmel foroven. Efter et døgn med kraftig nedbør og kraftig vind, er det nu forundt os at forstå lidt af visdommen i den beslutning! 🙂
På højen bag Campbell ligger der et par fine villaer, og ifølge Thomas målte de vindstød på 200 km/h. Deres målinger ophørte dog brat først på aftenen, da vindmåleren, i følgeskab med garagen den var monteret på, fløj sin vej.
Og nu vender verden rigtigt igen, og vejret opfører sig pænt efter et lidt blæsende og vådt døgn. Dejligt!
En aften i vand og hygge!
Miriam lod sig nu ikke slå ud af et forbud mod yderligere digital spilletid, og hun lavede derfor selv en analog spilleplade til LUDO, som vi selvfølgelig afprøvede rundt om spisebordet!
En fredelig nat (for os) – og en dejlig morgen
Hen over natten lagde vinden sig, og vi stod op til en fredelig morgen. Det viste sig hurtigt, at skaderne i vores nærmeste omgivelser er meget begrænsede, og udover en lidt afpillet vegetation er det kun et enkelt tag, der er kollapset (ingen kom til skade).
Vi sov godt og trygt, og glæder os meget over at mange af de ansatte valgte at overnatte her, eller i det mindste valgte at blive indtil blæsten faldt lidt til ro.
En noget anderledes tilgang til verden
Strømmen er gået i hele området, og prognosen lyder på at der går mindst 5 dage, inden den er genetableret. Det rammer ikke os her på Campbell/Scandi og de andre resorts med ressourcer til at have og drive en generator, men alle andre må undvære.
Men folk har en helt fantastisk tilgang til situationen og vejret. I Afrika oplevede jeg det som fatalisme og resignation langt hen ad vejen, mens der her er en anden og måske lidt mere afklaret tilgang.
En af de lidt ældre medarbejdere på Scandi Divers forklarede mig, at andre steder i verden døjer man jo med mange problemer, såsom frost, sne og krig med muslimer. Her på Filippinerne har man alene jordskælv og tyfoner, der har det til fælles, at de går over igen, når de har fået lov til at rase lidt. Som han sagde:
We are lucky, only to have typhoons and earthquakes, others are not so lucky.
Det sætter den vestlige verdens (og til nøds mine egne) luksusproblemer lidt i perspektiv…
Rent vasketøj og en strand fyldt med spændende sager!
Nyt uvejr under opsejling?
Og nu er klokken næsten 20, og vejret er ved at skifte om igen. Store dønninger slår ind over stranden, det blæser op, og de lokale taler om at der ligger et halvdybt lavtryk og lurer et sted øst for os.
Vi håber at det går i opløsning, så næste gang I hører fra os bliver om sol og glæde, f.eks. det plasticjuletræ, Thomas har planer om at plante ude i bugten på 3 meters dybde, så vi kan danse om juletræ sammen med ham under vandet!

Dejligt at høre at I og omgivelserne kom relativt uskadte gennem stormen. Vi glæder os til at se undersøiske juletræer!
Tak for opdatering. Det var godt at høre at I har det godt. Her i Danmark er der ganske fredeligt.
Tak for opdateringen – det var godt at høre fra jer, hvordan I klarede det hele. Håber lavtrykket går i sig selv igen.